Carsten Hallqvist Jensen , Rettigheder har kun den, der tør forsvare dem. , 29-04-2008 00:45:25

Ddet er meget idealitisk - men det holder ikke,fordi vi har med mennesker at gøre. Naturen/begæret gør at man søger at optimerer sin egen situation og for alt i verden ikke vil se naboen, få flere goder end vi selv får.

Vi kan se det på afgifter som f.eks. grønne afgifter, Der har vi jo en tyrkertro på at mennesker vil ændre adfærd ved stigende priser ved stigende forbrug - Og praksis viser at prisen som adfærdsregulering virker - det får folk til at tænke sig om og forholde sig til deres forbrug. Pengepungen er en god regulator for menneskers adfærd.

På samme måde vil mennesker kræve deres økonomisk ret, fordi de ellers vil føle sig forbigået- uanset om de er rige .

Så der skal nogle reguleringer til enten ved beskatning af de rige og friholdelse af de mindre bemidlet.

Eller også skal offentlig ydelser bringes ned på et niveau, hvor alle har råd til afholde dem (kollektiv trafik til en 10ér - vuggestuer til 1000 kr. - børnehave til 800 kr. osv.).

Og samtidig bringe folk forsørgelsesgrundlag op på et rimeligt niveau, så de kan fastholde et liv med kvalitet.

Det kræver nok også at vi finde flere indtægtkilder.

Man kunne indføre seniorordninger for folk op i alderen, hvor de kan komme på 2 -3 dages arbejdsuge. De vil ikke ønske at gå på efterløn, men fastholde deres tilknytning til et socialt liv på en arbejdsplads - og mange flere vil være aktive i lang tid fremfor spille golf, kort, banko eller hvad der ellers er af muligheder for folk der i en sen alder starter et nyt liv.

Folk vil blive på deres arbejdsplads fordi den giver dem et indhold og alligevel tid til at nyde et optium. Aktivitet er den bedste kur mod sygdom og menneskelig forfald.

Men det kræver et rummeligt arbejdsmarkedet for folk, der er 60+.

Robin de Nijs , alethiolog & sekretær religionskritisk netværk (Lejre) , 29-04-2008 00:46:18

Hej,

Jeg synes, at det er en smuk tanke, men virkeligheden er, at også rige borgere tager det "gratis" skole-buskort, hvis de kan (selv hvis de ikke har brug for det!). Det betyder, at man ikke kan indrette samfundet baseret på princippet at alle kun tage hvad de har brug for. Man skal indrette det således at de fattige kan tage det de har brug for, og at de rige ikke kan tage, hvad de ikke har brug for. Måske ikke så smukt, men mere realistisk og effektivt.

Hvis man vil lokke menneskere til at lade være med at tage det de har ret til (og måske ikke en gang har brug for det, men nu er det jo gratis!), så må du gøre det med penge, men det betyder, at du kunne have indrettet systemet i forvejen således, at kun fattige, der virkelig har brug for et gratis skole-buskort får det.

Tygger lidt videre på ideen...

Mvh, Robin

Rune Heiberg Hansen , Folketingskandidat i Hovedstaden , 29-04-2008 08:43:58

Kære Margrethe

Det er fint at bede folk om at gøre noget for samfundet, men hvis vi skal bevæge os videre i denne retning, så skal vi til at indrette reglerne efter det.

Udover indtægtsgraduerede takster i daginstitutioner skal der altså også være indtægtsgraduerede skolebuskort. Eller måske vi skal sige, at der er velfærdsydelser man kun kan få, hvis man ikke kan betale selv?

Og lad mig sige det med det samme: Den idé er jeg med på! Vi bruger i dag langt hovedparten af velfærdsydelserne på at hjælpe mellemklassen, der i forvejen tjener mere end nok til at kunne løfte de fleste opgaver uden hjælp - forudsat at skatten er lavere end i dag. Samtidig gør vi langt fra nok for dem, der virkelig har brug for hjælp.

Lad os nu komme ud af industrialiseringens kvælende lighedsideal og se i øjnene, at det 21. århundredes velfærd ikke drejer sig om at løfte massen, men om individualiserede velfærdsløsninger, der hvor der er behov.

Tomas Bech Madsen , Radikal med liv og sjæl - og medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget , 29-04-2008 09:14:38

Kære Margrethe,

Det er et fantastisk vigtigt spørgsmål du stiller. Det er lige præcis opgøret med krævementaliteten og 'rettigheder uden pligter'-tankegangen, som er så umådelig vigtig, hvis vi skabe og fremtidssikre et velfærdssamfund, som

1) dækker kerneydelserne (uddannelse, sundhed, pasning/pleje),

2) reelt hjælper de mennesker som behøver samfundets støtte, og

3) kan finansieres uden at hæve det nuværende samlede skattetryk

God kamp! Du har også min fulde støtte ;-)

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 09:45:21

Jeg arbejdede engang sammen med en tidligere ejer af en mindre købmandsforretning. Han startede med en forretning i et kvarter i København, hvor lønningerne var lave og ofte gav han kredit. Det var yderst sjældent, at han ikke fik sine penge tilbage, men da han flyttede forretningen til et kvarter med langt større indkomster, var det med kredit den naturligste ting, for rige mennesker betaler ikke kontant. De køber på regning. Efter et par år måtte han lukke forretningen, da han havde så mange penge ude at svømme i ubetalte regninger, at den ikke kunne køre rundt.

Nu er det 35 år siden, men jeg tvivler på, at ret meget er ændret.

De fleste mennesker med højere indkomster sætter deres forbrug efter det, og så er der ikke "råd" til busbilletter til ungerne, hvis de kan få dem gratis.

Nu har jeg ikke i mange år været rundt med en indsamlingsbøsse, men dengang at jeg prøvede det, var der væsentlig forskel på at samle ind i rige kvarterer og i lavindkomstområder. Den sidste kategori gav mest i bøssen.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 09:47:15

Ovenstående indlæg skal ikke ses som et forsøg på at vække klassekampen til live, men blot tages som en konstatering.

Svend Jensen , Sekretær i Svendborg Radikale , 29-04-2008 10:47:18

Jeg mener, vi politisk skal turde arbejde med holdninger, selv om vi risikerer at blive betragtet som bedrevidende, doserende,

skolemesteragtige oa.

Et eksempel, på et andet plan, er hvordan det er lykkedes at ændre indstillingen til rygning - den massive indsats ændrede tingene markant.

Hvis ikke samfundet skal skride endnu mere, må vi turde sætte ord på urimelighederne, efter Mette Frederiksens devise:

Pligter frem for rettigheder.

Jeppe Trolle , Folketingskandidat, Sjælland for Køge/Lejre kredsen , 29-04-2008 11:57:57

Hmm tanken om at appelere til folks fælleskabsfølelse og filantropiske sans er besnærende, men som mange af de ovenstående indlæg tror jeg at det bliver meget svært at få folk til dette.

Det skyldes ikke at det er umuligt, men at det for det første er for uigennemsigtigt hvor pengene går hen - De ryger jo bare ned i det store hul der hedder statskassen, hvilket er for abstrakt for folk. Og for det andet får man ingen anerkendelse for ikke at være egoistisk/nyttemaksimerende.

Skulle DRV forsøge sig med en sådan kampagne, er det derfor vigtigt at pengene går til et konkret formål, så det kan ses at det reelt rykker noget for fælleskabet. Man kunne f.eks. beslutte at alle ydelser, som folk ikke hævede/eksplicit gav afkald på, gik til en specifik fond med et bestemt formål, så det blev synligt hvor mange penge der kom ud af det, og hvad de gik til.

Børnechecks der ikke blev hævet kunne f.eks. gå til en fond der forbedrede daginstitutioner eller lignende, så det blev klart for folk, hvad fælleskabet fik ud af, at de rige gav afkald på børnechekken (Jeg tror at mange tænker at hvis man ikke ved om det går til motoveje, Forsvaret eller et socialt formål, kan man jo lige så godt nyttemaksimere.)

Samtidig kunne man sende folk en skrivelse, der takkede for at de støttede fællesskabet ved at give afkald på den offentlige støtte. Under forudsætning af at det ikke blev for bureaukratisk, tror jeg godt at en sådan kampagne kunne få penge i kassen og højne folks forståelse for de ikke bare skal kræve deres ret. Det er klart at der altid er nogen, der vil hæve pengene uanset hvad, men det må man leve med.

Jeppe Trolle , Folketingskandidat, Sjælland for Køge/Lejre kredsen , 29-04-2008 12:12:41

Alternativet er naturligvis som Rune foreslår, at vi simpelthen laver reglerne om, så de velstillede fratages støtten, hvilket jeg heller ikke nødvendigvis er modstander af.

Det skal imidlertid gøres med stor omtanke, da der altid vil være nogle mellemkategorier, der kan komme i klemme. Det kan mærkes på pengepungen, når man når op over det lønniveau hvor der gives støtte til  daginstitutioner, og vi vil jo gerne  give folk mest muligt incitament til at arbejde mere.

I forhold til folkepensionen, skal det jo helst kunne betale sig at spare op, og børnechecken kan vel også opfattes som et incitament til ikke at fravælge børn - En slags støtte til dem der fremtidsikrer Danmark uanset indtægt. ( Det kan vel sammenlignes med SU, der også er en særdeles god forretning for staten)

Det skal naturligvis ikke ligefrem være en god forretning at få børn, men omvendt bør det heller ikke være den økonomiske belastning der afholder folk fra det (og da det koster op imod en mio. pr. barn UDOVER det store arbejde der ligger i det), er det bestemt ikke en dårlig forretning for samfundet at opmuntre folk til at få (flere) børn. Sammenligningen med SU åbner dog for at der kan skæres i støtten for de allerhøjeste indtægter, ligesom jeg heller ikke er modstander af en gradueret folkepension, hvis opsparingsproblematikken kan løses. Men helt simpel er problemstillingen ikke.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 12:45:21

Selvom jeg sidder i egen bolig og værdistigningen har været enorm, så kan vi ikke blive ved med at lade som om, at værdistigningerne er medvirkende til et overforbrug, da vi som husejere nærmest bliver tvangsfodret med favorable lån.

Boligprisernes himmelflugt er en bobbel, der på et tidspunkt sprænger, og så er det de tilbageholdne og de nye boligejere, der kommer til at betale prisen.

Det er absurd, at man kan sidde i en lettere nedslidt bolig og uden at røre en finger og med lav inflation opleve, at ens bolig bliver mangedoblet i værdi.

Så kan man hævde nok så meget, at boligejerne ikke kan spise mursten, men tilsyneladende går det vældig fint, når man ser på lån til forbrug med sikkerhed i egen bolig.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 12:52:39

Endnu engang ærgrer jeg mig over ikke at kunne rette i sin kommentar.

Der skulle naturligvis stå: "....kan vi ikke blive ved med at lade som om, at værdistigningerne IKKE er medvirkende til et overforbrug....."

Steffen Lyckegaard , Tømrer , 29-04-2008 15:11:52

Det her er bare en skør tanke der lige slog mig, men måske andre kan bruge den til noget -  her er den ihvertfald:

Et "velfærds - klippekort". lidt ligesom vi idag har klippekort på SU'en.... folk har en endelig mængde penge til rådighed til velfærd, og så må de selv prioritere om pengene skal gå til buskort til lille Peter, en midlertidig reduktion i dagplejeomkostning f.eks. i forb. m. køb af nyt hus, eller to dages ekstra plejeorlov når lille Peter har fået taget blindtarmen.

Ovenstående er som sagt  et skud fra hoften og på ingen måde gennemtænkt, men kan måske inspirere nogen til klogere tanker; ihvertfald var det da en mulig tilgang til at gøre folk mere målrettede i deres forbrug af ikke - essentielle velfærdsydelser (essentielle må være ting som hospitaler mv. )

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 16:04:27

@Steffen Lyckegaard

Til dit forslag tænker jeg, at livets goder altid vil være ulige fordelt, og derfor bør samfundet også hjælpe hvor behovet er størst.

Steffen Lyckegaard , Tømrer , 29-04-2008 16:12:24

@ Navnebror

Det er så sandt som det er sagt; da jeg imidlertid ikke er den store fan af gradueringsordninger - tænk bare på hvor skrækkelig en oplevelse det er at forholde sig til vores skattesystem - valgte jeg at skrive et indlæg der omhandlede muligheden for at slippe uden om dén løsningsmodel....tror nok det hedder "paradigmeskift" på københavnsk ;-)

Svend Jensen , Sekretær i Svendborg Radikale , 29-04-2008 16:26:21

@ Tømrerkollega: Steffen

Jeg kan godt lide din utraditionelle tilgang til problematikken - måtte der ud af det springe en brugbar gnist.... eller et

paradigmeskift.

Peter Jepsen , Cand. comm. , 29-04-2008 21:53:50

Kære Margrethe

Det er et meget centralt spørgsmål, du stiller. Og udfaldet af diskussionen af dette spørgsmål er efter min mening helt afgørende for, hvilken retning vores samfund skal bevæge sig i de kommende år.

Nogle kommentarer til kommentarerne ovenfor:

Nytteoptimering - helt sikkert

- Ja. Mennesker forsøger som udgangspunkt at optimere deres egen situation, herunder de ydelser som samfundet stiller dem i udsigt. Det er vel en af de grundlæggende drivkrafter, som har flyttet menneskeheden fremad. Hvis det nu skal blive lidt filosofisk...

Sammenhængskraft - ja tak, men hvordan?

- Sammenhængskraft er jo et populært ord. For mig dækker det også over, at man er villig til at give en ikke udbetydelig del af sin indtægt videre til den store fælleskasse for at sikre en række fælles goder. Jeg er overbevist om, at en forudsætning for denne "offervilje" er, at man også kan forvente at få noget igen, hvis man har behov for det. Også som topskatteyder. Derfor mener jeg, at der er nogle velfærdsgoder, som bør være uafhængige af indtægt, f.eks. skole og sundhed, mens andre ydelser godt kan være indtægtsregulerede, f.eks. børnechecken.

Velfærdsklippekort - nej tak

- Der er foreslået en klippekortløsning ovenfor. Det er jeg imod. Velfærdssamfundet må ikke reduceres til en bank med individuelle konti. I sin grundvold er der jo tale om en slags kollektiv forsikring, hvor man betaler ind uden at vide, om man får brug for hjælp. Til gengæld kan man så regne med hjælp, hvis man får brug for det. Jeg er ikke bange for at bruge det gamle ord om, at de brede skuldre skal bære de tungeste byrder.

Ideologi - ja, mere af det

- "Ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country". Ringer der en klokke? Tænk på, hvad de ord betød for mentaliteten hos en hel generation amerikanere. Vi skal turde være visionære uden at blive naive. Der ER brug for et opgør med krævementaliteten og "mig selv først". Jeg husker stadig det fantastiske, radikale motto "Vi tænker på andre end dig". Der ER brug for et parti, der tør tænke stort og stille krav til folk om at se ud over egen næsetip. Der er mere i verden end "noget for noget".

John Arnshof , Udvikling med perspektiv - logistikuddannet , 29-04-2008 22:20:39

Som jeg ser situationen
Vi lever i et markedsbaseret samfund, med indbyggede økonomiske ”retningslinjer”, hvor vi for os selv skal skabe maksimum indtjening. Forbrugstrykket er enormt.
I samfundet er målestokken for status og værdi : penge
Gennem adskillige år har vi haft RET til den og den ydelse

Det er det vi er oppe imod når vi skal ændre situationen.

Der er samtidig tegn på at opmærksomheden rettes mod andre værdier end penge – Økologi, etiske regler for produktion, Nødhjælp til den 3. verden, begyndende Afrika-opmærksomhed, en af 9 teser fra Mette F.

Hvis vi kan finde en fællesnævner for disse strømninger, er det et godt sted at begynde.

Meget af vor velfærd har med individuel mulighed for aktivitet, for kreativ udfoldelse, for (tomme) indkøbsoplevelser, for selvpromovering, at gøre. I takt med stigende indkomst bliver dette forbrug mere og mere ressourcekrævende.

Vi skal give mulighed for, tilskynde til, promovere, perspektivere nogle værdifulde værdier, der er funderet på andet end forbrugs-stignings-forventninger. Mange har nemlig et forbrugsniveau, hvor kravene til mere forbrug må være afdæmpede.
Det er samtidig vigtigt at bevare det dynamiske samfundssystem vi p.t. ejer.

Her har RV nogle gode bud på kulturområdet, samt på omtanke-området i bred forstand.

I vores medie-storms-samfund handler meget om timing og kreativiteten i forhold til at ”slippe ballonerne løs”.
Et eksempel er, at det rigtig mange steder er yt at ryge. Det har selvfølgelig noget med forbud at gøre, men også meget med samfundets ændrede syn på rygning at gøre. Det kan lade sig gøre at vende en holdning.

Når dette paradigmeskift lykkes, vil solidariteten i samfundet ændres, fordi værdierne er ændret.

Ja jeg ved godt, at det er store ambitioner – ja nogle vil sige verdensfjerne – men adskillige store ”regelsamlinger” i samfundet beviser, at der ikke er meget ved at diske op med flere regler og mere administration.

PS – en hurtig genvej kunne gå via boligbeskatningen, men bommen er nede for tiden

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 22:23:52

Alle politiske partier håber at få deres part af middelklassens stemmer, for det er her at de store vælgergrupper er, men politikerne kan ikke blive ved med at lefle for dem/os, for så ender det i uansvarlighed.

Vi bliver nødt til at se på de arbejdsfri gevinster, som ikke mindst ejendomsværdistigningerne har en stor andel i. De senere års værdistigninger har betydet en ren spekulation i boligmarkedet, hvor det er blevet en rigtig god forretning at opkøbe flere huse og efter få år sælge dem igen med en kæmpe gevinst.  Selvfølgelig er det ikke uden risiko, for markedet kan vende, men skaderne i forhold til prissætningen er enorme, fordi det først og fremmest er førstegangskøbere, der kommer i klemme, og så er det at samfundet må tage over og hjælpe de gældssatte familier.

Margrethe Vestager , Gruppeformand , 29-04-2008 22:55:53

Der er modstridende hensyn:

1. Det kan synes mest retfærdigt, hvis ydelser er gradueret efter indkomst- så kan ingen tage noget, som de selv kan betale. Det giver både bureaukrati og store marginalskatteproblemer. Det vil med andre ord være enklere hvis alle har adgang til velfærd, samtidig med, at der er en norm, der siger, at man kun tager hvis man har behov.  Det er på den anden side måske naivt.

2. Det engelske udtryk "welfare for the poor is poor welfare" har noget erfaring med sig: Hvis de rige skal betale selv bliver ydelserne til de fattige usle, for de fattige klager ikke og stiller ikke krav på samme måde.

3.  Vi har både ens og forskellige behov. F.eks. Ens når det kommer til uddannelse (men på forskellige måde) og forskelligt når det kommer til pleje og omsorg som ældre. Det gør det ideen om et klippekort lidt skæv, når det kommer til forskellene. Og der er ikke langt fra at være helt selvberoende og ok til at have behov for hjælp - et barn der fødes med handicap, en ulykke etc. kan ældre alt.

Hvad har alle brug for/ret til og hvad er efter behov? Hvad kan vi forvente af hver enkelt af os?

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 23:27:25

@Margrethe

Vi kommer ikke udenom upopulære beslutninger og jo rigere vi er, jo mere upopulært og nærigheden er som regel ligefrem proportional med med størrelsen af indkomsten.

Det er korrekt, at der kan komme marginalskatteproblemer, men for en stor del af den danske befolkning, så er f.eks. topskatten et teoretisk problem.

Til  gengæld tror jeg, at at de høje lønninger også er på arbejde, som den enkelte oplever som mest givende. Mange undersøgelser har vist, at arbejdet skal være vedkommende og givende og så har lønnen kun en sekundær betydning. Derfor mener jeg, at marginalskatteproblemer snarere er buldren fra tomme tønder og ikke er et reelt problem.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 29-04-2008 23:53:56

Per Jepsen

Mit arbejde består i en daglig kontakt med samfundets nederste ende. Det er kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister og hvis vi skal snakke om en kultur af offervilje og solidaritet, så er det her. Ofte er jeg ved at rive hårene af mig selv over deres velvillighed til at låne hinanden penge, og mange gange eftergiver de lån, som vi andre kan undre os over. Samtidig er det ikke ualmindeligt, at de økonomisk "adopterer" et barn fra et udviklingsland. 

Denne kultur har jeg svært ved at forestille mig kunne udbredes til mellemklassen.

Vi så i Norge, at da oliemilliarderne begyndte at strømme ind, så steg utilfredsheden tilsvarende. Pludselig var det urimeligt, at en ganske almindelig nordmand med mellemindkomst ikke skulle kunne have råd til villa, hytte i fjeldet, sejlbåd og 2 biler, når nu statskassen bugnede af penge. Det var i den forbindelse at det norske fremskridtsparti virkelig havde vind i sejlene.

Når så nogen herhjemme begynder at brokke sig over, at de tjener så meget, at de skal betale topskat, så må jeg indrømme, at min forståelse ligger på et lille sted.

At rejse på charterferie er altså ikke en menneskeret, og at fylde 67 år er ikke en social begivenhed, der pr. automatik udløser ret til hjemmehjælp.

Rune Heiberg Hansen , Folketingskandidat i Hovedstaden , 30-04-2008 09:15:39

Kære Margrethe

God opsummering af debatten.

Du stiller 3 udfordringer. Hermed forsøg på svar / valg:

1. Øget graduering giver alene mening, hvis det samlede skattetryk er lavere. Ellers betyder gradueringen reelt en øget marginalbeskatning og en øget samlet skattebyrde. Det kan aldrig være målet.

2. Det klassiske udtryk "welfare for the poor is poor welfare" baserer sig på det 20.århundredes industrisamfund. Jeg tror ikke  det nødvendigvis kan overføres direkte til det 21.århundrede. Herudover er der end dog meget langt fra den danske semi-universelle velfærdsmodel til den residuelle amerikanske velfærdsstat. Mon ikke vi kan finde en god balance imellem de to?

Samtidig betyder netop "'bestikkelsesteorien" bag den nuværende velfærdsmodel, at det er middelklassens behov og krav, der imødekommes. De der virkelig har behov, er allerede i dag gjort til objekter, uden selvstændig indflydelse på arten eller omfanget af offentlig hjælp. Og hvis hjælpen til de svageste går ud over middelklassen, så stejler denne altdominerende klasse.

Spørgsmål må jeg tænke lidt mere over.

Igen tak for en spændende debat. Ren symbolpolitik (a la en dansk gentagelse af Kennedy's ord) tror jeg ikke på, så jeg glæder mig til, at vi gør tankerne til konkret politik.

Rune

Jeppe Trolle , Folketingskandidat, Sjælland for Køge/Lejre kredsen , 30-04-2008 12:47:07

Jeg er fundamentalt uenig i, at vi skal væk fra den universelle skandinaviske velfærdsmodel og mere i retning af den residuelle amerikanske.

Ikke mindst fordi den skandinaviske model har vist sig klart mest effektiv af de 3 gængse modeller.

Det som Rune kalder "bestikkelse" af middelklassen er i en lang række tilfælde også den mest effektive måde at skaffe mest mulig velfærd og lighed for pengene. Flexicurity indebærer langt hen ad vejen støtte til middelklassen, men kommer alligevel også både de svageste og konkurrenceevnen til gode. SU gives til velstillede folks børn, der godt kunne klare sig selv, men er alligevel en fantastisk god investering for det danske samfund. Det samme kan siges om folkebiblioteker, folkeskoler, gratis lægehjælp, gratis universitetsuddannelser, mad i børnehaven og skolen, og idrætshaller.

At ændre systemet således  at kun de svageste får hjælp (selvom jeg er klar over at heller ikke Rune vil gå hele vejen) lugter efter min mening alt for meget af minimalstat og neoliberalisme.  De sociale ydelser skal ikke reduceres til fattighjælp - Det er rigeligt stigmatiserende at være f.eks. arbejdsløs i forvejen.

Til gengæld er jeg med på en holdningsbearbejdning, uanset den skepsis overfor hvor meget det rykker som jeg giver udtryk for ovenfor, men folk skal kunne se at de (ikke nødvendigvis de selv personligt, men samfundet/fælleskabet) får noget for de penge de giver afkald på.

Jeg synes også at det er OK, at der er ting man ikke "har ret til" at få financieret af staten - f.eks. at få børn, hvis man er ufrivilligt barnløs, enlig eller lesbisk, eller unødvendige kosmetiske operationer.

Men en udtyndig af den universelle velfærdsstat er ikke bare ulighedsskabende - det er også en dårlig forretning.

En anden ting der kunne være godt at  ændre ved, er at "brokkehovederne"  og de ressourcestærke (f.eks. juridisk kompetente) får mere end de svagest stillede, der ikke orker at klage, eller optimere deres ydelser.

Her burde borgerne efter min mening have ret til en "borgerrådgiver" - En slags social advokat, der kan hjælpe med at finde rundt i regeljunglen og optimere støtten for de der virkelig har behov. Som det er i dag er sagsbehandlerne i lige så høj grad  det offentliges repræsentant, der er pålagt at minimere omkostningerne samtidig med at de skal hjælpe borgerne.  (den seneste sag vedrørende tvangsfjernelser i Århus er et eksempel på problemerne ved dette) Disse funktioner bør efter min opfattelse skilles ad efter "forsvarer"/"anklager "- modellen. De svageste borgere bør have nogen der kun er på deres side, uanset omkostningerne, således at det ikke kun er de insisterende, ressorucestærke borgere der kan være sikker på at få hjælp.

Jeg tror også at de mange straffe- og kontrolforanstaltninger overfor f.eks. arbejdsløse kan være med til at indgive folke en følelse af, at når samfundet alligevel gør alt for at minimere udbetalingerne (under dække af at hjælpe), så er det rimeligt nok, at man gør alt hvad man kan få og derved er sin egen lykkes smed.

Statslig overformynderi kan derfor også fremme egoisme. Den radikale tillidsreform skal derfor også omfatte mere tillid til de arbejdsløses vilje til at søge arbejde. Alle ved jo at fire jobansøgninger om ugen ikke får flere i arbejse, men blot stresser de arbejdsløse. Jeg tror at når man giver folk mere ansvar for at forvalte den statslige støtte, så stiger ansvarsfølelsen også.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 30-04-2008 18:46:48

Jeppe

Jeg tror også mest på den skandinaviske model er bedst, når det handler om social mobilitet, forstået på den måde, at muligheden for at kunne ændre sine livsvilkår er bedre end den nordamerikanske model.

Mit indtryk er, at det kan godt være, at man af en eller anden grund mister alle sine værdier, men sandsynligheden for at ende som hjemløs er mindre.

Derimod er vi ikke gode til at bryde den kulturelle sociale arv for børn opvokset i f.eks. misbrugsfamilier, men det er også en helt anden indsats, der skal til end økonomisk hjælp.

En "borgerrådgiver" lyder besnærende, men netop i forbindelse med tvangsforanstaltninger og tvangsfjernelse af børn, så kan det meget let blive et spørgsmål om, at en sådan "borgerrådgiver" vil handle imod barnets interesser, fordi forældrene ikke selv kan indse, at deres børn lider nød, hvilket de jo i sagens natur ikke kan, når vi snakker om tvangsfjernelse.

Steffen Lyckegaard , Tømrer , 30-04-2008 21:31:53

Jeg iler med mine svar på de tre spørgsmål:

1. Dét med det øgede bureaukrati og skatteproblemerne er grunden til min modstand mod at indføre endnu flere graduerede ( hedder det egentlig det ? ) ydelser. Som flere andre har været inde på, har man på andre områder ( spritkørsel/rygning mv. ) haft held med holdningsbearbejdning, så måske er det ikke så naivt på lang sigt at forestille sig lidt mere "samfundssind".

2. Sikke dog et godt og enkelt  ordsprog; uden at være superberejst/- belæst er det mit indtryk den skandinaviske velfærdsmodel regnes for at være en af de mest effektive i verdenen ( set med de helt store briller), og af samme grund er det vel også værd at bevare dét at alle samfundsgrupper benytter sig af den samme service.

3. Idéen med klippekortet er som sagt også bare kækt smidt på bordet uden lange overvejelser, men skulle som sagt også primært omfatte de ydelser der gør livet lettere for folk - ikke de absolut nødvendige.

Hvad har alle brug for/ ret til, og hvad kan samfundet forvente ?

Vi har allesammen ret til et klap i måsen når vi bliver født, og en skovl jord i hovedet når vi skal herfra. Resten er privilegier;

lidt mere elegant formuleret kunne dét måske blive det centrale budskab i forhold til at ændre vores "krævementalitet".

Mht. til hvad jeg ønsker mig af det samfund jeg lever i, ønsker jeg at leve i tryg forvisning om at nogen griber mig når jeg falder (sygdom/tilskadekomst mv.).

Læg mærke til det lille ord "når", for som du også er inde på behøves der ikke at være langt fra livet i overhalingsbanen til at være dybt afhængig af andres hjælp og omsorg. Desuden bliver vi jo alle gamle på et tidspunkt.

Mht. retten til lige adgang til uddannelse er det vel efterhånden nærmest omvendt; samfundet har ret til, at alle uddanner sig og engagerer sig i en eller anden form for værdiskabende aktivitet. Og stillet op på dén måde er uddannelse til alle ikke et velfærdsgode, men en borgerpligt.

Hvad er jeg som enkeltperson parat til at give i forhold til hvad jeg giver idag ?

Jeg er parat til at arbejde flere timer end jeg gør idag.

Jeg er parat til - ved godt helbred - at arbejde flere år.

Jeg er parat til at betale mere i skat.

Jeg er parat til at modtage mindre i feriepenge - og nej det er ikke det samme som at holde mindre ferie ;-)

Håber svaret gør gavn.

Morten Bro , Studerende , 30-04-2008 22:30:01

Interessant og nødvendig debat. Nødvendig fordi velfærdsstaten om bare få år skal levere alt for meget til alt for mange, hvilket helt naturligt kræver reformer. Interessant fordi det netop er i spændingsfeltet mellem nødvendigheden af disse reformer og ønsket om at bevare de centrale dele af den universelle velfærdsmodel, vi kender i dag, at DRV skal udvikle den politik, som vil bane vejen for fremtidens velfærdsstat - i hvert fald med lidt flere mandater.

Paradigmet indenfor hvilket disse reformer skal udformes må derfor være al lave "de rigtige prioriteringer". Helt konkret er ældre området et udmærket eksempel. Danmark er nemlig allerede nu langt fremme når det gælder opbygningen af private pensionsfonde, der skal finansiere de enkeltes pensioner i fremtiden. Noget der helt sikkert vækker misundelse i mange øvrige EU-lande, hvor ældrebyrden, som i Danmark, også gør reformer nødvendige. På dette område har vi været dygtige og fremsynede, hvilket på sigt vil gøre det muligt med omfattende reformer af  f.eks. Folkepensionen. Vi må altså nedprioritere en ydelse som denne, da den på mange måder alligevel bliver overflødig, for på den måde at kunne bevare dels de centrale kerneydelser og dels vil være i stand til at hjælpe de ældre der immervæk stadig vil have brug for hjælp.

I øvrigt bør DRV i den forbindelse også forsøge at sikre at så få som muligt vil blive ramt af eventuelle reformer. Noget regeringen har forsøgt at gøre med "Den supplerende arbejdsmarkedspension" (SUPP), der er et særligt tilbud fra regeringen til førtidspensionister. Kun omkring 1/3 af alle førtidspentionister indbetaler dog til ordningen og den resterende gruppe vil derfor være blandt de hårdest ramte ved en eventuel omfattende reform af folkepensionen. Her må DRV være fremsynede ved enten at gøre sådanne pensionsindbetalinger lovpligtige således, at ALLE kan forvente en ordenlig pension i fremtiden, eller få undersøgt hvilke øvrige tiltag, der vil kunne sikre disse grupper en acceptabel pension i fremtiden.

Mvh Morten Bro

Gudrun Møller , Publikumschef, cand.jur. , 30-04-2008 23:31:25

Det vil helt bestemt være ok ikke at bede om noget, man ikke har brug for, faktisk ville det være langt det bedste.

Det er lidt et problem, at der er så meget automatik forbundet med offentlige ydelser - børnepenge, folkepension og sikkert meget, meget andet. Den oprindelige, og velmente, tanke, at ingen skulle føle sig mindreværdige, fordi de var afhængige af offentlige ydelser, og derfor skulle de tildeles alle, rig som fattig, holder ikke idag, hvor ingen føler, at de skal betale selv, hvis de har RET til at få det betalt. Ingen, eller få, har den gammeldags æresfølelse, der var forbundet med IKKE at bede om hjælp, hvis man kunne klare sig selv. Jeg synes heller ikke, det var ubetinget godt, for det var et klassesamfunds symptom, men efterhånden som den store arbejderklasse er blevet til mellemklasse med pæne indtægter, så kunne man godt tage princippet op igen og tilpasse ydelserne til nutiden, så vi koncentrerede os om reelle behov og ikke om at have ret til at få betalt noget, som vi sagtens selv kan betale.

Hos de allerfleste kæmper man ikke for det daglige brød og huslejen, men for at kunne købe store biler, dyre ferier, nye møbler, udekøkkener. Selvdiciplin og moral burde være drivkraften, men ellers er en offentlig regulering ok.

Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 06-05-2008 09:59:09

Det er et rigtigt Radikalt dilemma det her, tak for det. Jeg tror desværre det mere er et moralsk spørgsmål en egentligt økonomisk. En indkomstgraduering vil koste en del at administrere. Det vil blive ret bøvlet og vi får en masse bøvl ud af at mange vil komme i klemme i grænsetilfælde. På den anden side kunne en radikal tillidsreform, altså mere vidtgående en vores forslag, hvor vi giver endnu mere økonomisk elastik ud til kommuner og sagsbehandlere, måsek være en løsning, kombineret med grønthøsterbeskæringer af velfærdsydelser til middel og overklasse. Hvis det kunne medføre at der blev tilført flere resurser til kvalitet i behandling af udsatte og socialt dårligt stillede, så kunne det måske gå hen at blive en god forretning for Danmark. Jeg tror, et forslag skal være ret vidtgående for at batte noget, også kommunikativt.

Held og lykke med arbejdet.

Flemming Nakinge Nielsen , folkeskolen, ingen uddannelse, sømand, skærsliber, bums, pensionist, i den rækkefølge. tænk hvis der blev krig og ingen mødte op? , 06-05-2008 16:24:51

Nu er jeg jo en mand af få, men nødvendige ord.

Jeg vil sparke en helt ny vinkel ind som jeg så forventer i kloge hoveder kikker lidt på.

Jeg foreslår vi vender bøtten,  ser på om det er muligt, at graduere bundskatte fradrager, efter hvor mange børn indtægt behov osv. og alle så betaler hvad det koster, hvorved offentlige tilskud til buskort børnehave osv. bortfalder

Flemming Nakinge Nielsen , folkeskolen, ingen uddannelse, sømand, skærsliber, bums, pensionist, i den rækkefølge. tænk hvis der blev krig og ingen mødte op? , 06-05-2008 16:56:33

Rettelse -  ikke bund men personfradraget

Birgit Bak , Kontorassistent, HF-studerende, Økologisk Landmand deltid , 06-05-2008 18:56:05

Flexicurity-systement har det jo taget et helt århundrede at bygge op; og vi bliver endda rost for det af vores omverden. Derfor er det også meget, meget trist, at den siddende regering med DF som garant, i den grad forsøger, at "gøre op" med den sociale tankegang i dette land.

Der er ganske sikkert et dilemma i det faktum, at borgerne i den grad focucerer på rettigheder, men at mange også i den grad "glemmer", at hvis et samfund skal fungere, så skal man også påtage sig nogle forpligtelser. Diskussionen lander altid på det forbandede skattetryk; og væsentligt mindre på alle goderne, når de, der i forvejen har nok, står til talsmænd for at afskaffe både det ene og det andet, så ingen skal "nasse" på dem.

Grundlæggende tror jeg, at det største problem, hvis man skal skue lidt tilbage i tiden, er at man har glemt at uddanne befolkningen til aktive medborgere. Med det mener jeg, at uddannelsen "kun" har handlet om, hvorledes man skulle kvalificere sig til et ordentligt job og skabe sin egen familie. Langt mindre har vores samfund evnet at lære den enkelte borger, hvorledes den frihed kombineret med social sikkerhed, vi alle er så glade for, skal kunne bevares. Man har siden midten af sidste århundrede fostret store grupper af egoister, der udelukkende benytter deres frihed og sociale velfærd for egen eller egnes vinding. Det spolerer sammenhængskraften.

Skal vi gøre os håb om et afbalanceret social-/liberalt samfund fremover, så skal vi ud og have fat i børn og unge lige fra folkeskolen eller før.

For det første, skal der stilles krav til de ressourcestærke forældrene om, at de selv skal forvalte deres opdragelsesrolle. De skal have ret til at få deres børn passet, men til gengæld skal de have pligt til at opdrage deres børn, så de kan fungere i et socialt fællesskab. Opfylder forældrene ikke denne pligt, bør de kunne rammes på deres pengepung, altså bør det være dyrere at få børnene passet, da varetagelsen af disse børn i institutionerne koster mange penge, hvilket går ud over resten af børnene.

Folkeskolen skal være gratis for alle, men igen hvis de ressourcestærke forældre ikke opfylder deres opdragelsespligt, skal der indføres sanktioner. Hvis ikke der kan påvises en klinisk grund til, at et barn "fylder" så meget i en klasse, at det kræver ekstra mandskab og klassens sociale fællesskab ikke fungerer, skal forældrene kunne pålægges at betale eventuelle ekstraomkostninger. 

Begge disse ordninger må nødvendigvis være indkomstbestemte; idet de ellers ville have den effekt, at socialt udsatte børn ville få det endnu bedre.

Min påstand er, at hvis man lærer børn og unge  god social adfærd og empati, samt respekt for vores fællesskab, såsom offentlige bygninger, bøger, vejskilte osv., så vil disse børn også ende med at blive mere selvstændigt tænkende væsner, der helt af dem selv hjælper andre og har forståelse for, at man ikke bare skal have noget, fordi man har ret til det.

Hvis man fra barn af lærer et etisk regelsæt, der handler om individuelle friheder i et socialt fællesskab, hvor man kan søge hjælp, når man føler, man har brug for det, og man bliver behandlet med respekt og ligeværdighed, så kunne man måske igen få et samfund, der hænger sammen.

Det kan godt være, nogle mener, dette bliver lidt for meget noget idealistisk vås. Men faktum er dog, at en stor del af danskerne i dag udviser egoistisk sindelag, man taler sågar om, at nutidens unge har narcissistiske tendenser. Når tingenes tilstand er sådan, kan man jo kun gøre et, nemlig starte fra bunden. Overvågning, skatte-sænkning eller forhøjelse, øget brugerbetaling, fjernelse af diverse sikkerhedsnet osv. fjerner altså ikke "roden af mælkebøtten".

mvh

Birgit

Birgit Bak , Kontorassistent, HF-studerende, Økologisk Landmand deltid , 06-05-2008 19:00:23

Øhhh fejl: ........ socialt udsatte børn ville få det endnu værre. Sorry

Robin de Nijs , alethiolog & sekretær religionskritisk netværk (Lejre) , 07-05-2008 10:27:39

Min fornemmelse er, at denne diskussion egentligt handler om en slags skattereform. Hvis man f.eks. indfører lidt brugerbetaling ved egen læge, så er det egentligt bare en anden måde at opkræve skat på (alt andet lige, og en skat der rammer meget skævt). På denne måde ser jeg de konservatives udspil mere som et brud på skattestoppet, fordi man indfører en ny skat.

Indkomstskatten er dejligt nemt, etableret og nemt at gøre socialt retfærdig. Så udgangspunktet må være at bruge den, og sørge for at marginalskatten ikke bliver for højt (f.eks. <50%). Herudover er det godt, at folk en gang imellem mærker (med f.eks. et symbolsk med højt nok beløb), at ting koster penge, fordi så kan det være at de ikke benytter sig af de ting, de ikke har brug for. Og det er det diskussionen her handler om. Det kan man f.eks. godt argumente for ifm børneinstitutioner, men ikke så godt ift sundhedsvæsenet.

Jeg synes egentligt (også principielt), at forbrug skal beskattes mere end indkomst, og indkomst mere end ejendom. Det handler om forbrug af ressourcer som f.eks. vores miljø og energi, men også om forbrug af offentligt financierede ydelser.

Problemet er bare, at det er svært at give skat på forbrug en social profil (Det er jo typisk proportionelle og ikke progressive skatter. Kan man sætte skatter på luksusprodukter op?), det bliver hurtigt alt for bureaukratisk og derfor har vi også brug for indkomstskat.

Herudover synes jeg at alle skattefradag virker uretfærdig. (for at sige det lidt firekantet) Forstået på denne måde at det er især de rige, der betaler den højeste procent i skat har fordel af det. Så de skal væk. Ofte er det også de rige der har fradragene (f.eks. rente på boliglån)

Det er også mærkeligt at jeg både få børnecheck og skal betale for daginstitionen. Det er ikke enkelt.

Så mit forslag er:

* afskaf alle fradrag (undtagen personfradrag), f.eks. rente af boliglån, befordringsfradrag (også dejligt grønt) osv

* afskaf alle check (ældre, børne, boligstøtte)

og

* forbrugerbetaling på visse ting

(* grønne og sundhedsmæssige  afgifter, men det er ikke del af denne diskussion)

Uhensigtmæssige socialle effekter kan kompenseres ved at forøge personfradraget i visse tilfælde, som Flemming forslår. F.eks. en højere personfradrag hvis man har børn isf at give folk en børnecheck. Det er bedre, men jeg har dog personligt mere tendens til at holde det simpelt at give alle menneskere det samme personfradrag, fordi et børnefradrag gavner jo typisk de rige. Det må godt koste penge at have børn, det skal bare være muligt også for de lavtlønnede at have råd til 1-2 børn.

Det gør ikke noget, at alle skal betale den samme pris for f.eks. en plads i en børneinstitution. Man kan bare sørge for, at dem med de lave indtægter betaler mindre i indkomstskat. Det er meget mere effektivt, end at lave indkomstafhængige brugerbetaling eller endnu værre give en check.

Herudover er jeg enig med Jeppe, at man også skal vælge ikke at give folk visse rettigheder, men jeg har lidt svært ved at se hvilke ting det skulle være. Har du flere forslag end de ting du nævner, Jeppe?

@Jesper, mht SU er det også vigtigt, at anerkende unge myndige borgere som uafhængige af deres forældre. Derfor skal SU ikke være afhængig af hvor rige ens forældre er, men evt.  om man bor hjemme eller ej.

Flemming Nakinge Nielsen , folkeskolen, ingen uddannelse, sømand, skærsliber, bums, pensionist, i den rækkefølge. tænk hvis der blev krig og ingen mødte op? , 07-05-2008 11:08:28

Robin

Jeg mener at det både er indtægt og antal børn der skal bestemme personfradraget, netop så det ikke blive dem der har nok, der får glæde af de sociale ydelser, men her skal regnedrengene på arbejde, da det kræver noget administration.

Mai-Britt Schultz , Formand for Svendborg - Langeland kredsen og Svendborg lokalforening, Næstformand i Storkreds Fyn , 12-05-2008 11:24:02

Først og fremmest tror jeg desværre ikke, det er muligt at få danskerne til at undlade at modtage penge fra det offentlige, hvis de mener, de har krav på det.

For hvornår har man penge nok?

Bor man i København og har en husleje på 15 - 20.000 for en lille 3 værelses ejerlejlighed, er det frie beløb i en 2 indkomsthustand væsentlig mindre end hvis man bor i randområderne og har sidder i et hus for en 1/3 del husleje. Og alligevel kan familien i København, sagtens føle sig rigere end den på Lolland. Vi har meget forskellige syn på levestandard. Det er ikke alle der bliver lykkeligere med ny bil og fladskærme i alle værelser.

Desuden er der noget om det, en af de tidligere indlæg behandlede, nemlig at man fornemmer, at de penge, man ikke selv henter, bare ryger i det store sorte statskassehul. De fleste almindelige borgere aner ikke, hvad deres skat bruges til, ud over de store generelle ting. Skal man give folk valget, skal det udmønte sig i noget helt konkret synligt.

Grundlæggende er det store problem, at den nuværende skattepolitik, har fjernet det enkelte individs mulighed for at have medindflydelse. Jeg kender ingen, som ikke hellere ville undlade at få de 150 kr i skattelettelser om måneden og i stedet få flere offentlig betalte sundhedsomkostninger, f.eks. gratis tandlæge, eller kortere ventetider, eller et nyt kulturelt eller skolepolitiske tiltag i kommunen - Men det er ikke et valg, for det er ikke muligt hverken fra kommuner eller regioner at justere skatten.

Derudover synes jeg det er urimeligt, vi overhovedet har en børnecheck. Hvorfor skal staten(os) betale for nye flyverdragter?

Folk har selv valgt at få børn, og det er slet ikke rimeligt at velbjergede forældre, skal have den. Jeg vil meget hellere være med til at sætte fokus på muligheden for højere skattefradrag for børn, således at man indtægtsregulere fradraget. Tjener man mere end 600.000 bortfalder fradraget automatisk.

Bortskaffelse af kørselsfradraget er urimeligt, trods alle gode grønne tanker, så længe man ikke  prioritere at fordele arbejdspladser over hele landet. Det er umuligt at overleve i et moderne samfund, uden mindst en bil, når man bor på landet, hvor befolkningsgrundlaget ikke er til stede for en hyppig og fleksibel offentlig trafikstruktur.

Jeg er derimod enig i, at vi skal have hul på diskussionen om den urimelige høje økonomiske gevinst, der er ved at eje fast ejendom. Som minimum burde ejendomsskatten følge den almindelige prisudvikling. Så længe vi acceptere andre latterlige beskatninger, som f.eks. arveafgiften, (Der nok er den mest uretfærdige skat vi har i Danmark) virker det utroligt, at ingen vil tale om at beskatte den største økonomiske  gevinst boligejerne har oplevet i nyere tid.

Det er en latterlig leflen for middelklassestemmerne, når ingen vil røre ved ejendomsskatten.

Som vi engang sagde - VI TÆNKER PÅ ANDRE END DIG

Robin de Nijs , alethiolog & sekretær religionskritisk netværk (Lejre) , 13-05-2008 13:51:35

@Mai-Britt, befordringsfradrag: Vi behøver dog ikke lige frem at støtte, at der er stor afstand mellem arbejdsplads og bopæl? Hvorfor skal det være billigere at køre på arbejdet end at køre til biffen?

Markedskraften må rette op på, at arbejdspladser, der ligger langt væk fra billige boliger, bliver mindre attraktive, og staten må bidrage med selv at fordele de offentlige arbejdssteder bedre. I stedet for befordringsfradraget kan man forøge beskæftigelsesfradraget eller sænke skatten og/eller bruger penge på at forbedre den offentlige transport (og gør den billigere).

På landet er det typisk dyrere med transport (til arbejdet og biffen) og billigere at bo. I byen er det typisk omvendt. Der er altså ikke kun ulemper ved at bo på landet. Hvorfor skal transport til arbejdet give ret til fradrag og et dyrt (pga beliggenheden tæt på arbejdspladsen) hus ikke?

Herudover mener jeg, at det godt må koste noget for en at bo meget isoleret. Man vælger jo selv, at bo et sted hvor der er meget langt til arbejde og hvor der ikke er ordentlig offentlig transport. Det skal bare være muligt, at vælge et hus til en fornuftig pris og med ikke alt for langt til arbejdet. 

Befordringsfradraget gælder kun transport til og fra arbejdet. Derfor er det også bedre at afskaffe det først, fordi en forøgelse af benzinprisen (som jeg også går ind for indtil prisforskellen med udlandet bliver for stor) vil ramme dem på landet mere.

Er du med til at afskaffe rentefradraget til boligejere?

Mvh, Robin som bor på "landet", har bil, hus og børn.

Mai-Britt Schultz , Formand for Svendborg - Langeland kredsen og Svendborg lokalforening, Næstformand i Storkreds Fyn , 13-05-2008 18:50:14

@Robin

Ja jeg vil gerne se på en mere rimelig skattepolitik over for husejere, der som nogle af mine venner har gjort, nemlig har tjent 100.000 skattefrit om måneden , blot ved at eje et hus ved Svendborgsund.

ang. kørselsfradrag -

Det skal være billigere at køre på arbejde, fordi biffen er fornøjelse, arbejde en nødvendighed, hvis du vil have mad i køleskabet, og betale for din bolig. Du kan vælge, om du vil køre i biffen, ikke om du vil køre på arbejde, når der ingen offentlig transport er tilgængelig. Desuden har regeringen en boligpolitik, der gør det umuligt for f.eks. Københavnske skolelærere at bo i nærheden af deres arbejdsplads.

Det er utopi, at tro at alle vælger bolig frit - der er ofte mere end en der skal finde et arbejde i husstanden, og desuden er det vigtigt at vi sørger for bevægelig arbejdskraft.

Jeg arbejder primært fra min bopæl, hvor jeg også har mit kontor/tegnestue/undervisningslokale. Det er utroligt besværligt, nærmest umuligt, at få det godkendt som arbejdsplads, med skattefradag til følge, men hvis jeg lejede et lokale hos naboen eller 25 km. væk var det uproblematisk.

Robin de Nijs , alethiolog & sekretær religionskritisk netværk (Lejre) , 14-05-2008 13:50:32