Afslutningsdebat i Folketinget? Hvad snakker I om?
11-06-2008 23:52:07
-
11 kommentarer
Egentlig er det et paradoks, at vi kalder dagens debat i Folketinget for en afslutningsdebat. Der er jo rigtig mange sager, som ikke er afsluttet. Tværtimod tårner sagerne sig op på regeringens skriveborde. Lad mig blot give tre eksempler:
- der er fortsat en strejke, der har en stærk negativ påvirkning af mange, mange menneskers ve og vel. Det bør parterne løse. Det er deres ansvar. Men afsluttet, det er situationen bestemt ikke – hverken hvis man venter på en undersøgelse eller operation.
- der er ikke taget hånd om den truende mangel på arbejdskraft. Tværtimod er skattereformen i kommission, arbejdsmarkedsreformer i kommission, selv sygefraværet har været i udvalg.
- der er ingen bred aftale for de mennesker, der fortsat sidder i asylcentrene. Det sidste halve år har 87 mennesker fået en humanitær opholdstilladelse fordi de eller et medlem af deres nærmeste familie er blevet så syge af at vente i asylcentrene at de ikke kan vende hjem. Det svarer til en opholdstilladelse hver anden dag.
Venstre gik til valg på et dobbelt løfte om velfærd og skattelettelser kvikt suppleret med et løfte om et bredt samarbejde om vilkårene for asylansøgerne. Det, vi kan konstatere i dag, er et dobbelt svigt. Vi har hverken fået de reformer, der skaber tilstrækkelig arbejdskraft eller en værdipolitisk linie, der er et liberalt parti værdigt.
Afslutningsdebat? Tja, der er meget, meget mere at tage fat på: Indvandring. Muligheden for at bo i Danmark med ægtefælle og børn. Erhvervslivets forhold. Frisindet, tilliden, ansvaret. Klimaet. For mig er det ikke en afslutningsdebat.