Ugebrev: Forsvarsforbeholdet bør stadig sendes til afstemning
24-06-2008 12:22:59
-
6 kommentarer
Danmark fik sit forbehold efter et dansk nej, som vi erklærede var et rent dansk nej. Vi bad dengang de andre lande om at gå videre med deres godkendelse af den daværende, nye traktat. Vi fik en dansk ordning.
I mellemtiden er det blevet stadig tydeligere, at især forsvarsforbeholdet hindrer os i at varetage danske interesser. Det er ikke afgørende i vurderingen af forbeholdets skadelige karakter, om det virker over for Nice-traktaten eller Lissabon-traktaten – alle de kedelige eksempler er jo netop på baggrund af Nice-traktaten. At forbeholdet bliver endnu værre på baggrund af Lissabon er en skærpende omstændighed, men det var sådan set slemt nok.
Franskmændene, som leder EU i sidste halvdel af 2008, lægger op til, at forsvar skal være en af deres hovedprioriterer. I en hvidbog foreslår de, at EU kommer til at spille en ledende rolle i krisestyring og international sikkerhed – i tæt samspil og koordineret med NATO. Det betyder også forslag om
- at EU får stærkere muligheder, f.eks. mulighed for at sætte ind - med op til 60.000 soldater fra medlemslandene - i krigszoner uden for Europa,
- at EU kan deltage i flere fredsskabende eller fredsbevarende operationer,
- at kapaciteten til planlægning øges – både militært og civilt, og
- at vi gennem EU skaber drivkraft og rekonstruerer den europæiske forsvarsindustri
- for blot at nævne nogle eksempler på de franske ambitioner.
Det er en dagsorden og debatter, som er særdeles afgørende for danske interesser og for vores aktive udenrigspolitik. Vi er ikke med i de debatter. Vi har gemt os bag vores forbehold.
Vi var klar til afstemning om forsvarsforbeholdet nu i efteråret, så Danmark kan være med i de debatter, som franskmændene rejser og dermed være med til at lægge kursen. Så stemte irerne nej til at godkende Lissabon-traktaten.
Så mistede statsministeren beslutningskraft. Nu skal vi vente og se. Nu skal vi ikke gøre noget, der kan misforstås. Nu skal vi vente, til vi kender traktatgrundlaget. Det forekommer besynderligt. At stemme om hvorvidt vi skal fjerne forsvarsforbeholdet er et rent dansk anliggende – og afhænger ikke af, om det er Nice eller Lissabon, der er traktatgrundlaget.
Der melder sig uvægerlig en mistanke om baggrunden for statsministerens tøven. Er det bekvemmelighed? Statsministeren er måske helt med på de franske overvejelser – i hvert et komma, hvert punktum, hver en overvejelse. Men så længe vi har et forbehold, har vi ingen indflydelse, derfor heller ingen diskussion af hvordan EU’s forsvarsdimension skal udvikle sig. Det er bekvemt: Statsministeren kan få det som han ønsker sig uden at røre en finger, for slet ikke at sige blive modsagt
Risikoen er, at statsministeren regner forkert. At danskerne ikke gør den samme vurdering: vi ville gerne have været med til at lægge kursen.
Vi ønsker at deltage i den diskussion, som det franske formandskab rejser. Radikale er ikke enige i hvert et komma, hvert et punktum, hver en overvejelse. Men vi er enige i, at der skal ske noget, og at det er vigtigt, at EU styrker sin forsvarsdimension og sin udenrigspolitik.
Så vi er stadig klar til afstemning om forsvarsforbeholdet nu i efteråret.