Margrethe Vestager

Margrethe Vestager

Gruppeformand

Antal relationer 119
Anbefalet af 38
Medlem

Ugebrev: Klar til reelt samarbejde

29-08-2008 11:23:21 - 7 kommentarer

På Radikale Venstres sommergruppemøde i sidste uge gjorde jeg det klart, at den radikale folketingsgruppe vil søge maksimal indflydelse på dette års finanslov – og er klar til at indgå en samlet aftale om statens husholdningsbudget.

Det er naturligvis en stor mundfuld – og før det kommer så vidt, skal vi naturligvis opleve en reel vilje til bredt samarbejde fra regeringens side.

Men når vi i Radikale Venstre mener, at tiden er moden til at bryde den blokpolitik, som regeringen har ført med Dansk Folkeparti siden deres første finanslov i 2002, så skyldes det de alvorlige samfundsøkonomiske udfordringer, som Danmark står over for.

Dansk økonomi står på kanten af, hvad der risikerer at blive en langvarig økonomisk afmatning. Det skyldes kendte økonomiske følgevirkninger af manglen på arbejdskraft. Vi har historisk lav ledighed med kun 44.000 ledige, og regeringen har forsømt at lave reformer, der kan tilføre flere hænder og hoveder til danske virksomheder og den offentlige sektor. Reformer, der kan sikre, at der stadig er lav ledighed og mange folk i arbejde, når de gunstige konjunkturer vender.

Statsministerens nylige udmelding om, at der på grund af de truende nedgangstider bl.a. skal forhandles arbejdsmarkedsreformer i forbindelse med dette års finanslov er ikke rettidig omhu – det er sidste udkald!

Men ikke desto mindre er det helt afgørende, at vi nu får disse reformer, så vi undgår en langvarig nedtur for dansk økonomi med arbejdsløshed, tvangsauktioner, virksomhedslukninger mv. til følge.
Det er i det lys, at vi nu igen foreslår, at vi ændrer vores dagpengesystem efter devisen:
Højere ydelser i en kortere periode.

Samtidig ser 2009 ud til at blive året, hvor en anden af Radikale Venstres mærkesager og regeringens måske største undladelsessynd skal forhandles, nemlig en skattereform. Her bliver regeringens skattestop sat ud af kraft, så vi forhåbentlig kan lave en grøn skattereform med markant lavere skat på arbejde og mere skat på forurening.

De nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer skal have et ansvarligt økonomisk bagtæppe. Vi kan ikke tillade, at finansloven bidrager yderligere til overophedning af dansk økonomi. Der skal hverken pustes til ilden i den private eller offentlige økonomi.

Det er derfor Radikale Venstre melder sig klar til at tage ansvar. Vi vil samarbejde hensynsløst om de nødvendige reformer. Og er samarbejdsviljen, indrømmelserne og ansvarligheden til stede, er vi klar til at indgå en samlet aftale om årets finanslov.

Vi håber med vores konstruktive udspil at kunne bryde med års blokpolitik. For når der skal laves langtidsholdbare reformer, sker det bedst i bredt samarbejde. Radikale Venstre påtager sig gerne rollen som formidler af brede forlig.

Udfordringerne er for store til at afvente næste folketingsvalg – derfor er det, vi siger: Ny regering på langt sigt – indflydelse på kort sigt.

Kommentarer
Mai-Britt  Schultz
Medlem

Mai-Britt Schultz , Formand for Svendborg - Langeland kredsen og Svendborg lokalforening, Næstformand i Storkreds Fyn , 29-08-2008 12:43:32

Fint udspil!

Undre mig blot over, at nedsættelse af dagpenge perioden skulle få folk  i arbejde?  Siden hvornår er stress over den truende kontanthjælp blevet en positiv ting?

Det kunne derfor være interessant at finde ud af,  hvor mange af de 44.000 der umiddelbart er på vej i nyt job ...

Jeg regnede lige på, at det er omkring gennemsnitlig 160 ledige pr. kommune - det er jo ikke uoverkommeligt at finde ud af, hvorfor de ikke er i arbejde... 

For som bekendt er ledigheden brat faldende - det er altså ikke motivation der mangler. 

Alene i perioden juni til juli 2008 er den sæson korrigerede ledighed faldet med 1800 fuldtidsstillinger i følge DS
http://www.dst.dk/Statistik/seneste/Arbejdsmarked/Ledighed.aspx
vi taler altså om et fald alene i juni til juli  på ca. 4% pr. kommune

 

 

 

 


Niels Andreasen
Medlem

Niels Andreasen , hf-studerende. er med i RU´s kampagneudvalg. , 29-08-2008 13:00:22

lyder jo helt fornuftigt.

 

nu skal i bare gå en til forhandlingerne og give dem tørt på, brug alle de nødvendige midler og hold så ud til alting er på plads. vi kan ikke vente på VO-regeringens teenage sløvsind!!

 

held og lykke.


Carsten Sanvig Nordenhof
Medlem

Carsten Sanvig Nordenhof , Lærer , 29-08-2008 18:15:31

Jo, men hvad er det der gør, at det skulle være særligt godt at nedsætte dagpengeperioden. Jeg mener, at vi dermed accepterer dels en yderligere marginalisering af "de yderste" og dels, som nævnt i den 1. kommentar bidrager til at presse i forvejen svage mennesker. Rent bortset fra, at en væsentlig del af de 44.000 er på vej fra et job til et andet.

For mig ligger det lige for, at vi  i stedet for yderligere bwegrænsninger for og krav til samfundets svageste, skulle forstærke indsatsen for at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark - her vil det være en stor hjælp hvis vi kan få brudt DF's indflydelse på regering og på den offentlige debat. Det er trods alt de færreste udlændinge, er har lyst til at komme til et land, hvor de på forhånd er uglesete.


Carsten Hallqvist Jensen
Medlem

Carsten Hallqvist Jensen , Rettigheder har kun den, der tør forsvare dem. , 29-08-2008 21:26:20

Højere ydelser til dagpengemodtagere er påkrævet, hvis vi vil forhindre at folk der bliver ramt af arbejdsløshed skal gå fra hus og familie. folk der rammes af arbejdsløshed møder en mur af utilstrækkelighed og mister hurtigt troen på eget værd, hvilket er en selvforstærkende mekanisme. Mulighed for at finde andet job og komme videre efter en fyring, hvor man er kasseret bliver kun vanskeliggjort af at man som arbejdsløs skal leve under et acceptabelt leveniveau. Bliver den arbejdsløse ramt af yderligere sociale katastrofer er vejen til en social nedtur åben.

En kortere dagpengeperiode skaffer ikke flere arbejdspladser på danske virksomheder.

Men hvis der sikres mulighed for uddannelse af ledige målrettet arbejdspladserne med udgangspunkt i den arbejdsløses faglige og personlige kompetencer, er der chancer for hurtigt at skaffe den ledige et nyt job.

Et styrket samarbejde mellem virksomheder, kan ved fyringsrunder sikre at folk ikke bliver jaget ud i arbejdsløshed.

Arbejdsløshed som begreb er et begreb, der burde kunne afskaffes i et rigt velværdssamfund, som det danske.

I stedet for at operere med en arbejdskraftreserve (mennesker der er sat på bænken indtil, der bliver brug for dem) burde man sikre alle en tilknytning til et job, hvor den enkelte kan udfolde sine talenter og kompetencer. Virksomheder må så tilbyde gode arbejdsforhold og dele værditilvæksten med medarbejdere for at kunne fastholde medarbejdere.

Det vil sætte gang i innovationen og kreativiteten for at få udviklet produkter og arbejdsprocesser i danske virksomheder. Noget der på sigt vil udbygge virksomhedernes konkurrenceevne og styrke eksporten.

For at sikre viksomheder økonomisk, bør man sætte krav til konsolidering af virksomheder - så der ikke opstår de situationer, som man ser fra tid til anden, f.eks Roskilde bank og andre virksomhedskonkurser.

Det er jo muligt for seriøse og troværdige virksomheder at have vækst uden at sætte deres økonomisk formåen overstyr.

Det handler for det meste om planlægning og ansvarlighed fra direktionens og bestyrelsens side overfor virksomheden og medarbejdererne.

Ansatte har for det meste et stort tilknytningsforhold og afhængighedsforhold til virksomheden, og de har en loyalitet og en tro på at deres arbejdsplads forsat eksisterer.

Det gælder både i den lille håndværkervirksomhed og i den store verdensomspændende koncern.

At svinge pisken over ledige ved at stille dem i udsigt at de mister deres dagpenge, skaffer ikke flere arbejdspladser. Det skaber kun mere frygt og mismod for de ledige i kampen for at finde et job.

Men sikre man en tidlig indsats for de ledige og får dem hurtigt i arbejde igen, vil længden af dagpengeperioden være uden betydning.

 


Niels Jørgen Hviid
Medlem

Niels Jørgen Hviid , økonom, tidl. kredsformand.,tidl.byrådsmedlem , 30-08-2008 08:12:37

Godt brølt løvinde!- men vær opmærksom på Maj-Britts kommentar


Anders Martin Lauritsen
Medlem

Anders Martin Lauritsen , Stud.theol. , 31-08-2008 22:20:12

Jeg kan kun tilslutte mig de andre kommentarer!


Hans Peter Lorenzen
Medlem

Hans Peter Lorenzen , biolog, , 31-08-2008 23:08:45

Det er vanskeligt at forestille sig, at skattetrykket kan hæves inden for en overskuelig tidshorisont. Samtidig kan det forudses, at der vil blive behov for flere ressourcer til fx sundhedsvæsen, infrastruktur, ældreforsorg, undervisning og børnepasning i de kommende år. Hvis der skal flyttes offentlige midler til disse områder, må de findes andre steder, og de eneste poster på finansloven, der er store nok, er overførselsinkomsterne. Hvadenten vi kan lide det eller ej, må vi derfor finde en metode til at reducere de offentlige udgifter på disse områder uden at ramme de svageste. Det er ikke en let øvelse.

 

De to mindst svage grupper på overførselsinkomst må uden sammenligning være de mere velaflagte alderspensionister og de arbejdsløse, mens bistandsmodtagere, førtidspensionister og sygedagpengemodtagere formodentlig udgør de svagere grupper.

 

Hvis dagpengesystemet skal justeres, sker det mest gnidningsfrit i en periode med lav ledighed. Derfor må det ske nu, så de nye regler er indarbejdet, når ledigheden atter stiger. Men det er ligeså klart, at de negative virkninger af ændrede dagpengeregler må afbødes ved en mer effektiv opkvalificering af fremtidens ledige, fx indvandrerkvinder, unge ufaglærte m.fl.

 

Tilbage er så at se på, hvad vi kan komme i tanke om for at lade de mere velhavende ældre afholde en større del af udgifterne selv. Man kunne overveje en ændring af ejendomsbeskatningen, brugerbetaling på sundhedsområdet mv., udgifter som de mindre velhavende ældre kan fritages for. Er der andre muligheder?

 

HP


Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Annette Rolsting
Medlem
Annette Rolsting Med ønsket om en stærkere sundheds- og erhvervspolitisk dagsorden
Anders Martin Lauritsen
Medlem
Anders Martin Lauritsen Stud.theol.
Yannick Poirel
Medlem
Yannick Poirel Studerende på IT-College Denmark
Niels Jørgen Hviid
Medlem
Niels Jørgen Hviid økonom, tidl. kredsformand.,tidl.byrådsmedlem
Christa Møllgaard-Hansen
Medlem
Christa Møllgaard-Hansen Filosoferende radikal