Ugebrev: Har du overskud?
05-09-2008 10:37:18
-
1 kommentar
På et pressemøde her til formiddag har vores finansordfører Morten Helveg Petersen og jeg fremlagt Radikale Venstres forslag til finanslov for 2009.
Vores forslag er både et fundament for de reformer, der er afgørende for en holdbar økonomi i det lidt længere perspektiv, og for de ting som vi prioriterer for 2009.
Den radikale finanslov for 2009 fokuserer på at få gjort noget ved, at der hver dag er danske virksomheder, der siger nej til nye ordrer, fordi der mangler personale. Medarbejdere på sygehusene, i daginstitutionerne og på plejehjemmene må løbe hurtigere, fordi kollegaen er gået på pension, og der mangler ansøgere til stillingen. Og i årene, der kommer, vil endnu flere gå på en velfortjent pension – flere end der kommer ind på arbejdsmarkedet.
Manglen på arbejdskraft er virkelighed, som kan mærkes på arbejdspladserne og i familierne. De fleste af os mærker det, fordi det bliver sværere at få en kvalificeret lærer til at undervise i klassen eller en pædagog til at passe børnene. Mange virksomheder må simpelthen notere en lavere omsætning på kasseapparatet, når det ikke er muligt at besætte den ledige stilling som ekspedient eller mekaniker.
Regeringens nyeste prognoser viser, at den økonomiske vækst daler til et bundniveau i de kommende år, fordi manglen på arbejdskraft er akut som aldrig før.
Uden vækst er det svært at skabe forandringer. Derfor ønsker Radikale Venstre, at der gennemføres reformer, der gør dansk økonomi stærkere og skaber grundlaget for et moderne Danmark, og det fremlægger vi i vores finanslov for 2009.
Skatten ned på arbejde og op på forurening, kortere dagpengeperiode og højere ydelse – det er reformer, der hjælper til en holdbar økonomi. Men det er sandelig også noget, der skal sættes i gang nu. Med vores finanslovsforslag begynder vi at gøre forslagene i den radikale Social 2015-plan til virkelighed. Vi vil ikke nøjes med holdbar, ansvarlig økonomi. Vi vil også have et samfund, der socialt hænger sammen.
I den sammenhæng betyder sundhed også meget. Vi sætter fokus på sundhed og prioritering. De mest syge skal behandles først, og den usunde økonomi i samspillet mellem offentlige og private sygehuse skal behandles. Der kan skabes et godt samarbejde til gavn for alle. Det er vigtigt for os alle at have adgang til praktiserende læge, og selv det er blevet et problem. Der er brug for reformer, der gør vores sundhedsvæsen godt. I øjeblikket bliver det bare privat.
Vi ønsker et moderne Danmark, hvor der tages hånd om og gives muligheder til udsatte og sårbare mennesker. Det forsømte barn eller den voksne med en psykisk lidelse, som ikke har nogen steder at gå hen. Et samfund, der værner om sit miljø, og hvor der er råd til at investere i den teknologi, der gør os uafhængig af olien og reducerer udslippet af drivhusgasser. Hvor der er råd til at hjælpe udviklingslandene med fattigdomsbekæmpelse og de klimaforandringer, som de vestlige lande har skabt.
Jeg synes, at vores forslag til finanslov er et godt bud på, hvad der skal til for, at vi fortsætter med at udvikle vores samfund. Et moderne samfund har overskud – i økonomisk og menneskelig forstand. Det er Radikale Venstre parat til at tage et ansvar for. Jeg håber, at du vil være med – og har overskud til at se på vores forslag på www.radikale.dk