Nu er der igen uenighed både internt i Venstre og i VKO-blokken. Det er dog hverken finanslov, EU eller dansk udlændingepolitik, der har udløst skænderiet denne gang.
Centrum for tumulten er baggrunden for krigen i Irak, eller sagt mere direkte: Foghs eftermæle. Det begyndte i weekenden, da Jens Rohde relancerede sig selv i dansk politik ved at sige: "Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri." Det fik Venstres udenrigspolitiske ordfører til at fare helt op under luftet, mens Dansk Folkepartis Søren Espersen bakkede Rohde op og sagde: ”Jeg vil endda gå skridtet videre og sige, at det ikke var for at vildlede befolkningen. Årsagen til, at Danmark gik med i Irak-krigen var, at der var masseødelæggelsesvåben og forbindelser til terrornetværk. Der var ikke andre årsager.”
I det beslutningsforslag, der sendte Danmark i den første angrebskrig i 300 år, brugte regeringen ordet 'masseødelæggelsesvåben' ti gange. Regeringens retorik og selve beslutningsforslaget skabte en klar opfattelse af, at vi skulle i krig på grund af masseødelæggelsesvåben. Eller som Jens Rohde i dag blankt erkender det: "Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen."
Dengang var der nu heller ikke megen tvivl at spore hos Fogh selv. Efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i september 2002 sagde han: "Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han [Saddam Hussein] råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med." Resten er historie.
Det spørgsmål, der fortsat råber os op i hovedet, er: Tog statsministeren fejl, da han talte om masseødelæggelsesvåben, eller vidste statsministerens godt, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak?
Angrebskrigen mod Irak er en af de mest vidtgående beslutninger, Folketinget har taget i nyere tid, og det endda med det snævrest tænkelige flertal. Hvem vidste hvad og hvornår? Det skal der bringes klarhed over. Fogh kan udskyde en undersøgelse indtil, der kommer et nyt flertal i Folketinget, men han kan også tage sit ansvar alvorligt og iværksætte en undersøgelse nu. En ting er sikkert, undersøgelsen om Irak-krigen kommer, ligegyldigt om Fogh ønsker det eller ej.
Tænk hvis VKO-flertallet havde haft større tålmodighed. Tænk hvis de havde taget sig lige så god tid, som når de skal lave skattereform i Danmark. Så var de aldrig gået i krig, for så var det blevet klart som dagen, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak.
Våbeninspektør Hans Blix sagde i Sikkerhedsrådet den 7. marts 2003, at der var behov for yderligere våbeninspektion "ikke i uger, ikke år, men måneder." Den 19. marts 2003 beklagede Hans Blix i FN’s Sikkerhedsråd, at der ikke var mere tid til våbeninspektørernes arbejde. Referater fra den efterfølgende debat i Sikkerhedsrådet fortæller, at kun fire ud af 15 medlemmer i Sikkerhedsrådet var for en militær aktion på daværende tidspunkt.
Det var ikke farligt at vente. Det irakiske militær var i dårlig stand. Der var tid til enten at skabe enighed i FN’s Sikkerhedsråd om et FN-mandat for afvæbning af Irak med militære magtmidler af en bred koalition, eller for at en militæraktion ville blive overflødig som følge af reelle fremskridt med afvæbningen af Irak.
Sådan blev det ikke. VKO havde travlt. Travlt med at komme i krig. Travlt med at følge amerikanerne. Travlt med at splitte EU. Godt vi andre har tid til at vente på, at sandheden kommer for en dag. For det gør den: Frit valg, Fogh: Nu eller senere?