Finanskrisen skaber i disse dage stor usikkerhed. Det danske aktiemarked er hårdt ramt, kronen er under pres, og tirsdag valgte Nationalbanken at hæve renten. Især det sidste kan komme til at koste boligejerne dyrt. I øjeblikket ændrer situationen sig fra dag til dag, fra time til time, og derfor er det vigtigt, at vi som politikere tænker os om og ikke går i panik. Vi har et ansvar for at sikre stabilitet og tillid.
Lars Løkke og Lene Espersen kunne ikke stå for fristelsen til at lade Villy's Socialistiske Folkeparti stå udenfor døren, da aftalen om krisepakken til bankerne blev indgået. Men midt under et finansielt stormvejr er tiden ærlig talt ikke til at rende rundt på Christiansborg og uddele indenrigspolitisk buksevand.
Jeg er meget opmærksom på, hvad vi kan påvirke politisk, og hvad der er uden for vores rækkevidde. Vi skal ikke forgøgle folk, at vi ved et knips med fingrene kan ændre situationen. Og vi skal være villige til at se på, hvad vi burde have gjort anderledes.
Det står allerede nu krystalklart, at den orkan, som hærger den finansielle verden i disse dage, er grænseoverskridende og ikke kan kontrolleres hverken fra maskinrummet i de danske ministerier eller Folketinget. Kun gennem internationalt samarbejde kan vi tvinge den ned i styrke. Og det er for dansk vedkommende EU.
I Danmark har vi som bekendt en række forbehold over for EU. Forbehold, der helt konkret både i dag, i går og i morgen betyder, at vi står alene, når vores valuta er under angreb, at vores rente nu ikke blot ligger en anelse over euro-landene, men er markant højere.
Havde vi indført euro og gået med i ØMUen var boligejerne sluppet mindre dyrt, vurderet på det billede, der i øjeblikket tegner sig i horisonten. Men det er ikke kun boligejerne, der rammes af finanskrisens hærgen og den selvvalgte danske isolation i EU. Det er også dyrt for Danmark. For når krisen raser over Europa, er det Lars og Lene, der står uden for døren og venter på at komme ind og være med. Derfor bliver en del af læren af finanskrisen forhåbentligt, at de sidste forbehold definitivt smides overbord, og at Anders Fogh skrinlægger alle sine planer om et nationalt værn mod EU, der skal "beskytte" hans udlændingepolitik.
Et Danmark med et pigtrådshegn, der skal værne os mod Europa, kan ikke kun i skrivende stund, men også i længden, vise sig at være en meget dyr løsning på en snæver indenrigspolitisk dagsorden.