Hvem betyder mest? MF eller MEP? Hvis du lytter til debatten i det danske folketing - fx den store afslutningsdebat i går - er det åbenbart, at medlemmerne af folketinget (MF'erne) dårligt ved, at der findes medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'ere). Der blev ikke brugt mange ord på valget til Europa-Parlamentet.
Meget karakteristisk var det Pia Kjærsgaard og jeg, der brugte mest tid på EU - førstnævnte temmelig negativt, for ikke at sige surt, jeg selv temmelig begejstret.
For det er et vigtigt valg, vi skal træffe den 7. juni. Der skal vi vælge de 13 politikere, der skal udgøre den danske del af Europa-Parlamentet for de kommende fem år. Valget er vigtigt, fordi EU har stor indflydelse på den danske hverdag. Meget stor. Derfor har det stor betydning for Danmark, hvilke kandidater vi sender til EU.
Og der er stor forskel på de opstillede kandidater. Traditionelt opdeler man dem i to grupper: ja-partierne og nej-partierne. Men i år står vælgerne over for nye kandidater, som bedst kan opdeles i tre grupper: nej-partierne, måske-partierne og ja-partiet. I ental. For til sidste kategori hører efterhånden kun Radikale Venstre.
Efter en samler kommer en spreder. Sådan lyder et gammelt ordsprog, hvis betydning måske er mere aktuel end nogensinde. For der er så langt, som tænkes kan fra Venstres tidligere leder og EU-fortaler Uffe Ellemanns blå strømper med gule stjerner til nutidens holdning hos Venstre om, at ”vi stemmer om forbeholdene på et tidspunkt…” og hvor den største ambition er at sætte hegnspæle for EU's indflydelse. Det er spredt fægtning.
Og der er meget længere end fra København til Bruxelles, mellem den tidligere Venstre-tilslutning til det forpligtende europæiske fællesskab til Venstres nuværende EP-spidskandidat Jens Rohdes EU-holdning: ”Venstre har sagt ja til alt for meget EU.” (Ræson, nr. 4, 2/12-2008). Samtidig taler andre fra Venstre uafladeligt om, at der skal sættes hegnspæle for EU.
Venstre og Konservative har trukket den nationale håndbremse. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg kan faktisk ikke forstå det, når nu EU giver mulighed for løsninger, der virker, på problemer, som vi ellers er magtesløse over for. Derfor er den gode nyhed, at de EU-glade danskere har et sted at sætte deres kryds på næste søndag.
For Radikale Venstre og for spidskandidat Sofie Carsten Nielsen er holdningen soleklar. Vi er begejstrede for EU.
Gennem de sidste 60 år har det forpligtende samarbejde mellem landene betydet, at valuta- og devalueringskrigene er slut, at handelskrigene er slut, at borgernes rettigheder er sat over staternes muligheder for at fratage borgerne deres rettigheder. Det har været et frugtbart fællesskab. Og nu venter nye udfordringer for os i fællesskab.
Vi kan gøre meget mere herhjemme, når det kommer til klimaet. Men i en global sammenhæng kan vi ikke gøre noget, der for alvor gør en forskel, uden at gøre det sammen med de andre lande i Europa. Det er ikke kun vores egne oversvømmede kældre og pragtfulde forårsmåneder, der viser klimaforandringer. De betyder helt nye vilkår for fangerne på Grønland. Og de betyder helt nye og mange gange rædselsfulde vilkår for mennesker i udviklingslande: Ekstrem tørke, ekstreme mængder af vand, ekstreme vindstyrker. I Danmark kan vi gøre noget, men vi kan ikke gøre nok. I et forpligtende europæisk fællesskab kan vi finde løsninger, der virker.
Vi kan gøre meget herhjemme, når det kommer til handel med mennesker. Det er internationale, dybt kriminelle bander, der handler med kvinder og styrer de markeder. Radikale Venstre mener, at Danmark bør give beskyttelse til de kvinder, der kan bringe de kriminelle bagmænd til fald. Men for alvor at standse den kriminalitet kræver tæt europæisk samarbejde. Og det kræver, at vi kommer af med det danske retsforbehold.
Vi kan gøre meget herhjemme for at forberede fremtiden gennem indsatsen for at mildne den hårde økonomiske krise. Vi kunne investere i klima, uddannelse og teknologi. Men vi kan for alvor forebygge nye kriser med et stærkt europæisk samarbejde – både for et ordentligt og gennemsigtigt kapitalmarked. Og ved at få euro i pungen og stemmeret i det økonomiske samarbejde.
Vi kan gøre meget herhjemme for at give en ordentlig behandling til mennesker, der er på flugt fra krig og personlig forfølgelse. Det gør vi bare ikke. Det er ikke alene regeringens menneskefjendske aftale om tvangshjemsendelser. Det er hele den danske asylpolitik, det er galt med. Vi bør hjælpes ad i Europa. Og få fælles og ensartede asylregler i stedet for at fortsætte med særregler præget af national selvgodhed.
Ideen om EU var båret af ideen om europæisk solidaritet. Et opgør med den nationale selvgodhed. Venstre og Konservative har forladt tanken om europæisk solidaritet og er hoppet med på den nationale selvgodhedsvogn hos DF.
Vi har mere end nogensinde brug for europæisk solidaritet. Jeg drømmer om mere Europa, og om den dag, hvor Danmark er fuldt og helt medlem - uden forbehold. Hvis EU ikke fandtes ville jeg bruge alle mine vågne timer på at opfinde det. Fordi forandringer skal laves i fællesskab, og fordi fælles problemer skal løses sammen. Så enkelt er det. Så nyt er det.
Hvor er det helhjertede engagement i at finde løsninger, der for alvor virker, som bliver ved med at gøre det? Det er hos Radikale Venstre og partiets fremragende og EU-begejstrede kandidater til Europa-Parlamentet.
Hvem betyder mest - MF eller MEP? Det kan ikke afgøres med en målestok - vi har forskellige opgaver. Men én ting er sikkert: Vi kan ikke undvære hinanden, når vi vil udvikle Danmark, udvikle Europa og løse grænseoverskridende problemer.