Hvad kan vi egentlig kræve af vores lands øverste ledelse? Kan vi forvente, at landets regering gør sit bedste for at sætte en retning for vores land og vælge de midler, der fører os i den retning? Og kan vi forvente, at regeringen er åben om sin kurs og prioritering - også om de negative konsekvenser? De spørgsmål er helt aktuelle lige nu.
Vi er vidne til, hvordan VK-regeringen forholder sig passivt, selvom Danmark er midt i en dybt alvorlig økonomisk krise, og vi står overfor krise i velfærden. Det er spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg ser, hvordan regeringen fastholder, at økonomien er sund, mens mennesker mister deres arbejde, Danmarks konkurrenceevne forsvinder og hullet i statskassen bliver større og større. Det er spørgsmål, jeg søger svar på, når jeg oplever, hvordan regeringen blot ser til, mens Danmarks vækst og innovation er røget ned som den laveste i EU.
Desværre lader det ikke til, at de gør sig samme tanker i Statsministeriet.
Det lader ikke til, at Lars Løkke Rasmussen har viljen til at tage ansvaret på sine skuldre. Han står ellers over for at bygge dansk økonomi op igen efter Foghs fejlslagne økonomiske reform politik.
Regeringen ser til med stædig passivitet, mens situationen blot forværres, og Danmarks økonomiske fundament nedbrydes. Det kan og vil vi i Radikale Venstre ikke acceptere.
Derfor har vi lanceret en økonomisk genopbygningsplan.
Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi skal genopbygge økonomien efter flere års mangel på udsigt til reform og usikker krisehåndtering.
Regeringens egen økonomiske politik er brudt sammen, og de ansvarlige ministre synes at have givet op. Der er ikke længere en 2015-plan. Der er ingen plan.
Venstre og de konservative har ingen svar på, hvordan den fremtidige velfærd finansieres, hvordan virksomhedernes konkurrenceevne genskabes, og hvordan den hastige gældsætning af Danmark kommer under kontrol. Det har vi.
Vi har jo prøvet det før: at skulle overtage regeringsmagten efter en borgerlig regering, der efterlod en høj gæld og en meget stor arbejdsløshed.
Vi gjorde det sammen med de øvrige partier i Nyrup-regeringen, der tiltrådte i 1993 og afleverede en bomstærk dansk økonomi til Fogh i 2001. Vi gør det gerne igen. Manualen til en genopbygning af Danmarks økonomiske styrke hedder efter vores mening reformer, økonomisk sanering, bæredygtig vækst og en indsats for at sikre plads til alle grupper af mennesker i det danske samfund og arbejdsmarked.
Først og fremmest skal hullet i stats-finanserne lukkes, statsgælden under kontrol og den varige ubalance mellem indtægter og udgifter, som regeringen synes at have accepteret, afskaffes. Derfor foreslår vi et omfattende reformprogram med gradvis afskaffelse af efterlønnen, en forkortelse af dagpengeperioden og andre tiltag, der øger beskæftigelsen.
Dernæst skal der satses massivt på at øge den bæredygtige, økonomiske vækst, som i øjeblikket ligger på et absolut bundniveau sammenlignet med det øvrige Europa. Og endelig skal de økonomiske tiltag ledsages af forpligtende sociale målsætninger, så vi sikrer, at alle danskere oplever, at der er plads til hver eneste af os i det danske samfund - og at der er brug for os. Reformer må aldrig ramme samfundets svageste.
Den triste baggrund for vores genopbygningsplan er, at Danmark i disse år oplever sin værste økonomiske krise i årtier. Det skyldes selvfølgelig til en vis grad den internationale finanskrise, som brød ud i slutningen af 2008, primært på grund af det amerikanske boligmarkeds kollaps. Men de dårlige udenlandske konjunkturer er kun en del af forklaringen på, hvorfor situationen i Danmark netop nu er så grel.
For faktum er jo desværre, at Danmark er langt hårdere ramt end de fleste lande, vi normalt sammenligner os med. VK-regeringen har et stort medansvar. Et økonomisk opsving herskede i den vestlige verden, og Fogh og hans ministre fejrede det ved at føre en uhørt slap finanspolitik. Gang på gang blev Fogh & co. advaret: politikken ville føre til overophedning, og der blev ikke investeret nok i fremtiden. Men Fogh afskrev det blot og sagde, at de økonomiske lærebøger måtte skrives om.
Nu er krisen over os, mens Fogh er over alle bjerge. Er det politisk lederskab? Nationalbanken, de økonomiske vismænd, landets førende økonomer -alle har de kritiseret Fogh-regeringens finanspolitik i midtnullerne for at være uansvarlig og medvirkende til at forværre krisen.
Nu skriver vi så 2010, Fogh er i Bruxelles, og Løkke er ved roret, men bange for at tage styringen. Det betyder, at Danmark er uden reel økonomisk ledelse. Uden en leder, der kan træde i karakter, tør forholde sig til virkeligheden og træffe de nødvendige beslutninger.
Sidste onsdag gentog finansministeren i Folketingssalen, at der er et solidt fundament for fortsat sund udvikling i dansk økonomi.
To dage senere lagde statsministeren ansigtet i alvorlige folder og erklærede, at det var tid til at få styr på kassekreditten. Han erklærede nulvækst i de offentlige udgifter.
Men så blev det tirsdag og tid til statsministerens pressemøde.
Statsministeren konkluderede heroisk: »Vi har ikke et grundlag, hvor vi i dag med stor præcision kan sige ingen realvækst eller nulvækst eller den slags ting.«
Forløbet illustrerer, at regeringen ikke aner sine levende råd. Løkke og Hjort skifter synspunkt dagligt.
Det giver passivitet.
Men sandheden er desværre, at det langt fra er gratis at være passiv.
Regeringens manglende handlekraft har alvorlige konsekvenser for samfundet og rammer os på velfærd og pengepung. Det er meget dyrt ikke at gennemføre reformer.
Det er efterlønsområdet et godt eksempel på. En rask ældre borgere, der går på efterløn som 60-årige koster skatteyderne/ statskassen ca. 107.000 kr. årligt. Til gengæld ville den pågældende borger betale ca. 121.000 årligt i skat til de offentlige kasser, hvis hun blev i et almindeligt job med lav løn. Det koster med andre ord ca. 230.000 kr. Det svarer til tre børns skolegang i et år. Regeringens egen arbejdsmarkedskommission har beregnet, at den samlede udgift til efterlønsordningen ligger på 18 mia. kr. årligt. Derudover ændrer krisen ikke ved det faktum, at vi i de kommende år bliver flere, der skal forsørges og langt færre til at forsørge. Efterlønsordningen og lange dagpenge-perioder er med til at trække brugbare og eftertragtede hænder ud af det danske arbejdsmarked.
Hvis ikke man vil reformere eller kaste sig ud i brutale nedskæringsprojekter, så er den tredje mulighed massive skattestigninger. Da de fleste danskere med rette vil stejle over en sådan tilgang, synes regeringens handlemuligheder reelt udtømte. Ud over selvfølgelig at sætte mål for 2020 - uden at anvise midler.
Løkke, Lene og den øvrige regerings reaktion på krisen har fået mig til at tænke over, hvad vi som borgere egentlig kan forvente af vores politiske ledelse. Jeg mener, at politisk ledelse indebærer, at man står frem og udstikker en kurs for sit land. At man præsenterer langsigtede visioner og målsætninger samt konkrete bud på, hvordan de skal opnås. At man inspirerer og indgyder håb til vores børn om, at de kan vokse op til en verden af muligheder og fremgang, ikke blot et væld af ubetalte regninger fra tidligere generationer, hvis mod svigtede. Politisk lederskab indebærer, at man tager ansvar og ejerskab over konsekvenserne af ens handlinger eller mangel på samme. At man rydder op efter sig og præsenterer løsninger på de problemer, man selv har skabt.
Lige nu kræver situationen nye kræfter, ideer og visioner. Den radikale genopbygningsplan er en del af vores vision: Velfærd, vækst og social balance.
Det mindste statsministeren kan gøre, er at indkalde partierne og sikre et fælles politisk forståelse om udfordringens størrelse.
Jeg ved ikke, om han har mod til blot det lille skridt mod muligheden for politisk ansvar for en ansvarlig økonomisk politik. Jeg håber det.
Læs den radikale genopbygningsplan her.