Regeringen har stillet en diagnose for dansk økonomi: Det er kulsort derude. Sortere end vi troede. Der mangler 31 milliarder.
Desværre for Danmark tabte de Konservative krigen om reformerne. Vi har fået en smuk hensigtserklæring om, at regeringen vil føre en aktiv reformpolitik. Ligesom der i mange år har stået i regeringens skiftende grundlag, at vi skulle have EU-forbeholdene til afstemning. Som bekendt er folkeafstemningerne om de danske forbehold gang på gang skudt til hjørne for nu i Løkke og Lenes eget program at blive losset langt udover baglinjen. Sådan skal det åbenbart også være med reformerne. En køn hensigt, men ingen handling. En masse ord uden indhold.
Og det er i det hele taget kendetegnende for Venstre og Konservatives nye regeringsprogram. Det er et tomt stykke papir. Og af de 76 mere eller mindre konkrete forslag - det trods alt fremgår af papiret - har DF allerede undsagt de tre første: Nej tak til højere afgifter på tobak, nej tak til øgede afgifter på alkohol, og nej tak til mere udenlandsk arbejdskraft lød det inden for de første seks timer fra regeringens hængeparti. Et nej tak til afgifter, der kunne have gjort danskerne sundere. Og et nej tak til en arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for. En arbejdskraft, der kan være med til at skabe vækst og innovation i Danmark.
Fortsætter Pia Kjærsgaard og hendes håndgange mænd med at luge ud i regeringsgrundlaget i samme tempo, er det pillet fuldstændig fra hinanden, når Løkke og Lene tjekker ind mandag morgen.
Hvor det haltede gevaldigt med løsninger, var regeringens diagnose for dansk økonomi til gengæld krystalklar. Det er ikke bare sort, det er kulsort. 31 milliarder forklarede finansministeren og tilføjede med alvorlig mine: Nu skal der spares, og primært på velfærden. Men hvordan kom hverken han, stats- eller udenrigsministeren nærmere ind på.
Og udfordringen er kolossal, for ligegyldig hvordan vi end vender og drejer det, er 31 milliarder en hulens masse penge. Og det giver basalt set os politikere tre muligheder: Enten sparer vi voldsomt på velfærden - det vil ramme skolerne, sygehusene og de ældre. Alternativt sætter vi skatterne op - det vil ramme den enkelte danskers pengepung og lysten til at arbejde mere. Og dermed skabe nye problemer for dansk økonomi. Den sidste udvej er reformer. En afskaffelse af efterlønnen er en mulighed - det giver 18 milliarder. Sammen med en reform af dagpengesystemet og øget udenlandsk arbejdskraft er det hjørnestenen i Radikale Venstres udspil til en genopretning af dansk økonomi.
Regeringen har valgt sparevejen, og skal der hentes 31 milliarder ad den vej, vil det uværgeligt betyde voldsomme forringelse i skolerne, på plejehjemmene, på sygehusene og for psykisk syge og handicappede. Ligesom det vil gå udover integrationen, og en endnu mere vellykket integration er en af nøglerne, hvis vil vi forbedre Danmarks økonomi.
Selv om regeringen tidligere behændet har zig-zaget udenom reformer af arbejdsmarkedet - og det har ellers ikke skottet på opfordringer, hverken fra regeringens egne kommissioner, økonomer og vismændene - havde jeg egentlig troet på, at Venstre og Konservative denne gang ville vise det fornødne mod og spille ud med en række reformforslag. Især fordi det har været en mærkesag for Lene Espersen gennem den sidste måned. Men nej. Hverken dengang, hvor det var nødvendigt med reformer, eller nu, hvor det er tvingende nødvendigt, vælger regeringen den oplagte løsning.
I Radikale Venstre har vi for længst valgt reformvejen, og havde modet været tilstede til at gennemføre reformer for fem-seks år siden, ville dansk økonomi have været i en langt gunstigere position i dag. Men heller ikke i dag er valget svært for os: Vi kan og vil ikke acceptere, at det er vores børn og unge, der skal betale den gæld, vi har været med til at stifte. Men nærlæser man regeringens nye program og lytter til Claus Hjorth, er det åbenbart det, der er regeringens plan. Der skal spares, og SUen skal forringes. Ikke et ord om efterlønnen. Den er stadig et af de største tabuer i dansk politik. Til gengæld har regeringen intet imod at fedte regningen for forbrugsfesten af på vores fremtid, på de børn og unge, der er ved at gennemføre eller lige er begyndt på en uddannelse. Men hvorfor også betale selv, når man kan gå fra regningen?
Det er mig en gåde, at det kan være et tabu at bede en rask og rørig 60-årig frisør, læge eller pædagog om at tage endnu et par år på arbejdsmarkedet. For mig har det aldrig været velfærd, at sende sunde og raske mennesker på overførselsindkomst. Og det bliver det heller aldrig. Og lad mig for en god ordens skyld hamre en pæl igennem en myte: Selvfølgelig skal en nedslidt tømrer eller elektriker kunne forlade arbejdsmarkedet i utide.
Men det er mig en endnu større gåde at forstå, hvordan Løkke vil nå i mål og bringe dansk økonomi i den gule førertrøje, når han let og elegant vælger at gå uden om de mest oplagte værktøjer i kassen. Og selv om der er ti år til, at vi kan afgøre om Løkke fik bragt Danmark i den gule førertrøje, kan han dog allerede nu iføre sig selv én. Nemlig i kategorien, hvem er villig til frede efterlønnen længst muligt. For et par uger siden gjorde statsministeren det nemlig klart i dagbladet Børsen, at efterlønnen var fredet de næste 30 år. Og det har ingen dansk politiker endnu overgået. Så vidt vides.
Mit indlæg har været bragt som kommentar i Berlingske Tidende 25. feb. '10.