Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre for at håndtere en stadig mere åben verden med stor konkurrence – og nu også med dyb økonomisk krise. I Radikale Venstre har vi et mål for Danmarks unge. Vi vil gerne have, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse. Det er heldigvis et mål, vi deler med resten af oppositionen, og det er faktisk også et mål, som den nuværende regering siger, den støtter.
I udgangspunktet jo en opløftende nyhed; tænk at hele Folketinget kan blive enige om noget som helst. Men bare æv - det er alt for godt til at være sandt. For desværre er uddannelsesområdet et af de områder, regeringen har forvaltet dårligt siden 2001. Femten års fremgang er smuldret i hænderne på dem. Siden VKO kom til er det kun gået tilbage med andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse.
Faldet i andelen af unge der får en ungdomsuddannelse betyder, at vi nu kommer med to konkrete forslag til, hvordan vi kan få andelen til at stige. Sammen med den øvrige opposition.
For det første foreslår vi at oprette en ny fleksuddannelse som en tredje vej til en ungdomsuddannelse udover vejen gennem gymnasierne og hf og vejen gennem erhvervsuddannelserne. Målgruppen for fleksuddannelsen er unge, som har risiko for at falde fra en almindelig ungdomsuddannelse eller som allerede er droppet ud. Den nye fleksuddannelse giver mulighed for at kombinere de eksisterende uddannelser på tværs eller give længere tid, så alle unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse med et afsluttende kompetencebevis. Fleksuddannelsen skal give de unge mulighed for at starte på forpligtende forløb - sammen med en gruppe med samme behov.
For det andet er der behov for en taksameterreform, der giver ro om økonomien på hver enkelt institution. Det er skadeligt for uddannelserne, når der er årlige – og nogle gange pludselige – sparerunder. Ideen er ikke at øge ressourceforbruget, men at fordele ressourcerne på en mere relevant og en mere stabil måde. Kontinuitet er vigtigt, så uddannelsesstederne ved, hvad de har at gøre godt med, og så de kan planlægge ud i fremtiden.
Vi vil have et grundtilskud afhængig af skolens størrelse eller kapacitet. Der skal indføres en reguleringsfaktor for at give nødvendige ekstra midler til de uddannelsessteder, hvor der er særlige sociale forhold, der kan give store frafald. Derudover skal færdiggørelsestaksameteret afskaffes ved, at det lægges oven i det almindelige taksameter, og så skal grundtilskuddet være rullende fireårige bevillinger, så der gives mulighed for en mere stabil økonomi og langsigtet planlægning.
Grundlaget skal være i orden. Nye uddannelser og stabil økonomi gør det ikke alene. Der er brug for tillid. Tillid til at lærere, ledere og andre ansatte i uddannelsessektoren godt kan selv. Trods adskillige såkaldte kvalitetsreformer fra regeringen gennem årene, er det tydeligt, at mistilliden til de ansatte i uddannelsessektoren er udbredt regeringen. Derfor vil jeg sige til regeringen: Slip taget. Tro på, at de fagligt dygtige og menneskeligt engagerede lærere og ledere godt kan. For det kan de godt!
Der er behov for at gå nye veje eller genfinde gamle farbare veje, så unge får deres uddannelse. Det er en af de centrale politiske kampe for Radikale Venstre.
I øjeblikket er vi helt nede på, at bare knap 80 procent får en uddannelse. Vi er helt nede på 1993-niveau og altså tilbage på et niveau fra før 95-procentsmålsætningen overhovedet blev formuleret i 1995 af SR-regeringen.
Hver femte ung forlader i dag folkeskolen og får ikke mere uddannelse. Nogle har faglige problemer, svært ved at læse breve fra myndighederne, læse avis og undertekster på tv, læse en manual på arbejdet og skrive en e-mail. Andre har andre problemer med at gennemføre en uddannelse, fordi de har psykiske problemer. Så sent som i dagens aviser fortæller rektorer om det stigende behov for psykologhjælp til de unge. Der er virkelig meget at gøre.
Indsatsen for at få landet uddannelsesmæssigt på ret køl igen haster. Vi står i en dyb økonomisk krise. Vi kan se de øgede krav på fremtidens arbejdsmarked og den stigende internationale konkurrence. Og kravene for at kunne begå sig i vores demokrati og mediebillede kræver solid grundlæggende viden og tillid til, at man kan deltage – både med spørgsmål og svar – i den offentlige debat m.v.
Svaret er uddannelse!