Margrethe Vestager

Margrethe Vestager

Politisk leder for Radikale Venstre samt økonomi- og indenrigsminister

Antal relationer 137
Anbefalet af 54
Medlem

Tale ved nytårsstævne 2012

08-01-2012 16:37:29 - 2 kommentarer

Godt nytår! Her min tale ved weekendens nytårsstævne:

2012 bliver et hårdt år.

 

Vores konkurrenceevne er forringet. Vi er blevet for dyre. Samtidig er der krise i Europa. Det betyder, at vi får sværere og sværere ved at sælge vores produkter til udlandet. Vores eksport er under massivt pres.

 

Vi kan mærke på vores pengepung, at der er krise i Danmark. Vi har oplevet, at vores opsparing og bolig er faldet i værdi.

 

Det gør os utrygge. Derfor køber vi mindre og bruger færre penge.

 

Krisen er dyb. Men hvis vi alle hjælper til, kan Danmark komme styrket ud af krisen. Og det skal vi. For Danmark er et fantastisk land. Et land vi kan og skal være stolte af. For en dårlig økonomi tager ikke det vigtigste fra os: Vores viden, indsigt og erfaringer. Vores vilje til at samarbejde og evne til at finde nye løsninger.

 

Vi skal være stolte af Danmark, når vi rejser i verden omkring os. Vi skal være stolte af at leve og bo i Danmark. Og vi skal være stolte, når vi byder gæster velkomne til vores Danmark. Danmark er vores land. Dannebrog er vores flag. Og lige muligheder, respekt og tolerance er vores værdier.

 

Det er en fælles opgave at sikre Danmarks fremtid. Og vi tror på, at alle kan og skal bidrage til, at Danmark bliver et endnu bedre land. For kun sammen kan vi sikre, at Danmark også om 5, 10 og 15 år er et fantastisk land at leve og bo i.

 

Der skal være plads til alle. Og der er brug for alle. Uanset om man er ung eller gammel. Uanset om man kan klare sig selv eller er afhængig af andres hjælp. Uanset om man er ny i Danmark eller har boet her hele sit liv. Det kræver gensidig respekt. Respekt uanset forskellene mellem os - køn, alder, tro og etnicitet. Og det kræver, at vi er villige til at sikre lige muligheder for alle.

 

I dag i Danmark er den største ulighed ikke forskellen mellem rig og fattig, mellem mand og kvinde eller mellem etnisk eller nydansk. Nej, ulighed er forskellen på, om du har et arbejde eller ej.

 

Vi vil reformere skat og overførelser, så flere kan og skal deltage på arbejdsmarkedet. Vi vil sikre en stærk og holdbar økonomi ved at øge arbejdsudbuddet, få flere i arbejde og give alle reel mulighed for at bidrage til fællesskabet.

 

Vi vil have et samfund, hvor markant flere er i beskæftigelse end på overførelser. Det er et ambitiøst mål. I de kommende år har vi udsigt til, at færre og færre vil være i beskæftigelse, fordi flere og flere går på pension. Det har vi til dels imødegået med ændringen af efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden.

 

Men det er langt fra nok. Derfor er der i regeringsgrundlaget lagt op til et fortsat reformarbejde, der både skal sikre, at flere kommer i arbejde, og arbejdsudbuddet bliver øget.

 

Regeringen har lagt op til reformer af førtidspensionen, kontanthjælpen og en skattereform. Derudover vil der i 2012 også blive indkaldt til trepartsforhandlinger. For alle skal bidrage, hvis vi vil investere massivt i mere og bedre uddannelse, hvis vi vil skabe en grøn omstilling, hvis vi skabe en fremtid med vækst og fortsat velstand.

 

Selvfølgelig er der er et alternativ. Men alternativet er ikke godt. For alternativet til reformer er besparelser og atter besparelser. Og netop derfor er det regeringens ambition at sætte retningen mod et Danmark, hvor markant flere er i

beskæftigelse end på overførelser ved at gennemføre fortsatte reformer.

 

Og det kræver, at vi går fordomsfrit til værks. Politikere skal ikke skabe tabuer, vi skal bryde dem. Derfor skal vi fortsat spørge os selv: Hvad vil vi? For det er vores ansvar at løse krisen. Og det er mit håb, at partierne i oppositionen vil tage

aktivt del i at bringe Danmark permanent ud af krisen.

 

Men Danmark kan ikke løse krisen alene. Og det er ikke kun i Danmark, at 2012 bliver et hårdt år. Danmark står sammen med resten af Europa over for nogle magre år.

 

Vi tror på, at samarbejde forener og styrker. Og derfor skal Danmark spille en aktiv og fremtrædende rolle i Europa. For der er både brug for og plads til Danmark i Europa.

 

I dag oplever vi voldsomme økonomiske udfordringer i hele Europa. En økonomisk ustabilitet, som skal tøjles. For en stærk og sikker økonomi i hele Europa er en forudsætning for social tryghed og vækst. Også i Danmark.

 

Solidaritet og disciplin, ansvar og tillid er omdrejningspunktet for både den danske velfærdsstat og det europæiske fællesskab. Vi skal tage os af de udsatte og de sårbare. Vi skal kunne tage hånd om samfundets yderste, og dem der har brug

for en ekstra håndsrækning. Netop derfor skal vi have flere i beskæftigelse. For vi har en forpligtigelse for hinanden. Både som borgere og som nation. I hele Europa.

 

Og vil vi bidrage til fortsat europæisk stabilitet og sikre social tryghed og velfærd til dem, der har brug for det, er det en pligt at føre en ansvarlig økonomisk politik. Overalt i Europa.

 

Og ligesom vi herhjemme kun løser vores krise i fællesskab, løser vi også kun den europæiske krise i fællesskab. I dag er færre og færre problemer nationale, mens flere og flere bliver grænseoverskridende. Derfor må og skal Danmark fortsat deltage helhjertet i fælles europæiske løsninger på vores fælles problemer.

 

Og hvis Danmark fortsat skal være et fantastisk land - et land vi kan være stolte af – så skal vi også tro på, og deltage aktivt i den europæiske fremtid.

 

En stærk europæisk økonomi er forudsætningen for en stærk dansk økonomi. Og kun hvis Danmark medvirker til at løse Europas problemer, kan vi skabe et Danmark, hvor vi er modige nok til at give håb til andre end os selv.

 

2012 behøver ikke kun at blive et hårdt år. Det kan også blive begyndelsen til en tid, hvor vi for alvor viser, hvad vi kan.

 

Kommentarer
Kurt Kristensen
Medlem

Kurt Kristensen , Førtidspensionist, psykiatribruger med skizofreni-erfaring , 09-01-2012 02:39:57

Jeg synes, at det er en god tale, som viser en god respekt for menneskene i bredeste forstand. Det er sådan, man skal bære sig ad, hvis man ønsker at samle menneskene om at løse en opgave. Kunne du ikke lave et kursus, der kan lære den øvrige del af regeringen denne kunst. Jeg ved godt, at dette kræver usædvanlige pædagogiske evner, men Marianne Jelved har jo en solid erfaring udi lærergerningen, så måske kunne hun hjælpe dig.

 

Jeg har i aften set vores statsminister sidde og væve om en krævementalitet, der har sneget sig ind, så folk ikke vil tage det arbejde, de nu er i stand til at udføre. Jeg er sindslidende, så jeg har set mennesker, der var og er fuldstændigt bæløjede for at få nogen timer et eller andet sted. Jeg har også set mennesker, der fór fra Herodes til Pilatus for at finde nogle timer, indtil deres selvtillid var så ødelagt, at de ikke kunne mere. Hvor er de deltidsjob? Jeg ved godt, at man har fundet en håndfuld jobs her i Horsens til udviklingshæmmede, og det er jo rigtigt fint. Men der er jo slet ikke job til bare en brøkdel af dem, der ønsker sådan et job.

 

For nylig kunne man høre i DR, at en storstilet undersøgelse bestilt af arbejdsgiverforeningen viste, at en tredjedel af de kvinder, der er på kontanthjælp, ikke ønsker at komme i arbejde. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var med det samme ude med den store forargelse og lovede ny lovgivning. P1-programmet "Detektor" undersøgte tallene, og det viste sig, at "den storstilede undersøgelse" bestod af 117 kvinder, der var trukket ud af en større database, og der var ganske rigtigt 33 kvinder af disse udtrukne personer, der ikke var i stand til at påtage sig et job. Ifølge udsendelsen udtaler Kontorchef i Danmarks Statistik, Sven Egmose:"- Vi mener materialet er for spinkelt til, at man kan udtale sig så kategorisk", og "- Udover den statistiske usikkerhed kan der også være en skævhed i forhold til populationen. Vores undersøgelse er ikke beregnet til at sige noget om de her specielle grupper".

 

Selv om det ikke er synderligt sympatisk og på lang sigt heller ikke særligt klogt, er det vel meget forståeligt at Arbejdsgiverforeningen bruger disse metoder i et forsøg på at få sænket kontanthjælpen, da det erfaringsmæssigt plejer at have en lignende virkning på mindstelønnen. Men når så Helle Thorning-Smidt og Mette Frederiksen med flere på bedste papegøjevis bræger med på den melodi, så bliver det for deprimerende, og alt håb siver væk. De er i gang med at skabe en frygtelig splittelse i samfundet, som de svageste på et tidspunkt vil komme til at betale en modbydelig pris for.

 

Personerne i denne regering bør overveje, om deres ryggrad er stærk nok til selv at holde røven oppe på dem. Ellers har de nok påtaget sig en opgave, der langt overstiger det, de magter. De skal ikke regne med at kunne ride denne krise af på ryggen af de svageste i samfundet.


Boye J. Haure
Medlem

Boye J. Haure , Makroøkonomisk Rådgiver , 09-01-2012 10:03:35

Det var en god tale Margrethe Vestager holdt som leder af Radikale Venstre.
Den står i skyggen af Euro-krisen, samtidig med at vi har en relativ stærk krone på et lavt renteniveau.
Der er tunge opgaver, der skal løses. Men jeg er af den opfattelse, at ordet "krise" skal kan være varsom med at bruge - især som økonom. Alene ordet kan medføre medføre en negativ ond spiral- psykologisk set.
Men så længe væksten kun er omkring nul, siger Okun´s Law, at det bliver endda overordentlig vanskeligt at nedbringe arbejdsløsheden. Man skal over 2 % for alvor at kunne skabe flere arbejdspladser - hvor der især er brug for omstilling til bæredygtig vækst på et grønt og miljørigtigt grundlag.


Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Om indlægget

Side 1 af 2
Zeb Meier Watz
Medlem
Zeb Meier Watz Filosof. Regionsformand for DRV i region Syddanmark
Boye J. Haure
Medlem
Boye J. Haure Makroøkonomisk Rådgiver
Steffen Lauge Sørensen
Medlem
Steffen Lauge Sørensen Radikal for livet
Hans-Christian Andersen
Medlem
Hans-Christian Andersen Folketingskandidat for Lolland Kreds
John Christensen
Medlem
John Christensen Autoritetstro-syntes dog de har svært ved at udtrykke følelser