Kasper Lauest , cand.psych. - gymnasielærer , 21-09-2008 20:07:12

Jeg ville rasende gerne deltage, da jeg er gymnasielærer, men jeg er desværre bortrejst. Jeg håber dog at følgende vil tages op:

1) Gymnasiernes selveje og ophævelse af de fakto loftet på 28 elever pr. klasse har fået klassekvotienterne til at eksplodere. På mit eget gymnasium og flere andre Københavnske gymnasier er standarden nu at der optages 32 elever i hver gymnasieklasse. Det er vel at mærke kun få år siden at standarden var 28 elever. Samtidig skal det tages i betragtning at lokalerne i de fleste gymnasier - herunder mit eget - er bygget til at rumme 24 elever. Det giver dårligt indeklima og i det hele taget dårlige vilkår for læring. Det er dog svært entydigt at placere skylden his gymnasierne selv, da de ofte ikke har andre valgmuligheder end at sætte klassekvotienterne op, hvis budgettet skal overholdes. Ungdomsuddannelse af høj kvalitet koster penge, uanset hvad regeringen så end synes om det. I mine øjne bør der (gen)indføres et loft på klassekvotienterne på 28. Der bør dog kunne være mulighed for at overskride loftet i enkelttimer - men faste hold bør højst være på 28 elever og undervisningsministeriet må finde de penge en sådan ordning koster.

2) Behovet for en klarere profilering af de forskellige ungdomsuddannelser. De gymnasieelever jeg snakker med - og det er mange - siger stort set samstemmende at de ikke rigtig har styr på hvad forskellen er på det almene gymnasium og de andre ungdomsuddannelser. De valgte det almene gymnasium fordi "det gjorde alle de andre" eller fordi "det er det man vælger hvis man vil blive til noget". Denne situation er ikke optimal. Der bør i mine øjne dels være klarere forskelle i profilerne på de forskellige ungdomsuddannelser, således at elevernes forskellige behov bedre varetages, og der bør selvfølgelig også vejledes bedre i de forskellige tilbud.

3) Gymnasiereformen har været ensbetydende med masser af tåbelige dokumentationskrav. Et godt eksempel er "den intenderede studieplan", hvor læreren skal berette skriftligt - typisk i programmet lectio -  hvorledes det kommende års undervisning kommer til at se ud. Ikke alene er det idiotisk at forestille sig at en lærer ved fuldstændig hvordan det kommende års undervisning kommer til at se ud, næh, man skaber rent faktisk en struktur der giver incitament til fantasiløst genbrug. Hvis man som lærer bliver aftvunget svar på hvad man vil undervise i de næste 9 måneder er den åbenbare løsning jo at "gøre lige som sidste år" istedet for at tænke innovativt. Endelig skal vi ikke glemme at INGEN læser den intenderede studieplan, hverken elever, forældre eller ledelse.

4) SRP-opgaven er en fiasko. Der er rigeligt med tværfagligt arbejde i den nye gymnasiereform. Det tværfaglige fag almen studieforberedelse fylder rigtig meget og i de enkelte fagbekendtgørelser ligger der yderligere krav om tværfagligt arbejde. Det er i mine øjne tåbeligt at SRP opgaven ligeledes skal være tværfaglig. Formålet med "den store skriftlige opgave", som den tidligere hed, var jo at give eleven mulighed for at fordybe sig. Med de nye krav bliver der ofte konstrueret meget "fantasifulde" problemformuleringer, hvor to fags kundskaber kunstigt forsøges kombineret på en måde der meget sjældent resulterer i nævneværdig fordybelse. Derfor bær SRP gøres enkeltfaglig igen.

5) Ikke alene bør SRP opgaven gøres enkeltfaglig igen, den bør også reduceres til én uge, istedet for to. Igen er incitamentstrukturen af afgørende betydning. Da den store skriftlige opgave var på én uge var det åbenlyst for eleverne at de var nødt til at forberede sig grundigt til skriveugen. To uger derimod, lyder af så lang tid, at alt for mange elever, til trods for lærernes gode råd, venter med at foretage sig noget særligt før skriveperioden begynder. De to uger bliver altså en sovepude, istedet for en hjælp. Én uge er rigeligt til at skrive den opgave, hvis eleven bare har forberedt sig som intenderet.

6) Indførelsen af vejledning under SRP-skrivning er en elendig idé. Intentionen er at hjælpe elever fra bogligt svage hjem, der ikke får samme støtte i opgaveskrivningsprocessen som elever fra akademikerhjem. God intention, men dårlig udførsel. Muligheden for vejledning under skrivefasen forstærker nemlig den ovenfor nævnte tendens med ikke at foretage sig det store før skriveperioden begynder og det er et rigtig dårligt udgangspunkt for at skrive en god opgave. Endelig er det et problem at forskellige lærere vil gribe denne skrivevejledning meget forskelligt an. Vi risikerer let at elever bliver voldsomt forskelsbehandlet. Dette gælder slet ikke i samme grad idag, da der er grænser for hvor meget man kan hjælpe en elev, når opgaveformuleringen ikke kendes.

7) Det lyder samstemmende fra stort set alle faggrupper at læreplanerne i de enkelte fag er overambitiøse, hvilket skaber store frustrationer på læreværelserne.