Hanne Christensen , , 19-08-2008 11:29:10

Jeg er meget enig med dig. Det ville være en god ide at konkretisere, hvor denne nationalisme kommer til udtryk. Jeg har selv observeret stramninger på det rets- og arbejdsmarkedspolitiske område. Tillige inden for uddannelses- og socialpolitik. Dansk krigsdeltagelse i Iraq var nok heller ikke sket, hvis denne nationalisme og islamafobi ikke havde bredt sig som ringe i vandet.

Nationalismen bygger en stor del på fordomme, som enkeltpersoners/partiers (DF) evner at udnytte og udbygge gemme propagandaførelse, der udbygger frygten og forargelsen i befolkningen. I takt med de vinder terræn udhules menneskeretlige principper ganske langsomt. For mig at se overtrædes flere af menneskeretskonventionens punkter allerede. Det gælder artikel 4 om bl.a. forbud mod tvangsarbejde (dele af aktiveringen over for ledige), og artikel 8 om bl.a. retten til familieliv kombineret med artikel 12 om retten til bl.a. at gifte sig (familiesammenførings- og udvisningsregler).

Våbnet imod nationalismens fremmarch er bl.a. at gå op imod fordommene og tilbagevise disse. Et andet våben er at vise forståelse over for de problemer, områder oplever med en megen stor tilvandring. F.eks. Ishøj. Jeg tror ikke mennesket kan kapere store forandringer. F.eks. at et område, der tidligere helt var bosat med 100 % etniske danskere, 5 år senere har en indvandringskvote på 30 % med personer med anden hudfarve, anden religion og kultur. Op igennem 70’erne så man denne tendens og mangel på respekt overfor, at der er grænser for, hvad mennesker mentalt kan håndtere, også selv om der ikke er tale om sociale problemer.

Et andet forhold, man må sikre sig, er at være påpasselig med den positive diskrimination. Jeg mener, at De Radikale meget let kan være inde på denne glidebane. Der bruges rigtig megen spalteplads på integrations- og asylpolitik, om at disse mennesker skal have bedre vilkår. Den øvrige socialpolitik synes ikke at interessere en Radikal. Faktisk må rigtig mange danske leve under ganske forfærdelige både økonomiske og menneskelige vilkår pga. den nuværende og tidligere regerings stramning på social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det er præcis blandt disse danskere DF oprindeligt rekrutterede sine vælgere fra. De oplevede, at blot man var lidt mørkglødet kunne man få guld og grønne skove, kom forrest på ventelisten til store (for dem) attraktive lejligheder, mens de selv måtte leve i armod og ringe boligvilkår.

Dårlig/hård arbejdsmarkeds- og socialpolitik er direkte fødetrug til foreninger/partier, hvis politik bygger på en nationalistisk tankegang.

Derfor er det påfaldende underligt, at De Radikales arbejdsmarkeds- og socialpolitik er så vattet. Partiets Socialplan 2015 er direkte et skandaløst klamphuggeri i sin mangel på seriøsitet. Ligeledes partiets nuværende socialpolitik, der nok griber fat i kontanthjælpsloft og 300-timers regler, men hvor de samtidig reelt foreslår kontanthjælpen udhulet ved at andre skal have 4-dobbelt beskæftigelsesfradrag, fordi De Radikale lader sig besnære af parolen: Det skal kunne betale sig at arbejde. Hvem kan være uenig i det princip, med mindre det er indholdsløst. Det er nemlig tomme paroler over for dem, der rent faktisk ikke er i stand til at brødføde sig selv, enten pga. sygdom eller diskriminativ adfærd på arbejdsmarkedet over for etniske minoriteter. Her skal tilføjes, at De Radikales nuværende politik stiller ledige ikke-syge personer bedre end syge mennesker. Det hænger simpelthen ikke logisk sammen med Hjort-Frederiksens populære slogan. Derimod hænger det godt sammen med en nationalistisk politik, der baseres på had over for afgrænsede grupper, nemlig over for etniske minoriteter og de fattigste, ofte syge ledige danskere.

Lars Kyhnau Hansen , Civilingeniør, ph.d. , 19-08-2008 15:11:30

Meget enig med Martin Lyngbo. Vi skal naturligvis åbent bekende os som et internationalistisk parti og påpege de årsager, der er til, at vi mener denne kurs er den rigtige (gevinst for velstanden i samfundet, frihed til at rejse rundt i Verden, etc.).

Og naturligvis kan og bør man betegne Dansk Folkeparti som det, de er, nemlig nationalister. Deres franske søsterparti hedder jo f.eks. også "Front National", så sydpå lægger de ikke skjul på, hvad det handler om.

Derimod har det flere gange vist sig, at det giver bagslag, hvis man offentligt drager paraleller mellem Dansk Folkeparti og nazismen. Man kan blot se på, hvor galt Jørgen Poulsen kom afsted, da han på Ny Alliances landsmøde sagde, at Dansk Folkeparti anvendte metoder, som mindede om nazisternes. I pressen blev dette forvansket til, at han mente, at Dansk Folkeparti var nazister, hvilket igen i befolkningens øjne er det samme som at påstå, at de er ved at forberede en ny "Endlözung".

Så kald dem gerne nationalister i offentlig debat ja, men for guds skyld ikke nazister. Og lad være med at bruge for megen tid og krudt på forargelser over deres metoder eller deres "tone", men fokuser i stedet på mere følelsesneutrale argumenter. Altså f.eks. at EU og fri bevægelighed er godt, fordi det er en forudsætning for, at danske virksomheder kan sælge deres varer over hele Europa.