Sig navnet: Nationalisme
19-08-2008 00:49:33
-
2 kommentarer
Det har længe undret mig at ordet nationalisme i dansk politisk retorik ikke bruges om Dansk Folkeparti og partiets ideologi. Hvorfor ikke? Sikkert fordi det opleves voldsomt at bruge ordet, det vækker ubehagelige associationer.
I dansk politik er der intet mere kraftfuldt end paralleller til anden verdenskrig. DF har haft held til at skabe en fornemmelse af at islam og muslimer er nutidens forklædte nazister. At denne fornemmelse har fået lov til at sprede sig i brede dele af befolkningen kan anses som en væsentlig årsag til VKOs succes. Samtidig skjules den mere oplagte og naturlige parallel til nationalismens fortid i Europa – det er en forudsætning for metaforikken mellem muslimer og nazister. Det er jo muslimerne der er de forklædte nazister – ikke nationalisterne.
Jeg mener ikke at DF er forklædte nazister. Tiden er en anden og Kristian Thulesen Dahl er trods alt ikke i gang med forberede Endlösung. Alligevel mener jeg at det er lødigt og relevant at synliggøre at DF er et nationalistisk parti, og at nationalismen har en fortid i Europa.
Dansk Folkeparti vil sandsynligvis ikke engang selv benægte at de er nationalister. Skal vi ikke bare gøre det til en vane at kalde en spade for en spade, og en nationalist for en nationalist?