Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 13-05-2008 08:04:42

De social og sundhedsassistenter jeg kender, taler alle om, at de frustrerede over at deres muligheder for at yde den nødvendige pleje. Så anerkendelse af faglig kompetence, er en alvorlig knast i forhold til udviklingen af sektoren, efter min mening. De er også alle meget engagerede og jeg har ikke hørt en eneste tale om at lønnen er det vigtigste. Men det de har opnået nu,  er at de formentlig for første gang er blevet lyttet til som faggruppe. Vi kan kun håbe, det har hjulpet.

Merete Riisager , Folketingskandidat, Odense Syd , 13-05-2008 09:08:40

Hej Carsten

Du har ret i, at de savner faglig anerkendelse og at de nu i hvert fald er blevet set.

Men jeg frygter, at hvis vi ikke gør noget konkret ved disse udfordringer, så har strejken været som at pisse i bukserne i frostvejr - for nu at bruge en direkte formulering.

Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 13-05-2008 14:19:13

Jeg kan kun være enig. En opgave frem mod kommunalvalget, må iøvrigt være at alle kommuner får proriteret en klar vision for f.eks. ældrepleje. En sådan vision kan ikke laves uden at inddrage de mennesker der udfører arbejdet, de pårørende og brugerne.

Jeg hørte iøvrigt i morges i P1 en psykiater med ekspertise i demens efterlyse flere hænder og bedre pædagogiske redskaber i forhold til demensramte borgere. Han kritiserede det helt uacceptable høje forbrug af antipsykotisk medicin til demensramte og det uklare lovgrundlag for indskrænkning af borgernes fri vilje, som vi indfører for at beskytte de demensramte. Han efterlyste klarere regler, bedre uddannelse og bedre arbejdsvilkår, herunder flere hænder. For mig at se, er der masser af muligheder for at gøre det fagligt spændende og udfordrene at arbejde med denne målgruppe. Når samfundet har det fokus, at der skal holdes igen og det må ikke blive for dyrt, så bliver det let frustrende at have ambitioner, som ansat. De der har flygter ofte, enten i vikarordninger eller til anden uddannelse. Problemet for os som samfund er, at vi ikke kan skrue tiden tilbage. Vi har udviklet en bevidsthed, der gør at vores etik byder os at behndle vores gamle ordentligt og respektfuldt, der er flere af dem og de lever længere. Det koster bare nogle penge. Men iøvrigt tror jeg debatten om pårørende inddragelse vil være lettere at håndtere, hvis sektoren havde flere fagligt kompetente medarbejdere med længere ancenitet. Min egen oplevelse er, at det med stabile dygtige medarbejdere er langt lettere at etablere et samarbejde og få mulighed for at hjælpe alt det man kan og gerne vil. Så måske er det ikke så dyrt, som vi måske forestiller os at hæve nivauet. Jeg synes det ville være fint med konkret handling. Landspolitisk kan man overføre penge direkte til sektoren, evt ved ikke igen at udstede en ældrechek, som ingen rigtigt kan bruge. Med hensyn til uddannelse kan man også foreslå forskellige overbygninger til SUSO udd. evt. med merit til andre sundhedsuddannelser. Endvidere skal vi altså lokalt i kommunerne se at kende vores besøgelsestid og formulere nogle visioner der konkret beskriver hvad vi ønsker med sektoren.

Tak, fordi du tog emnet op. Det inspirerer til videre arbejde.

Tomas Bech Madsen , Radikal med liv og sjæl - og medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget , 13-05-2008 14:23:56

Carsten, det er en god pointe og værd at arbejde videre med frem mod det kommunalvalg, der gerne skulle give radikal fremgang. Og det er en naturlig kobling til tillidsreformen.

John Arnshof , Udvikling med perspektiv - logistikuddannet , 13-05-2008 21:23:01

Tillad mig at tage tråden vedr. kommunalvalget 09 og ovenstående udfordring op. En pointe er tillidsreformen og anerkendelse ad den vej. En anden pointe er rekruttering på alle niveauer til sektoren - overhovedet - det kan blive et meget større problem end kompetenceudvikling, karriere m.v.. En tredje pointe er spørgsmålet om stærkt begrænsede midler til området via regeringens "aftale" med kommunerne om max- forbrug - denne situation set i relation til ambitiøse visioner !. En fjerde pointe er om ledelsessystemet i det offentlige (efterhånden et lidt træt udtryk) er gearet til de stigende krav som samfundet stiller i forbindelse med forandringskapacitet, kompleksitet, videnstilførsel, kvalitetscertificering m.v.

Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 14-05-2008 10:01:34

Hej John. Jeg kan godt se problemerne. Jeg tror dog, det er på tide at vi indser, at det sociale/offentlige system kræver mere af os end vi måske lige går og forstiller os. Selv Anders Fogh har vel efterhånden erkendt, at hans minimalstatsvision  ikke er gangbar.

Ud over ældresektoren er der jo socialsektoren. Her har mantraet været at arbejdsmarkedet skulle klare det meste og med forsvindende lille arbejdsløshed, så skulle det vel heller ikke være noget problem. Alligevel stiger udgifterne til det sociale område. Det gør det blandt andet fordi vi får mere viden, ligesom ovenstående vedr. demens. Hvis vi har viden om, hvad vi kan gøre for at afhjælpe og forbygge smerte og lidelse, så må vi som moderne mennesker forsøge at anvende denne viden. Idag er der jo masser af eksempler på at kommuner aktivt søger at undgå faglige udredninger for f.eks. mentale syndromer. Begrundelserne er oficielt mange, men uden for referat handler det om at undgå at disse udredninger bruges aktivt til at få mere hjælp og støtte til en konkret behandling. Viden bekæmpes aktivt af hensyn til de kommunale budgetter. Forleden udkom der en bog i italien "Il mundo di sergio" af Mauro Paissan. Den handler om en far, der er læge, der har til sidst myrder sin søn, der er autist og døvsstum. Det er alt sammen forgået i virkelighedens italien og handler om afmagt og kærlighed. Kærlighed til en søn, som ingen kan eller vil hjælpe og som er alt for stor en opgave, for et ældre ægtepar.

Som tidligere sagt. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til dengang hvor mennesker bliv stuvet sammen og gemt væk. Der findes mennesker som  har meget svært ved at fungere i et samfund med stadige forandringer, mediepres, stress og jag. De mennesker kan vi kun møde med værdighed, hvis vi ved noget om deres verden og den måde de oplever den på. Det koster forskning, proffesionelle, socialarbejdere, men det gør det ikke alene. Vi kommer heller ikke uden om at frivillige interesserede borgere interesserer sig for menneskelig forskellighed, viser rummelighed og interesse.

Vi skal have en tillidsreform, men vi skal også have en ordentlig debat om vefærdssamfundet (findes i en anden tråd). Hvad

Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 14-05-2008 10:15:17

OK tabte lige tråden, men det jeg ville runde af med var.

Hvad skal vefærdssamfundet kunne og hvilke værdier skal være bærende? Som jeg ser det er ydelser som børnepasning og ældrepleje ikke sociale ydelser. Men når der kommer handicap til, som demens eller når det er børn, adfærds, omsorgs eller begavelsesmæssige vanskeligheder til, så er det . Jeg tror, det er vigtigt at skelne. Mange af basisfunktionerne er jo noget, vi ikke kan undvære, hvis vi skal have det økonomiske system til at fungere. Det er vigtigt at der er bred forståelse for, at de reelt sociale tilbud er nogle som vi har af andre årsager - hvilke? Det kan virke som et sidespring, men egentlig handler det også om medarbejdere, arbejdsvilkår og komptencer. Vi må forstå vigtighed af at nogle vil påtage sig at bruge mange timer hver dag, på f.eks. at sætte sig ind i  dementes tankeverden, behov og vanskeligheder. Det er et uhyre krævende job og der ingen vej tilbage. Vi kan ikke bare lukke øjnene og give medicin, der gør, at de sidder apatisk hen, uden at vi gør vold på vores egen menneskelighed. Derfor flygter personalet.

John Arnshof , Udvikling med perspektiv - logistikuddannet , 14-05-2008 20:59:34

@Carsten

Interessant sondring, at der er sociale ydelser og velfærdsydelser.

Hvis vi følger det spor over til kommunernes økonomi, ligger det vel inplicit i denne sondring, at de sociale ydelser er dem der skal prioriteres højest. Børnepasning f.eks. kan således betragtes som en velfærdsydelse, MEN en af de måder som en kommune kan gøre sig attraktiv på, er netop at tilbyde velfærdsydelser , ingen ydelser -> ingen tilflyttere -> svigtende skattegrundlag. Nej vel - vi kan ikke forestille os en kommune uden en række velfærdsydelser - men samtidig presser det p.t. kommunernes økonomi.

Dernæst, som du nævner større kvalitet vedr. de sociale ydelser p.g.a. større viden og bedre behandlingsmuligheder. 

Vi skal altså  have løst kommunenes økonomiske problemer - Hvordan ? -

Skattestoppet i mindst 3 år endnu forhindrer at budgetterne udvides ud over indkomstudviklingen - bummen nede. 

Større egenbetaling - muligvis - jeg husker ikke reglerne om hvor stor en del der må/skal være egenbetaling - men begrænsede muligheder hvis kommunen skal være attraktiv.

Rationaliseringer, afvikle driften mere hensigtsmæssigt, parathed til at gøre tingene på en anden måde,

Forståelse blandt politikerne for at vælge de rigtige løsninger frem for nepotistiske løsninger (Her i Nordfyns Kommune har vi 3 rådhuse =3 administrations-lokationer selv om kommunaldirektøren meget har anbefalet en fysisk enhed for at gøre tingene hensigtsmæssige = billigst muligt) - ingen hindringer.

En gentagelse om ledelsesmiljøet.

Benchmarking (sammenligning og læring kommunerne imellem)

Ingen hindring.  

Fund-raising - ingen hindring.

Der er nok af emner i forbindelse med kommunalvalget 09.

Carsten Ørting Andersen , Medlem af bestyrelsen i Sorø, Leder af uddannelses og opholdssted, Pionergruppen på Kragebjerg , 15-05-2008 06:54:46

Ja, jeg er ganske enig, især ledelseskultur og miljø i den kommunale sektor har behov for udvikling og eftersyn.

Ja, og der er feks. alt for lidt fokus på eu socialfondsmidler her i Sorø kommune, så det kan jeg også genkende.

Men skattestoppet er virkeligt også en barriere, så ud over at dette ikke kan vendes for lidt. så skal vi have debatten om den sociale indsats i et moderne samfund. Hvorfor skal mennesker der ikke medvirker til produktionen prioriteres. Hvad har det af konsekvenser hvis ikke vi gør det? Det har nemlig langt videre konsekvenser end vi gør os forestillinger om. Det er jo ikke sådan, at der er sparet noget for samfundet, hvis en familie vælger at ofre al deres tid på et handicappet menneske, der ikke kan få den optimale hjælp af det "offentlige". Det der er mit budskab er, at hvis sektoren som sådan er dygtige og har bedre resurser, så er grundlaget for pårørendeinddragelse også bedre og de frisætter de pårørende til at have overskud til også at bidrage mere til samfundet. Det er win-win. Skattestoppet fremmer kortsigtede løsninger, så ud med det.