Da jeg meldte mig ind i partiet i 2001 var en af de ting, jeg med tilfredshed kunne fremhæve overfor venner, der var medlemmer af andre partier: RV er for lille til at have fløje - vi arbejder sammen om den radikale politiske profil!
Lige nu er RV ikke så stort at det gør noget, og alligevel lurer fløjkrigen - ikke som åben kamp, men som en koldkrig, der dræner energien og nærer giftig snak i krogene.
Naser og Anders Samuelsens exit var først sneskred. Ikke første begivenhed, men første tydelige bevis på, at vi har svært ved at holde balancen. Ledelsens og partiets reaktion var et træk på skuldrene og et bittersødt smil: Det må de selv om. Siden gik det dem ilde. Symptomet Naser og Anders var væk, men sygdommen lever stadig.
Simon Emils kronik var endnu et udbrud. Ledelsens og partiets reaktion var nu lettere irriteret, men stadig overbærende: Hvad har han gang i?
RV er et social liberalt parti, der har sin placering på midten. Men lige nu har de to ender svært ved at mødes. De sociale låser sig inde på venstrefløjen, mens de liberale drømmer sig væk mod en samarbejdspartner, der ikke vil have dem.
Ingen debatter må gemmes væk - hverken den om bogstaver og farver, udlændingepolitik, der balancerer mellem rettigheder og problemer, EU debat om mere EU eller bedre EU osv. Hvis vi ikke viser mod og ser kritisk på os selv, risikerer vi at havne i et politisk dødvande - sådan som S har været det længe og K har oplevet for år tilbage.
Vi har brug for, at ledelsen knytter enderne sammen og inkluderer både den sociale og den liberale politik. Vi har ikke andet valg end at genfinde balancen på midten - det er der vi hører til.