Velfærdsudsigerne for Danmark er langt dårligere, end de fleste forestiller sig - og i modsætning til tidligere kriser risikerer den kommende nedtur at blive både dyb og permanent. Da jeg skrev herom i Dagbladet Børsen sidste år, affødte det ingen debat overhovedet. I dette forum går det forhåbentligt anderledes :
Børsen | 13.09.2007 | 1. SEKTION | Side 3 (Debat) | 477 ord
Velfærds-Danmark på vej ned i 2. division
Højkonjunkturen er steget folk til hovedet i en grad, som truer med at sende Danmark med ekspresfart ned i den økonomiske anden division. VK-regeringens økonomiske politik synes alene tilrettelagt efter at opnå genvalg, mens den økonomiske ansvarlighed ligger på et lille sted. Det mest fortvivlende er, at Socialdemokraternes (og Dansk Folkepartis) uansvarlige spenderbukser er om muligt endnu større.
Flere økonomer har allerede betonet problemet i at overophede økonomien yderligere netop nu. Men det er de selvskabte problemer på fem-10 års sigt, som burde vække mest bekymring, for Danmark har de sidste 30 år ikke investeret tilstrækkeligt i grundlaget for fremtidens velstand.
1. Vi har i 30 år fået for få børn. Det vil reducere de erhvervsaktives andel af befolkningen og BNP pr. indbygger. Velfærdsreformen er både utilstrækkelig og indfases for sent.
2. PISA-undersøgelser viser, at nutidens unge kun er gennemsnitligt uddannede i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. For 30 år siden var alle danske årgange på arbejdsmarkedet blandt verdens bedst uddannede. Denne kæmpe fordel er snart historie.
3. Høje sociale ydelser har i 30 år tiltrukket indvandrere med lavt kompetenceniveau. Desuden er erhvervsfrekvensen lavere og trækket på de sociale ydelser højere blandt indvandrere og efterkommere i Danmark end i andre lande. Samtidig betyder den høje marginalskat, som ikke reduceres ifølge regeringens forslag, at højtuddannet udenlandsk arbejdskraft går uden om Danmark.
4. Den høje marginalskat får flere lyse danske hoveder til at forlade landet. Endnu er tallene små, men tendensen er tydelig. I takt med globaliseringen og unge menneskers stadig hyppigere og længere udlandsophold i forbindelse med uddannelse, vil hjerneflugten kunne udvikle sig til en lavine. Ifølge Det Danske Udvandringsarkiv emigrerede 10.000 danskere årligt mellem 1869 og 1908. Noget lignende kan ske igen, hvis ikke Danmark forbliver attraktiv.
5. Sammenhængskraften falder i takt med at befolkningens etniske, religiøse, uddannelses- og aldersmæssige sammensætning tipper. Generationskontrakten vil om få år føles urimelig for de erhvervsaktive, som ikke vil lade sig nøje med ansvarlige lønstigninger for at holde inflationen i ave, de reale huspriser høje og pensionisternes formuer intakte. Tværtimod vil de erhvervsaktive, gennem en løneksplosion, som de færreste i dag kan forestille sig, gennemtvinge en brutal omfordeling af velstand på bekostning af de velbjergede pensionister.
Ansvarlighed
Virkningerne af ovennævnte forhold viser sig så langsomt, at de er svære at tage alvorligt inden for en valgperiode endsige et budgetår. Men det får dem ikke til at forsvinde. Den aktuelle overbudspolitik accelererer udviklingen mod alvorlige velfærdstømmermænd, allerede inden udløbet af den aktuelle 2015-plan.
Når befolkningen først er ældet, det relative kompetenceniveau er faldet, andelen af lavt uddannede indvandrere og efterkommere er steget, sammenhængskraften er eroderet og højtuddannede forlader landet i stort tal – så griber disse mekanismer selvforstærkende ind i hinanden, således at Danmarks kommende status i den økonomiske anden division bliver irreversibel. Behovet for langsigtet økonomisk ansvarlighed er derfor mindst lige så stort som for 30 år siden.