Den 14 marts 2009 tog Serkan og mig med til det meget omtalte ligoptog på Nørrebro.
Ligoptoget var Mustafa Shakirs families og Nørrebros sidste farvel til et bysbarn, en søn, en bror og en ven.
Mustafa Shakir var en ung mand med Irakisk baggrund som desvære befandt sig på et forkert sted på et forkert tidspunkt.
Stedet var Mjølnerparken en sen aftentime, sidende i sin bil ventende på et af sine familiemedlemmer blev Mustafa offer for den bandekonflikt, som har ramt Nørrebro og andre områder i og omkring København.
Ukendte gerningsmænd skyd Mustafa i hovedet og forsvandt.
Sådan endte en uskyldig ung mands liv.
Gerningsmændende er endnu ikke fundet.
Alt dette har aviserne skrevet masser om, men at stå og se Mustafas familie, trykke deres hænder, veksle et par ord med hans søskende og andre familiemedlemmer og se hans kiste ankomme i en rustvogn får det medieskabte billed til at blive bleget og unuanceret.
For virkligheden og det at stå midt i virkligheden er en langt dybere og barsk oplevelse end det nogensinde bliver at se noget på en TV skærm eller læse om noget i en avis.
På Nørrebro den 14 marts til Mustafas ligoptog var sorgen, angsten, tabet og tørsten efter menneskelighed og respekt for menneskeliv tilstede.
Vi var der alle, høj og lav, indvandrere og etniske danskere, dem med farverrigt tøj og dem klædt helt i sort.
Dem der er meget faste i deres tro på en gud og dem som ikke tænker så meget om der er mere mellem himmel og jord.
Gammel som ung, barn og voksen alle var vi med i et sørgeoptog først og fremmest for at tage afsked med Mustafa, men også for at sørge over de meningsløse skyderier og det meningsløse had som står bag alt der ødelægger freden og harmonien samt livet for os mennesker, ikke bare på Nørrebro men i hele Danmark.
I sorg og glæde finder mennesker sammen og desvære fandt Nørrebro sammen i sorgen.
Mustafas sidste gerning på Nørrebro blev at tænde et lys i utroligt mange menneskers hjerte.
Et lys om at vi kan stå sammen og om at vi vil og ønsker at dele vores by, gade samt land med hinanden.
Vi er forskelige og forskeligheden var også tilstede i ligoptoget.
Men noget bandt os sammen, dette noget var et stærkt ønske om at volden, hadet og racismen måtte forlade vores by og vores land.
Stilheden på Nørrebro var overvældende og aldrig har så mange forskelige mennesker stået med tåre i øjnene og kigget tomt ud på Nørrebrogade.
Hverdagslivet var for en stund gået i stå, men for mange var det tavse og sørgende Nørrebro på samme tid med til at styrke bevistheden om at livet er det bedste vi har og noget som vi alle skal være med til at værne om.
Vi gik lige bag Mustafas mor og søskende og deres gråd og sorg over tabet af Mustafa var næsten ikke til at holde ud.
Mange vendte sig om mod moren men ingen viste hvordan man skulle lindre hendes sorg.
Måske er der ikke nogen rigtig måde at lindre en mors sorg over tabet af en elskede søn.
Og dog kunne man fornemme at deltagelsen af så mange mennesker i Mustafas ligoptog var noget som gav familien og moren styrke.
Nu er det op til os alle og op til politikerne at passe på at det lys og håb om fred som blev tændt på Nørrebro ikke bliver slukket.
Vi må aldrig glemme at politik også handler om mennesker og vi må aldrig glemme det menneskelige aspekt i vores politiske handlinger og beslutninger.
Jeg vil afslutte mit indlæg med at citer et uddrag fra et digt skrevet af Mustafa.
"Mine brødre på jorden.
Jeg beder jer om fred.
I skal ikke tage livet af kærligheden.
I skal ikke tage livet af duerne."
Mustafa Shakir
Duerne blev sat fri den 14 marts på Nørrebro så lad os alle passe på at ingen, hellere ikke os selv tager livet af Mustafas fredsduer.
http://www.youtube.com/watch?v=1OnWAOqZj58