Rutebil fra Bolbro til Vissenbjerg (ca. 17 km), torsdag morgen ca. kl 5.55
Pris enkeltbillet : 40 kr
Tillæg for evt. transport af cykel : 25 kr
Ialt for enkelt tur m/ cykel : 65 kr
Alt. ialt for billet tur/retur u/ cykel : 80 kr
Timeløn for vikariat på pejsefabrik i Vissenbjerg :
Løn/time : 133 kr
Dagløn 8 timer : 8 x 133 kr = 1064 kr
Dagløn efter skat 40% : 1064 x 0,60 = 638,40 kr
Ugeløn efter skat : 638,40 x 5 = 3192 kr
Løn/time efter skat 40% : 79,80 kr
Løn efter daglig transport med rutebil t/r : 3192 - (5 x 80 = 400 kr) = 2792 kr
Ny dagløn efter offentlig transport med rutebil t/r : 2792/5 = 558,40 kr
Ny timeløn efter daglig offentlig transport med rutebil fra Bolbro i Odense til Vissenbjerg og tilbage igen (efter skat) : 558,40/8 = 69,80 kr
Det kan ganske enkelt ikke betale sig at benytte sig af offentlig transport for at tage et vikariat i Vissenbjerg.
Jeg ved det, for regnestykket stammer fra den virkelige verden. Da vi endnu ikke har et større indtjeningsgrundlag i vores virksomhed arbejder jeg bl.a. som vikar i forskellige industrivirksomheder, som oftest timelønnet. Denne gang var jeg, som det fremgår, i et vikariat i en industrivirksomhed i Vissenbjerg. Jeg tog kun rutebilen een gang - og valgte altså istedet at bruge to timer af min tid dagligt på at cykle de 20 km fra min bopæl til arbejdspladsen, og 20 km derfra og tilbage til Odense igen. Dette er naturligvis en barsk tur, især da der er mange bakker henimod Vissenbjerg - men jeg trængte til frisk luft og motion, og fik masser af dette. Imidlertid er to timers transport lang tid, især hvis man har små børn, og det er uholdbart i længden. Skal man tage den offentlige transport, bon'es man imidlertid for hele 80 kr dagligt, og skulle man vælge kun at tage bussen den ene vej (turen hjem til Odense er jo ned af bakke det meste af vejen), straffes man med at betale yderligere 25 kr for transport af cyklen, dvs. reelt en meget lille besparelse.
I begge tilfælde kan det ikke betale sig at tage dette vikariat. Vælger man cyklen får man frisk luft men ingen betaling for de to timers transport. Vælger man bussen bliver timelønnen reduceret med en 10'er i timen af rådighedsbeløbet efter skat, heri ikke medregnet omkostningerne for ventetid på bus og reel transporttid med bussen, som dog formodes kortere end cykelturen.
I ingen af tilfældene er medregnet de evt. skattemæssige transportfradrag, som under alle omstændigheder først mærkes langt senere, og (formoder jeg) først ved megen regelmæssig daglig transport frem og tilbage, og altså ikke for den slags jobs som dette.
Pointen med dette indlæg er naturligvis at hvor den offentlige transport burde være det oplagte redskab for at medvirke til større fleksibilitet for virksomheder der står og mangler akut arbejdskraft - og for de arbejdstagere, som ønsker et mere fleksibelt arbejdsliv, der gør det muligt for dem at træde til i den slags tilfælde, der er det i mange tilfælde aldeles uøkonomisk at benytte den offentlige transport. Ønsker man dette er der i mange tilfælde ikke reelle alternativer til at anskaffe sig en bil - da intet andet giver den nødvendige fleksibilitet og økonomi.
Jeg har svært ved at forstå hvorfor offentlige rutebiler og lignende skal være en forretning og drives som en forretning af private busselskaber, når det burde være ligetil at se at en drift som reel offentlig service sandsynligvis ville være til større gavn for os - ved at medvirke til at skabe et fleksibelt arbejdsmarked.
Hvorfor ikke indrette den offentlige transport som et fleksibelt redskab til hjælp for de virksomheder, som det virkelig gavner at de medarbejdere de har behov for, kan komme ud til dem - uden at der begås vold på det hele ved at opkræve priser, som gør det hele fuldstændig uøkonomisk?
Jeg tror ikke det kan gøres uden at man nytænker hele den måde der drives offentlig transport på. Der må kunne skeles til delebil-ordningerne og andre mere fleksible metoder end de store og meget dyre rutenet. Men vigtigst af alt : offentlig transport bør ses som en offentlig service overfor borgere og virksomheder. Offentlig trafik bør ses som en investering i vores arbejdsmarked - ikke som en forretning, som der skal tjenes penge på.