Radikale.net er ikke et kortsigtet projekt, som skal "høste" vælgere. Det er et langsigtet skridt i en proces vi er gået igang med, hvor vi som politisk parti organiserer os i højere grad vha. digitale værktøjer og arkitekturer, som giver større magt til de enkelte medlemmer og mindre grupper, end der tradtionelt har været plads til i et politisk parti. Det er positivt og har mange fordele.
Men det er ikke sket med udviklingen af Radikale.net. Der bør fortsat investeres i at videreudvikle både denne platform og partiets øvrige netaktiviteter. Og det behøver ikke koste millioner.
Radikale.net som det er nu er udviklet proprietært, dvs. der er nogen der ejer kildekoden - dvs. os, alle medlemmer af Radikale Venstre - og holder kortene for hvordan det er lavet, tæt ind til kroppen. Det har nogle store ulemper, bl.a. store omkostninger til udvikling og køb af serviceydelser, især i fht. videre udvikling af softwaren. Hvis firmaet der har udviklet Radikale.net går nedenom og hjem eller de personer i Radikale Venstre som har arbejdet med softwaren får nyt job eller af andre grunde forlader organisationen, står vi uden manual og med et stykke software som vi ikke kan være sikre på, at vi til alle tider har rettigheder til at modificere, bruge og videredistribuere - og evt. anvende i andre sammenhænge (f.eks. som kampagnesites).
Jeg mener at vi istedet for at arbejde proprietært bør frigive kildekoden til Radikale.net under GPL.
GPL står for General Public License og udgives af Free Software Foundation : http:/www.fsf.org/
Det er en licens der anvendes af det meste af det der populært kaldes "open source" software, da licensen giver enhver bruger ret til at ændre (dvs. typisk forbedre) og videredistribuere kildekoden, og samtidig pålægger en forpligtelse til at enhver videre spredning også skal finde sted under GPL. Dette kaldes copyleft, og betyder, at alle indenfor GPL kan bidrage til projektet, uden at risikere at de ikke har ejerskab til senere versioner af projektet.
Vi har meget at vinde ved dette. således at der kan bygges videre på softwaren, hurtigere og bedre, af enhver som måtte ønske det - uden unødvendig, kostbar, centralistisk styring - men med en kerne af fornuftige udviklere, som hver især dedikerer en smule af deres tid til det videre arbejde. Det vil kunne medvirke til at skabe et community omkring i første omgang vore egne online arkitekturer. Og det community kan medvirke til at træne og øve de udviklere, som skal hjælpe os med at bygge de online arkitekturer Danmark har brug for, når vi kommer i regering igen.
Udviklingen af Radikale.net bliver ikke bare en medlemsopgave, men åbner også op overfor en bredere omverden af både udviklere og andre, der kan anvende vores software i andre sammenhænge, hvilket giver influx af gode idéer og funktionalitet - som i sidste ende også kommer os til gavn. Det er i første omgang en økonomisk fordel, men den største gevinst er at sikre vores adgang til koden for eftertiden - og at give os fordele for os at få vores software ud i verden og arbejde for os.
Vi kan under GPL eller lignende løfte langt større opgaver, evt. også på tværs af landegrænser, end hvis det hele skal betales over kontingentet.
Jeg foreslår derfor dette badge som jeg opfordrer alle, der kan bakke op om forslaget til at synliggøre på deres profil. Badget forestiller den karakteristiske gnu fra Free Software Foundations logo. Hvis du kan støtte at dette badge oprettes, kan du hjælpe ved at anbefale dette indlæg via linket i spalten til højre. Hvis indlægget anbefales af tilstrækkeligt mange radikale brugere af Radikale.net, bliver det oprettet som badge.
---
PS. For at afklare : Når jeg f.eks. bruger udtrykket "digitale arkitekturer" visse steder i ovenstående så er det for at udtrykke mig præcist. Et website er f.eks. en meget snæver definition af hvad internettet er og kan. Der findes utallige anvendelsesmuligheder og web er kun een af mange. Derfor udtrykket, som jo inkluderer p2p, ip-telefoni, sociale fora, sms, wikier, blogs - og meget andet som jeg ikke kender til.