Siger ét, gør noget andet. Sådan kan man sammenfatte regeringens politik på bistandsområdet. Folketinget havde en god, stor og lang debat om ulandsbistand i går, hvor regeringen kunne have valgt at lave et bredt forlig med os andre om en højere ulandsbistand. Men valgte endnu en gang at trække et dårligt forlig i automaten hos Dansk Folkeparti.
Nedenfor er en kronik som Politiken bragte 14. januar 2008 om mit syn på fremtidens ulandsbistand. Håber I finder den læsværdig. Giv gerne ris (og ros! :-))
MHP
***
Godt med højere ulandsbistand – men til hvad?
Af Morten Helveg Petersen, MF (R)
Det er godt at ulandsbistanden – måske – igen skal stige. Men vi bør bruge anledningen til ikke kun at diskutere tal og besparelser, men fremtidens ulandsbistand og hvordan den passer ind i en ny tolkning af en aktivistisk udenrigspolitik. Hvad vil vi med ulandsbistanden? Hvordan hjælper vi bedst klodens fattigste? Mål og midler skal stå klart i stedet for den udhuling af både økonomi og opgaver som er sket gennem de senere år. I kronikken skitseres en række konkrete forslag: Der skal mere politik i ulandsbistanden, det civile samfund skal bidrage til folkelig opbakning og bistanden skal bruges klogt, også til stater vi ellers ikke vil have noget at gøre med fra officielt hold. Ulandsbistanden kan blive en vigtig brik i en fremadrettet, progressiv udenrigspolitik.
Der er meget galt i Afrika. Men det slår alligevel én når man rejser i Afrika at der er meget håb. Håb om at Afrika selv kan løfte sig ud af fattigdommen, med egen kraft og en hjælpende hånd fra vi i den rige verden. Men håb og ambitioner på Afrikas vegne drukner i den danske debat om hjælpen til de fattige lande.
Oppostionen har trådt sig selv over tæerne i kampen om de mest højlydte protester over VK-regeringens besparelser på ulandsbistanden. I valgkampen i 2001 sagde regeringen at man ville spare 1,5 mia.kr. på ulandene og overføre pengene til sundhedsområdet. Som en engangsfornøjelse. Siden da er Danmarks samlede internationale engagement blevet beskåret flittigt og systematisk. Udover ulandsbistanden løb VK-regeringen fra et forlig om den såkaldte miljø-, freds- og stabilitetsramme der skulle have udgjort yderligere 0,5 procent af bruttonationalindkomsten. Her en årrække senere lægger VK-regeringen op til at at udvide indsatsen på selv samme områder. Hykleriet er tommetykt og besparelserne på det internationale felt har været massive og reelle. Og oppositionen har gennem årene kritiseret regeringen for besparelserne, men uden at det er lykkedes at flytte diskussionen udover de rituelle, men velbegrundede protester over besparelser og procenter.
Der er grund til at glæde sig over de nye toner fra regeringen. Men det er vigtigt at anledningen bruges til ikke bare at diskutere økonomi og besparelser, men hvad vi vil med ulandsbistanden. Væk fra diskussionen om økonomi og over til indholdet. Vi skal bruge én procent af bruttonationalindkomsten på bistand – en procent som vi hele tiden skal sikre, bliver brugt rigtigt.
Ulandsbistandens formål har traditionelt været at bekæmpe fattigdom og løfte mennesker i den tredje verden ud af fattigdom. Men igennem de senere år er en række opgaver blevet skubbet ind under den ulandsbistand, der ellers skulle hjælpe de fattigste på kloden på vej. Miljø og klima, hjælp til flygtninge både ude og hjemme, gældslettelse og meget mere. Så ikke nok med at de samlede bevillinger har været under pres. Nej, der er også tilført nye typer af opgaver, der isoleret set kan være meget fornuft i, men som ikke bare udhuler den traditionelle, fattigdomsorienterede bistand, men som også udhuler mål og midler. Hvis vi bliver ved med at proppe allehånde aktiviteter ind under ulandsbistanden flyder mål og midler ud i ét. Alt kan lade sig gøre. Alt kan lade sig finansiere under ulandsbistanden.
Mere generelt har VK-regeringen i al for høj grad defineret sin aktivistiske udenrigspolitik som dét at sende soldater ud. Det kan bestemt være relevant og rigtigt, men der er brug for en ny tolkning af begrebet aktivisme så aktivisme ikke kun forstås militært. I USA har man eksempelvis for tiden en indgående diskussion af hvad nogen kalder ”smart power”, dvs. en blanding af hård og blød magtanvendelse, hvor den smarte magtanvendelse er udtryk for at man i udenrigspolitikken skal søge at projicere værdier og holdninger på en måde der gør USA ideologisk attraktiv og ikke kun have fokus på krudt og kugler.
Ulandsbistanden skal selvfølgelig indgå i den danske udenrigspolitiske værktøjskasse.
Vi bør oprette en særskilt såkaldt global økonomisk ramme til at løse opgaver indenfor miljø, klima, freds- og stabilitetsopgaver så ulandsbistanden igen kan blive et redskab til at bekæmpe fattigdom. Og vi skal politisere ulandsbistanden, så Folketinget får et direkte medansvar, og så bistandens indhold og ikke kun størrelse bliver en del af den almindelige politiske debat.
Det skal gøres ved at kræve at civilsamfundet i Danmark bidrager til folkelig opbakning. Og vigtigst af alt: vi skal sikre os at pengene bliver brugt klogt. Mål og midler skal afklares. Derfor skal Danida koncentrere sig om programsamarbejdslandene, FN skal bruges hvor de er bedst, og civilsamfundet skal bruges både i arbejdet med pariastater og til at skabe diskussion og folkelig forankring i forbindelse med udviklingsbistanden generelt.
Allerførst er det vigtigt at konstatere at ulandsbistand nytter. Hjælpen til de fattige lande hjælper. Men det skal stå klarere for politikere og befolkning på hvilket grundlag vi yder bistand og om vi opnår den effekt vi gerne vil. Der skal mere politik i ulandsbistanden så vi gør området til genstand for politisk diskussion. Og vi skal prioritere hårdere i de kriterier vi yder bistand efter og være parate til at tage konsekvenserne hvis bistanden ikke virker efter hensigten.
Den danske udviklingsbistand har hidtil taget udgangspunkt i de landevalgskriterier som Folketingets Udenrigsudvalg opstillede i 1989. Problemet er at de er for brede og kan være indbyrdes modstridende. Dansk ulandsbistand skal i dag støtte udfra kriterier om fattigdom, tilgang af bistand fra andre, dialogen med det pågældende land, miljø, menneskerettigheder, ligestilling, hidtidige erfaringer og mulighederne for dansk erhvervsliv. Dertil kommer så alle de nye typer af opgaver som VK-regeringen har lagt ind under ulandsbistanden. Derfor er det på høje tid, at Folketinget udarbejder nye kriterier for landevalg. En strategi indebærer også fravalg. Og det er for få fravalg i dansk ulandsbistand i dag.
Når Danmark vælger at hjælpe et givent udviklingsland må der som grundlag for samarbejdet tages udgangspunkt i, hvordan landet ønsker at udvikle sig. Nye kriterier kunne tage udgangspunkt i om modtagerlandet har behov for hjælp til at bekæmpe fattigdom– f.eks. målt på gennemsnitsindkomst eller antal fattige mennesker. Eller om modtagerlandet er demokratisk og respekterer menneskerettigheder – f.eks. målt på afholdte valg, pressefrihed eller Amnesty Internationals indberetninger. Eller om modtagerlandet har vilje til at opfylde strategier for bekæmpelse af fattigdom, overholde god makroøkonomisk praksis samt opfylde FN’s Tusindårsmålsætninger. Og endelig om modtagerlandet har vilje til at ville selv.
Sådanne kriterier kan aldrig blive objektive, men nogle minimumskrav kan opstilles. Når et land er valgt, så bør Danida som et led i sine forhandlinger om et bistandspartnerskab med landet opstille nogle klare kriterier på makro-, sektor- og projektniveau. Disse kriterier vør være ledetråden i de årlige forhandlinger med landet, således at kun hvis der er en vis grad af succes, bør støtten fortsætte. I mange ulande er logikken, at jo værre det hele står til, jo mere støtte kan man bede om. Logikken skal vendes om: Jo større succes i projekterne, jo mere landet selv har lagt sig i selen for at nå de opstillede mål (eller sørget for, at de var realistiske og bæredygtige fra starten), jo mere skal de belønnes med yderligere bistand.
En yderligere belønning skal være, at Danida gradvist slækker på kontrollen med udbetalingen af midlerne, i takt med at modtagerlandet har bevist sin succes. Endemålet må være en slags rammebevilling til et lands overordnede strategi for fattigdomsbekæmpelse, altså at landet selv, eventuelt i samarbejde med dansk bistand til opbygning af lokale rigsrevisioner, er i stand til at forvalte danske bistandsmidler på betryggende vis.
For at sikre mest muligt lokalt ejerskab bør det også overvejes at stille krav til modtagerlandet i retning af, at modtagerlandet selv prioriterer indsatsområderne i modtagerlandets egne statsbudgetter. Danmark skal droppe statsligt samarbejde med dårlige regeringer, der ikke vil prioritere god regeringsførelse. De dårlige lande bør vi i stedet støtte gennem det civile samfund.
Folkelige bevægelser er afgørende for udviklingen af demokratiske retsstater og bekæmpelsen af fattigdom. Det er vigtigt at have en folkeligt forankret udviklingsbistand. Dels fordi bistanden bliver bedre hvis den hele tiden skal retfærdiggøres overfor et interesseret bagland. Dels fordi bistanden bliver bedre, hvis den har et element af menneskelig udveksling i sig. Dels fordi vælgerne dermed ikke oplever bistanden som et overgreb mod dansk velfærd, men en værdig sag at engagere sig i – også økonomisk.
Men udviklingsarbejdet er blevet mere og mere professionelt. En lille kreds af særligt indviede lever af og med hinanden i den såkaldte bistandsmafia i Danmark i dag. For at opprioritere den reelle folkelige forankring bør de større, frivillige organisationer derfor hvert år udarbejde et folkeligt regnskab.
Og Danida bør som et vigtigt led i den folkelige forankring foretage en opsøgende informationsindsats. Hvad med om Danida stod i spidsen for en årlig ”TV-aktion”? Det gør man i Norge, hvor Norges public service TV går i spidsen for en oplysnings- og indsamlingsindsats omkring et tema. Danida bør stå i spidsen for en årlig Operation Dagsværk blandt folkeskoleelever, der knytter an til TV-aktionen. Deri ligger også en drisitig ambition om at nå bredt ud. Ulla Tørnæs´ besynderlige kendis-show fra sidste år hvor kendte skulle uddele ulandsbistand var et slag i luften og fortjener ikke gentagelse.
De lande, som Danmark ikke kan samarbejde med i partnerskaber, er ofte de lande hvor behovet for hjælp er størst. Befolkningerne lider, og landene destabiliserer ofte deres region. Zimbabwe er et grelt eksempel, men der kunne nævnes mange andre. Det er vigtigt ikke at vende ryggen til sådanne stater. Derfor bør vi overveje en indsats overfor stater vi ikke vil have noget at gøre med officielt, f.eks. Zimbabwe eller Burma. En sådan indsats kunne kaldes for en pariastats-strategi.
I alle de besværlige lande er der i større eller mindre grad en rest af civilsamfund. Det kan være erhvervslivets organisationer, religiøse grupper, kvindegrupper, eller spejdere, eller politiske partier, eller fagforbund, eller små modige NGO´er. Disse grupper kan indefra søge at drive landet i retning af respekt for menneskerettigheder og demokrati, og god regeringsførelse. Danmark bør støtte sådanne bevægelser for at skabe lande, vi kan indgå partnerskaber med.
Det ville opfattes som udenlandsk indblanding, hvis Danmark gav støtte direkte til menneskerettighedsarbejde eller politisk arbejde i Zimbabwe. Derfor kunne man forestille sig en model hvor midlerne blev givet til modtagerne af et af regeringen uafhængigt organ, der har et mandat der hedder ”Støtte til demokratifremmende arbejde i fattige lande med dårlig regeringsførelse”. Der skal være en mulighed for, via denne pulje at støtte arbejde i meget svagt funderede lande, som Burma eller Sudan– selv om disse lande traditionelt er svære at få rapporteringer ud af.
Danmarks rolle overfor Zimbabwe har været en zigzagkurs. Det meste af tiden har vi vendt ryggen til, siden vi trak os ud. Dette afløses af et lille dryp af humanitære penge, når stilstanden bliver for pinlig. Men en strategi? Det ville være en rå løgn, hvis regeringen påstod at der var en linie gennem de sidste fem års politik. Kunne spørgsmålet ikke fortjene en egentlig politisk behandling?
Men i dag er Christiansborg stort set fraværende i ulandsdebatten, der typisk kører i lukkede cirkler. Udenrigsudvalget behandler primært dansk udviklingspolitik på et overordnet strategisk niveau og tager ikke stilling til de enkelte projekter. Tilbage står at hvad angår konkrete bevillinger er der en diskussion i Folketingets Finansudvalg, der kun sjældent omhandler bistandspolitiske målsætninger og kriterier. Folketingets Udenrigsudvalg behandler ikke spørgsmålene systematisk. Danidas Styrelse, hvor alle interesserne er repræsenteret, godkender i næsten alle tilfælde Danidas indstillinger. Men hvor bliver diskussionen så af? Tilbage står at Danmark yder en samlet ulandsbistand på over 13 milliarder kroner om året, men med en forbløffende lille folkelig diskussion.
På tilsvarende vis kunne man forestille sig at Folketingets Udenrigsudvalg skulle give Udviklingsministeren et mandat inden der er årsforhandlinger med de enkelte modtagerlande. På tilsvarende vis som indenfor EU-politikken, hvor de enkelte ministre får mandater af Europa-udvalget, bør Udenrigs-/Udviklingsministeren have mandat til at gennemføre årsforhandlinger med de enkelte modtagerlande af dansk ulandsbistand. Så bliver Christiansborg reelt inddraget i udformningen af dansk ulandsbistand og vi vil forhåbentlig få en langt skarpere diskussion af mål og midler i dansk ulandsbistand. Dette princip kunne også udbredes til at gælde den multilaterale bistand, således at Ministeren søger mandat til årsforhandlingerne og årsmøderne med de enkelte multilaterale organisationer.
Man kunne også overveje at lade et uafhængigt institut fremover få ansvar for at indhente uvildige evalueringer af dansk ulandsbistand, f.eks. Rigsrevisionen, der i samarbejde med gode revisionsfirmaer i syd kan forestå de nødvendige evalueringer. Som det fungerer i dag foretager Danida selv evalueringer af dansk ulandsbistand gennem uafhængige konsulenter, der skal diskutere konklusionerne indgående med Danida inden offentliggørelsen.
Alternativt bør der arbejdes med at ansvaret for at følge op på Danidas evalueringer placeres udenfor Danidas regi, f.eks. i Folketingets Udenrigsudvalg eller Danidas Styrelse. Det afgørende er at Danida ikke selv både forestår udarbejdelsen af evalueringer og samtidig er ansvarlig myndighed for at følge op på evt. konklusioner. Dertil kommer at effekten af ulandsbistanden løbende bør kunne vurderes, f.eks.ved at offentliggøre indikatorer på relevante niveauer, som der rent faktisk måles på løbende, og som publiceres på f.eks. www.danskulandsbistand.dk, så enhver borger kan vurdere om Danida’s bistand når sine målsætninger.
Der er brug for mere politik i ulandsbistanden. Der er brug for fravalg og for reelt at inddrage befolkningen i udformningen af fremtidens ulandsbistand. Ellers drukner diskussionen i uenighed om procenter og besparelser. Rigtigt håndteret kunne ulandsbistanden blive et centralt redskab i den udenrigspolitiske værktøjskasse, der på bedste vis var udtryk for danske værdier og interesser i den tredje verden. Dét kunne være et bidrag til at fjerne lighedstegnet mellem en aktivistisk udenrigspolitik og udsendelse af danske soldater.
***