Radikale Venstre gik til valg på 9 reformer for et bæredygtigt Danmark.
3 om grøn skat, klima og økologi
3 om tillid, børn og sundhed
3 om asyl, integration og udenlandsk arbejdskraft
Et sammenhængende program, der addreserede nogle af de væsentligste udfordringer Danmark står overfor - uanset hvem der sidder i Regering.
I søndags kom Mette Frederiksen så med 9 teser. Hver for sig bestod de færreste næppe "ikke-testen", da mna dårligt kan mene det modsatte. Men grunden til at vi tog pænt imod, var at S lagde op til en grundlæggende debat under overskriften "pligter er vigtigere end rettigheder". Her så vi antydningen af et opgør med "mer' vil have mer'" tankegangen, som vi med rette klandrede de socialdemokratiske velfærdsrettigheder for at være udtryk for.
Vi så en chance for at den diskussion om prioritering af de udsatte før gennemsnitsdanskeren, som vi vil starte med den sociale 2015-plan, havde fået endnu en deltager.
Bedst som debatten var ved at komme igang, kom så endnu et stunt fra SF. Her var man ikke optaget af den substantielle diskussion - af åben debat. Men istedet hurtigst muligt at få lagt SF, S, R i fælles armlænker, så partierne fremstod i forening. Derfor dukkede en journalist op med endnu et udspil fra SF, som skulle samle oppositionen.
Vi er klar til samarbejde med folkesocialisterne om hvad som helst - hvis der er tilstrækkelig politisk fællesmængde. Men vi vil ikke lave fælles program. For vi er ikke en blok. Der er åbentlyse forskelle med de fire partier, der ikke har peget på Anders Fogh.
I et interview med TV-avisen smed jeg både social 2015-plan, grøn skatterform og afskaffelse af forbeholdene på bordet til SF og alle andre. For vi har masser af politik og reformforslag. Og til forskel fra folkesocialisterne fremlægger vi ikke noghet, som ikke kan gennemføres, når vi får et nyt flertal.