Linda Kristiansen , HB-medlem og Folketingskandidat i Ringstedkredsen , 21-09-2007 16:56:52

Det kan man da kalde at smide bolden op til en af de mest interessante debatter her på siden. Kunne være meget interessant hvis man kan få folk fra andre partier til at delatge i den debat - eller folk uden partifarve.

Jeg tror jeg vil starte med at svarer kort og så ellers overveje det nærmere. For jeg har ikek på stående fod argumenterne i orden - det handler nemlig også om følelser at tale om værdier.

Kan man være et indflydelsessøgende midterpart - og samtidig stå fast på sine værdier? JA.

Hvor går den radikale smertegrænse, når værdibasseret mandatfremgang omsættes til indflydelse? TROR DET HANDLER OM VURDERING I HVER ENKELT SAG OG MAVEFORNEMMELSER.

Tomas Bech Madsen , Radikal med liv og sjæl - og medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget , 21-09-2007 18:00:02

Endnu et godt initiativ fra folketingskandidatnetværkets side!

Morten Blaabjerg , Historiker og medievejviser , 21-09-2007 18:09:05

Et par hurtige : (mere vil sikkert fremgå af diverse øvrige indlæg)

Kan man være et indflydelsessøgende midterparti - og samtidigt stå fast på sine værdier?

Ja, naturligvis. Men jeg tror det kræver en ledelse som kan være forbandet kold i røven overfor hvordan pressen og diverse journalister opfatter partiet - og totalt fokuseret på de værdier og den vægt på samtale, dialog og forhandling, som de indebærer.

Hvor går den radikale smertegrænse, når værdibasseret mandatfremgang skal omsættes til indflydelse?

Så længe MF'erne følger deres hjerte og mavefornemmelse og er parate til at igen og igen at stille sig op og argumentere og svare åbent på spørgsmål om deres bevæggrunde, så er jeg ikke bekymret. Det værste er når det virker som om de folkevalgte ligger under for en meget omskiftelig offentligheds opfattelse af deres valg og beslutninger og lader sig lede af hvad der tilsyneladende er "smart" og "populært" i øjeblikket. Hav tillid til de langsigtede mål og den tid det tager at argumentere, selvom det er vanskeligt at forklare til en journalist, der skal lave 2 min. til sin tv-avis.

Der er sommetider forslag fremme om at formulere et radikalt værdisæt i afsluttede formuleringer, som "nemt" kan sælges og markedsføres. Jeg tror ikke det er særligt vigtigt, og jeg tror der er større besvær ved at "låse" vores værdier, debat og diskussion fast på en sådan måde, end ved at lade vores værdigrundlag være ikke-endeligt, men konstant formuleret og udfordret, som det er i alle de diskussioner, som finder sted i partiet, f.eks. her på siden.

Rune Heiberg Hansen , Folketingskandidat i Hovedstaden , 24-09-2007 11:31:10

Nej tak til mavefornemmelser.

Radikale Venstre er et værdiparti med et pragmatisk fokus. Mavefornemmelser er at lade politisk lederskab afløse af vindbøjtler.

Politisk lederskab handler om at tage ansvar for en retning og de skridt, der skal til for at nå dette. Vi har valgt et mål om en retning og en række skridt vi skal tage for at nå derhen, fx den grønne skattereform og tillidsreformen. Det mål skal vi holde fast i.

Gennem vores historie har vi valgt at følge vores mål, og vi har vist, at vi har styrken til at tage ansvar for disse valg. I 80'erne valgte vi Schlüter, fordi han var forudsætningen for økonomisk genopretning. I 90'erne valgte vi Nyrup, fordi han var midlet til nødvendige reformer. Begge valg havde omkostninger, men vi holdt målet for øje.

Jeg er bange for, at vi vores værdi-fokus kommer derud, hvor ingen kompromiser er mulige. Der var vi med Den Anden Vej. Derfor er jeg glad for, at vi nu holder mulighederne åbne. Lad dem forblive sådan i en rum tid. Dermed også sagt, at vi ikke må kravle højere op i det moralske træ, end vi kan komme ned på jorden igen efter valget.

Hvor vi end ser hen vil vi skulle gå på kompromis med vores idealer om udlændingepolitikken. Hverken S eller VK vil være med helt derhen, hvor vi står. Det samme er formentlig gældende på skattepolitikken. Kan vi leve med det? Ja det kommer jo an på hvad vi ’får’, og hvad alternativet er. Igen bør vi forholde os pragmatisk til virkeligheden. Det står vi os bedst ved, og det forstår vælgerne udmærket. Særligt, hvis vi lægger vores overvejelser og afvejning ærligt frem.

Rune

Dennis Wowern Nielsen , Bornholm , 24-09-2007 11:34:16

Netop blokpolitik er et eksempel på, hvorledes bestemte partier bliver holdt uden for "ejerkredsen" omkring diverse politiske beslutninger. Disse partier kan, af helt naturlige grunde, ikke føle det store ejerskab til den førte poltitik, og de må forventes at være endog mere end reform ivrige, når de engang "kommer-til-fadet". Dette kan initierer en ond spiral, der kan ende med en mistillids politik á la :" hvad de har bygget op må vi rive ned ...". Denne alternerende proces, der i første halvdel af regeringsperioden nedbryder hvad de andre fik bygget op, og i anden halvdel af regeringsperioden kan bygge noget op, som de andre efterfølgende skal forholde sig kritisk til, er på mange måder irrational i sin arbejdsform; idet i samfundet bliver ikke reformeret væsentligt over tid.

Blokpolitik har kun den effekt, at de vælgerer der står bag de ansvarlige politikeres mandat, for en tid føler: "at endelig sker der noget". Men pendulet svinger tilbage - og intet sker.

Skal et politisk system reformeres effektivt skal det selvsagt ske hurtigt over tid - der skal ske noget radikalt. Og her er svaret altså ikke blokpolitik, men en inkluderende reformpolitik - en politik hvor alle partier føler ejerskab til det endelige resultat.

Denne arbejdsform - der med respekt for andres meninger og værdier - synes i processen langsom og pedantisk, men er i virkeligheden hurtig og effektiv, idet hvad der bygges, bygges kun en gang og bliver stående - landet reformeres.

Men arbejdsformen virker kun under gensidig respekt partierne imellem. Og i vores parti opnås respekten fra andre via faglig dygtighed og troværdighed. (Om jeg selv er inkluderet af disse begreber er en anden, og ganske uinteressant, snak)

"Kan man være et indflydelsessøgende midterparti - og samtidigt stå fast på sine værdier? ", spørger Nils i sit udmærkede indlæg.

Og svaret er: "Ja, det kan man godt gennem en inkluderende samarbejdspolitik - hvor alle i salen føler ejerskab til den resulterende poltik - via kompetente radikale folketingskandidater."


MVH/DWN

Morten Blaabjerg , Historiker og medievejviser , 24-09-2007 12:45:49

Dennis, uhyre interessant indlæg. Det kunne være interessant så at høre dit svar på det andet spørgsmål, Nils stillede :

"Hvor går den radikale smertegrænse, når værdibasseret mandatfremgang skal omsættes til indflydelse?"

Dennis Wowern Nielsen , Bornholm , 24-09-2007 13:46:53

Hej Morten,

Da DRV er et meget bredt parti på alle politiske akser
(fordelingspolitik, skolepolitik, socialpolitik m.m.) tror jeg ikke man med simple midler, fra den politiske ledelses side, umiddelbart kan identificerer en smertegrænse.

(Jeg er bange for, at denne smertegrænse kun findes for det enkelte medlem, idet dette selv vægter de politiske aksers betydning. Dette forhold gør, at den radikale "smertegrænse" er meget let at få øje for det enkelte medlem; mens grænsen for ledelsen er uhåndterlig - måske ligefrem besværlig).

Da jeg i sin tid meldte mig i DRV, skyldtes det fascinationen af tre ord: Frihed, Lighed og Broderskab.

Frihed og lighed for landets borgerer på alle politiske akser, vævet ind i en fælles fortælling om danskere, vores kulturelle mangfoldighed og værdien i, at kæmpe en andens kamp - det store identitetsskabende broderskab. Således vil min peronlige smertegrænse være, at DRV for at opnå politisk indflydelse måtte gå på kompromis med de tre nævnte begreber.

Kompromiser omkring frihed og lighed er heldigvis let at erkende og forholde sig til - være står det til omkring broderskabføelsen. Thi hvordan måler og vejer man hvorvidt folketingsgruppen har arbejdet godt nok for de forskellige mindretal her til lands?

MVH/DWN

Merete Riisager , Folketingskandidat i Svendborg-Langeland og Odense Syd , 24-09-2007 14:44:41

Kan vi stå fast på vores værdier?

Ja, det bestemmer vi jo selv, skulle man mene. Og dog. Vi radikale er til tider vores egen værste fjende. Vi har nogle gode værdier om frisind, ligestilling osv. Men nogle gange får vi os snakket bort fra dem.

På kantmødet var der en pige, der gav et godt eksempel. Vi radikale vil gerne vise vores værdier og rækker derfor hånden ud mod anderledes tænkende - eksempelvis fundamentalistiske imamer. Men vi glemmer at række hånden ud mod de små og de klemte i indvandrergrupperne.

Jeg synes, det var en knaldgod kommentar. Vi glemmer at kritisere de fundamentalistiske imamer, når de ikke udviser frisind og når de spænder ben for ligestillingen. Hvornår har vi sidst brugt en masse krudt på en iransk kvindesagsgruppe?

Vi skal kæmpe for vores værdier og ikke være så bange for om bolden gives op til DF. Vi vinder på den lange bane. Forhåbentlig fordi vi mener noget med værdierne og ikke blot pynter os med dem.

Nils Sjøberg , Folketingskandidat , 24-09-2007 16:08:35

Jeg er helt enig med blandt andet Morten Blaabjerg, Dennis Wowern Nielsen og Merete Risager i, at det kræver vilje til dialog og debat, hvis man skal udvikle og forholde sig til sine værdier. Derfor er det stærkt, at I er gået ind i en værdidebat, som er med til at blotlægge hvilke grundholdninger, der ligger bag de politiske markeringer.
Merete udtrykker det helt klart, når hun siger: "Vi skal kæmpe for vores værdier og ikke være så bange for om bolden gives op til DF".
Personligt vil jeg sige tvært imod. Det er vigtigt, at både vi selv og vælgerne forholder os til hvilket menneskesyn politikerne har bag deres ofte glatte facade. Det vil forhåbentlig få nogen til at tænke sig om mere end én gang, før de sætter deres kryds.
For os som radikale drejer det sig blandt andet om frisind, viljen til dialog og ligestilling.

Rune Christiansen , Radikal Folketingskandidat i Odense , 26-09-2007 16:48:16

Vilje til dialog og debat er fint.- Respekt for andres holdninger og værdier er et grundvilkår for et velfungerede folkestyre, og frisind og samarbejdsvilje er ligeledes godt og rigtigt.

Det ændrer blot intet ved det grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi give køb på i en forhandlingsistuation, og hvad må for os radikale aldrig være til debat? Går grænsen først ved udryddelseslejrene og sarin-gassen, eller er der et sted før det, hvor man som radikal må melde sig ud af forhandlingerne, holde op med at respektere sine modstanderes holdninger og konfrontere det inhumane?

Jeg kan og vil forhandle om trafikpolitikken. Jeg tror på, at vi kan nå et fornuftigt kompromis om bekæmpelse af den globale opvarmning. Med de kompetencer vi råder over i vores politiske ledelse, er det endog muligt at forestille sig et godt radikalt fodaftryk på en bred skattereform. Men jeg kan og vil aldrig, aldrig, ALDRIG NOGENSINDE være med til at gennemføre en politik, der gør dem der har en anden religion, hudfarve, køn eller seksualitet end flertallet til andenrangsborgere i vores fælles samfund.

Jeg kan som radikal ikke støtte politikere, der vil gennemføre lovgivning, der bryder med princippet om alle menneskers grundlæggende ligeværd. Her går en af mine helt faste, uflexible og ultimative grænser.

Det betyder bl.a.: Ingen 24års-regel, ingen starthjælp, ingen diskrimination af homoseksuelle (heller ikke på adoptionsområdet)og ingen love eller regler, der stiller borgere med en anden hudfarve eller religion ringere end flertallet.

Ligestillig, ligeværd og menneskerettigheder er for mig ikke til debat eller forhandlig, ligegyldig hvor mange ministerposter det måtte kunne give, hvis vi slækkede lidt på absolutterne. Og sådan må det for mig at se nødvendigvis være, hvis man er radikal.

Morten Blaabjerg , Historiker og medievejviser , 27-09-2007 00:27:10

Rune skrev :
> Det betyder bl.a.: Ingen 24års-regel, ingen starthjælp, ingen
> diskrimination af homoseksuelle (heller ikke på
> adoptionsområdet)og ingen love eller regler, der stiller
> borgere med en anden hudfarve eller religion ringere end
> flertallet.

Jeg er utrolig enig i, at loven må tilstræbe at behandle enhver borger lige - det er en smertegrænse jeg kan tilslutte mig. Lovgivning der ligefrem tilsigter en ulige behandling (som nogle af de ting du nævner) er statsligt autoriseret magtmisbrug, der kun tjener een ting, at undergrave respekten for Danmark som et retssamfund. Desværre er den slags lovgivning blevet meget mere almindelig (og ikke kun under Fogh - allerede Nyrup kom godt igang med sin lov om "aktiv socialhjælp", med radikal deltagelse).

Dennis skrev :
> Kompromiser omkring frihed og lighed er heldigvis let at
> erkende og forholde sig til - være står det til omkring
> broderskabføelsen. Thi hvordan måler og vejer man hvorvidt
> folketingsgruppen har arbejdet godt nok for de forskellige
> mindretal her til lands?

Personligt har jeg meget vanskeligt ved at acceptere at opleve (i vores ellers, skulle jeg mene, ganske rige land) pensionister kigge efter pantflasker i Netto, for at klare sig igennem. Jeg har svært ved at acceptere at min nabo vælger at kaste sit liv væk i en flaske, især som weekendfar til en dreng på 11-12 år. Og så har jeg svært ved at snuppe politikere som Henriette Kjær, der åbenbart opfatter asylbørnenes (og familiernes) formålsløse og selvdestruktive livsspilde i danske interneringslejre som en "magtkamp" imellem børnenes "dårlige forældre" og den danske stat. Hvor er magtforholdet egentlig henne i den sammenhæng?

Problemet er, at ingen af disse mennesker er en del af mit broderskab. Jeg kan knapt række ud til dem, da vi knapt taler samme sprog. Jeg hilser på mændene nede ved bænken, er vidne til at de samme narkomaner får de samme store hunde, som de ikke magter at tage vare på. Damen i Netto gør mig aldeles magtesløs, jeg må bare stirre efter hende. Henriette Kjær og asylbørnenes forældre har jeg kun et overfladisk forhold til - da jeg kun kender dem igennem et mediefilter, jeg knapt føler jeg kan nære tillid til - jeg kan kun let hovedrystende konstatere, at det åbenbart er Nyhedsavisen der redigerer de dokumentarudsendelser, der sendes på TV2.

Jeg ønsker ikke et nationalt, detail-reguleret pligt-fællesskab med disse mennesker. Men jeg ønsker et samfund, hvor det er endnu vanskeligere at kaste sit liv, sine drømme og sit medansvar væk på den måde. Det kræver, at de børn vi sætter i verden møder en hel del tillid til egne evner og udfordres på anderledes konstruktive måder, end det har været (og er) tilfældet for mange af de skæbner, vi ser på bænken, i Netto, og i asyllejrene. Jeg håber vi hver især kan leve op til det.