Hvis vi som radikale er så internationalt orienterede, hvorfor bliver vi så ved med at tale om danskhed? Jeg kan godt se, at hvis der fandtes noget fælles, der bandt alle danskere sammen, så kunne det være virkelig rart. Så behøvede vi ikke være i tvivl. Så ville vi med rette kunne sige til alle de mennesker, der også har lyst til at bo i Danmark: Se! Her er vores værdier - dem kan I så lige overveje hvad, I synes om?
Men det er just tilfældet, at en sådan danskhed ikke findes. For som med stort set alt, så er det en social konstruktion. Det vil sige, at danskheden kun findes, fordi vi taler om den. Om vi så tog hele Maguritte-ruten rundt (hvordan staves den blomst? - retskrivningsreform nu!) med en flæskestegssandwich i hånden og Gorm den Gamle som vores rejseledsager, så ville vi ikke kunne observere en eneste dansk ting, hvis ikke det kom ud af munden på os. Hvad kan vi så bruge denne erkendelse til? Lad mig først imødekomme eventuelle skeptikere. Er jeg blot en forfærdelig kulturrelativist, som ikke føler mere for noget end noget andet? Er alt lige godt og dermed ligegyldigt? Nej. Det er der ingen, der mener. Der er i hvert fald ingen, der handler efter det. Jeg mener, at vi skal være meget kritiske over for ideen om danskhed, fordi den forsøger at indkapsle nogle bestemte statiske værdier for Danmark. Det tror jeg udelukker mere, end det inkluderer. For uanset hvordan vi prøver at italesætte danskhed, så er der mange ting, som, mange vil synes, det i hvert fald IKKE er.
Så det, vi KAN bruge socialkonstruktivismen (tanken om at der ikke findes noget essentielt, det vil sige noget, som er stadigt og blivende uden om, hvad mennesker har sagt - og dermed konstrueret) til, er som et redskab til at tænke verden på ny. Vi behøver fx ikke abonnere på, at det biologiske køn er udslagsgivende for, hvordan vi agerer. Det samme gælder 'danskhed'. Jeg kan sagtens definere mig selv som dansker. Men det bliver sgu en overordnet definition ala 'en der bor og lever inden for et fællesskab, som bærer navnet Danmark'. Det fællesskab har både ens og forskellige værdier. Individerne i det agerer forskelligt og ens på en gang - det er jo det fascinerende.
Så vi som radikale skal hellere sige: Ja, jeg er dansker. Jeg agerer i forhold til de fællesskaber, jeg bevæger mig inden for. Jeg er socialiseret ind i et overordnet fællesskab Danmark, hvor der til stadighed foregår kampe - synlige og usynlige - om at definere hvilke værdier, der skal afspejle samfundet indadtil og udadtil. Men jeg er udmærket klar over, at de værdier, jeg er opdraget til at have, i udgangspunktet ikke er bedre end andres. Sartre sagde: Jeg tænker i mod mig selv. De skal vi som radikale også gøre. Vi skal tænke i mod vores kulturelle og historiske og sociale baggrund, som har præget os og derfra vælge, hvad vil vi tage med. Jeg vil personligt ikke have danskheden med - den siger meget lidt om, hvem jeg er og slet intet om hvilket samfund, jeg sammen med mine radikale medfæller ønsker at bygge.