Et glædeligt farvel
09-08-2008 18:07:24
Leder i Holbæk Amts Venstreblad, 9.7.08
Gitte Seeberg tiltræder som generalsekretær i Verdensnaturfonden WWF ´s danske afdeling. Hun bytter Christiansborg ud med ydmyge lokaler på Nørrebro i København, og dansk landspolitik byttes ud med organisationsverdenen og et fokus på truede dyr, verdens klima og evige pengeindsamlinger. Det er et godt bytte, og alle parter vinder dermed.
WWF får en kompetent og vellidt leder, der nok skal bringe organisationen frem i folks bevidsthed. Det har den fortjent. WWF er langt mere end pandabjørnenes lobby-forening. Organisationen er en dygtig fortaler for et bedre miljø og for politisk handling til gavn for kloden. Det er let at se Seebergs kvaliteter i det arbejde.
Løsgængergruppen på Christiansborg mister et medlem. Nu er kun Pia Christmas-Møller og Jørgen Poulsen tilbage. Og løsgængere er ikke noget sundt tegn. Vælgerne har en vis ret til at forvente at deres stemmer forvaltes loyalt. Og selvom Gitte Seeberg utvivlsomt havde tungtvejende grunde til at forlade Ny Alliance, så er det dog bedre at mandatet nu gives tilbage til partiet.
Ny Alliance får tilført en ny frisk mand, Villum Christensen, der er institutleder på Syddansk Universitets institut for ledelse. Det virker som en gave fra himlen til Ny Alliance. Godt nok har Ny Alliance allerede misbrugt betydeligt større muligheder end denne, men her er da et menneske med de rette kvaliteter på rette sted.
Og Gitte Seeberg får omsider afsluttet et kapitel i sit liv, som har været besværligt i mange år. Hun stod som en af de store tabere efter halvfemsernes magtkampe i det konservative folkeparti, uelsket af Bendt Bendtsen og af Lene Espersen. Derfor har hun aldrig fået et ministerium under Fogh, selvom regeringen har talt betydeligt svagere ministre end hun ville have været.
Man nævner i flæng nu tidl. trafikminister Flemming Hansen, (K), nuværende trafikminister og tidligere familie- og forbrugerminister Carina Christensen, og kulturminister Brian Mikkelsen, blot for at nævne tre fra de konservatives egne rækker, som hun let havde overstrålet.
Hun får med dagens melding også afsluttet sin del af det mislykkede eventyr med Ny Alliance. Det, der startede med så meget medvind og så stort potentiale, er nu smuldret til det rene ingenting. Det er ikke et kapitel, hun bør være stolt over at hun indlod sig på.
Vi ønsker held og lykke i det fremtidige virke.
rhp
Der er ingen kommentarer endnu.