Mugabe og Fogh

09-08-2008 18:09:58 Leder i Holbæk Amts Venstreblad, 10.7.08

Robert Mugabe har kørt Zimbabwe i sænk, og resultatet er forfærdeligt. 2 millioner fattigdomsflygtninge, heraf mange af de bedst uddannede. Sult. Arbejdsløshed. Frygt. Censur. Valgsvindel. Inflation. Det er gået dårligere, hurtigere, i Zimbabwe end noget andet sted på planeten de sidste otte år. Hvor Zimbabwe for ti år siden skilte sig positivt ud i forhold til sine nabolande, så er landet i dag fattigere, mere sultent, og politisk mere isoleret, end alle naboerne. Det er ene og alene Robert Mugabes skyld. Valget den 27. Juni var en parodi, der druknede i vold, og endte med en afstemning uden modkandidat. En forbenet partiorganisation sendte bevæbnede bander i krig mod befolkningen i provinserne, samtidig med at styret holdt medierne i kort snor. Hvis man har lyst til at læse en statskontrolleret avis, kan det anbefales at se på internetudgaven af den engelsksprogede avis, The Herald, der i tykt og tyndt bakker Mugabe op. Avisen kan ses på www.herald.co.zw/ og giver et lille indblik i propagandaen og uvirkeligheden i Robert Mugabes Zimbabwe. Mugabe er en overlevende dinosaurus, den eneste fra sin generation af frihedskæmpere mod kolonialismen, der fortsat sidder ved magten. Og det er tid at få ham sat fra bestillingen. En krig i Afrika er ikke en løsning. Der er ingen tvivl om, at presset på Mugabe og hans styre skal ske med fredelige midler. Spørgsmålet er, om vi gør hvad vi kan? G8-landene vedtog i forgårs en buket af sanktioner, med indrejseforbud til udvalgte nøglepersoner fra regeringen. Men gør vi fra dansk side, hvad vi skal ? Der er brug for at styrke oppositionen til Mugabe med alle midler. Oppositionen skal have midlerne til at sprede information i Zimbabwe ad hemmelige kanaler. Der skal smugles forsyninger ind i landet til den udsultede befolkning. Der skal organiseres lobbykampagner rettet mod nabolandenes regeringer, så de mister berøringsangsten overfor Mugabe. Og der skal opstilles planer for, hvordan landet kan hjælpes på fode, når despoten er væk. Oppositionen i Zimbabwe skal vide, at hjælpen er på vej, når de selv har taget magten tilbage. Alt i alt en stor opgave, som Danmark burde involvere sig i, med både penge og diplomatiske ressourcer. Det kan gøres for en brøkdel af de 70 millioner om året, som vi indtil 2002 gav i udviklingsstøtte til Zimbabwe. Og det ville være en positiv måde at føre aktivistisk udenrigspolitik på – i modsætning til den krigsførelse, der ellers har været regeringens store nummer på den internationale scene. Desværre har den danske regering til nu ikke interesseret sig for Zimbabwe med andet end skin-handlinger og alibi-udtalelser. Der er ellers nok at tage fat på. rhp