Fødevarekrisen
17-04-2008 12:09:40
-
36 kommentarer
Her er nogle af de tanker, jeg har gjort mig om den nuværende fødevarekrise. Situationen er, at efterspørgslen er strøget i vejret, samtidig med at produktionen er stagneret eller ligefrem faldende. Krisen har en kombination af årsager. Dels bliver vi stadig flere mennesker, dels bliver især inderne og kineserne rigere og vil have adgang til kød og mælkeprodukter, og dels har fødevarerne konkurrence af energiafgrøder. Det har medført, at verdens fødevarelagre er svundet ind, og priserne er steget. Dette rammer især de fattigste – både her i Danmark og globalt – da fødevarer udgør en forholdsvis stor del af deres daglige budget.
Tre løsninger, der ikke er realistiske:
Mindske befolkningstallet
Som sagt er det et problem, at befolkningstallet øges. Dette kan begrædes, men der er ingen forsvarlig måde at sænke det på uden at kassere vores humanistiske principper. Vi kan kun håbe på at bremse tilvæksten ved at fremme en ansvarlig familieplanlægning.
Mindre kød og færre mælkeprodukter
Hvem har lyst til at fortælle kineserne, at de kun må spise ris? At gøre alle til vegetarer ville sikkert hjælpe på problemerne, men det er helt og aldeles urealistisk.
Afskaffe energiafgrøder
Sorry, katten er ude af sækken, og da vores globale energiforbrug vokser i takt med ønsket om at skære ned på forbruget af fossile brændsler, vil markedet for energiafgrøder være bogstaveligt talt umætteligt. En regulering af området er nok det bedste vi kan håbe på.
Tilbage står muligheden af at øge landbrugsproduktionen. Dette må være første prioritet, og det er en kompleks sag. I midten af det 20. århundrede var vi vidne til den såkaldte Grønne Revolution, en storstilet indsats for at indføre moderne plantesorter, infrastruktur og dyrkningsmetoder ikke mindst i den 3. verden. I 30 år har vi nydt godt af frugterne af dette arbejde; fødevarepriserne har været historisk lave, og hungersnød reduceret fra en global trussel til spredte, lokale kriser. Det har desværre haft den konsekvens, at vi har forsømt landbrugssektoren i ulandene, når vi har skullet dele bistandspenge ud. De lokale regeringer har matchet denne prioritering, så vi i flere lande i Afrika i dag kan se, at man kun bruger 2-3% af statsbudgettet på landbrugsudvikling – på trods af at op mod 60% af befolkningen er beskæftiget i denne sektor.
Noget, vi kan gøre er:
Omlægge ulandsbistanden
Den direkte bistand til lokalregeringernes statskasser har vist sig at være ineffektiv. Støtte til udvikling af teknologi, infrastruktur og uddannelse inden for landbruget må atter indtage førstepladsen i bistandshierarkiet.
Tech-trans
Det er klart, at vi ikke kan forvente at kommercielle foretagender som Monsanto udvikler produkter, der er egnede til de kapitalsvage ulandsmarkeder. Der må i stedet offentlig udvikling til, og vores egne forskere står klar med viden og motivation – de mangler bare pengene. Lad os satse på at udvikle teknologi og metoder skræddersyet til ulandene, og dele ud af vores viden som en del af hjælpeindsatsen. GMO’er skal være en naturlig del af denne indsats.
Åbne markeder
Ulandene skal have gode muligheder for at sælge deres varer i den vestlige verden, og det kræver at vi dels lader være at rynke på næsen af ulandsproducerede GMO’er. Desuden eksisterer der stadig en importbarriere i form af landbrugsstøtten, og den skal væk – vi får næppe gunstigere vilkår for at slippe af med den, end vi har nu.
Biobrændsler
Som sagt slipper vi ikke af med dem, men vi kan sørge for at regulere på en måde, der kraftigt favoriserer 2. generations-brændslerne, som udvindes af restprodukter fra fødevareproduktionen. Desuden har nogle teknologiske udfordringer – vi skal optimere, så vi får det bedste ud af dem, når det nu ikke kan være anderledes. Det kan gøres med GMO-teknologi, men også farming af energi-mikroorganismer som alger er der en lovende økonomi i.
Intensivér
Hvis fødevareproduktionen skal øges, er der groft sagt to muligheder. Enten producerer man mere per areal, eller også inddrager man nye arealer. Lige nu ser vi, hvordan de danske landmænd gør brug af mulighed nummer to, og inddrager brakmarker i stor stil. For at bevare så mange naturarealer som muligt, er det derfor nødvendigt at intensivere produktionen på de allerede eksisterende landbrugsarealer – og det betyder et farvel til den politiske favorisering af ekstensivt, økologisk landbrug.
Alternativer til kød og mælk
Det er svært at erstatte en god T-bone steak, men mindre kan også gøre det. Allerede nu kan man gro kunstigt kød ved hjælp af muskelstamceller, som kan blandes i hakkekød uden at nogen kan smage forskel. Det er langt mere miljøvenligt, og mon ikke man efterhånden finder ud af at syntetisere de naturlige smagsstoffer?
Kort sagt: vi har brug for en ny Grøn Revolution.