Udfordring til den næste regering
21-07-2008 17:56:14
-
12 kommentarer
I anledning af Morten Østergaards seneste udmeldinger om fælles fodslag mellem RV og Socialdemokraterne på flygtninge/indvandrerområdet kommer her en opfølger til ”Udfordring i den næste valgkamp”.
Lad os prøve at forestille os, at VKO’s strategi med at udstille oppositionens uenighed slår fejl i næste valgkamp. Efter valget viser det sig, at der er opstået et flertal af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten. Hvilken regering skal så dannes, og hvilken politik skal den føre på flygtninge/indvandrerområdet?
– Skal den radikale folketingsgruppe gå efter et regeringssamarbejde med S? I så fald på hvilket regeringsgrundlag, når det gælder tilknytningskrav og 24-årsregel?
Fordelen ved denne strategi er, at et regeringsparti har større mulighed for at påvirke politikken indefra, om ikke andet så på længere sigt.
Ulempen er, at Socialdemokraterne satser på, at de som det største oppositionsparti kan diktere flygtninge/indvandrerpolitikken, og at de øvrige oppositionspartier er nødt til at acceptere dette, da de som bekendt ikke har andre steder end Socialdemokraterne at gå hen. I den første valgperiode skal RV derfor ikke regne med de helt store omvæltninger på flygtninge/indvandrerområdet, selv ikke som regeringsparti.
– Eller skal folketingsgruppen nøjes med at støtte en socialdemokratisk regering men selv holde sig udenfor denne?
Fordelen ved denne strategi er, at det bliver lettere at komme med fortsat kritik af både VK og Socialdemokraterne, hvilket mange i det radikale bagland nok vil være glade for.
Ulempen er, at et RV som støtteparti reelt betyder en indirekte opbakning til såvel tilknytningskrav som 24-årsregel, nu videreført af Socialdemokraterne og uden udsigt til ændringer. Dertil kommer den svækkede mulighed for at påvirke lovgivningen i radikal retning på alle andre områder.