Som bekendt har regeringens udlændingepolitik en akilleshæl i form af det danske EU-medlemskab og borgernes ret til fri bevægelighed. Endnu er det dog umuligt at sige, hvad udgangen på den aktuelle konflikt bliver. I bedste fald må regeringens nationale særregler såsom tilknytningskrav og 24-årsregel droppes, og regeringen må i stedet forsøge at føre Danmarks udlændingepolitik via EU, hvor denne grænseoverskridende problematik jo også hører naturligt hjemme.
Men uanset hvad der kommer til at ske, står vi i Danmark med lidt af et paradoks på flygtninge/indvandrerområdet. Siden VK-regeringens tiltræden er der opstået en konsensus om en besnærende men ikke specielt sammenhængende ”grænser-for-vækst”-logik, der kan stilles op således:
1) Det er selvindlysende, at der er grænser for, hvor mange mennesker der årligt kan komme til Danmark og integreres på tilfredsstillende vis,
2) Ergo må det meget tilfældige antal af mennesker, der årligt kommer til Danmark som følge af den nuværende danske lovgivning inkl. tilknytningskravet og 24-årsreglen være det maksimale antal, som vi overhovedet kan forestille os at tage imod, hvis vi skal kunne opnå en vellykket integration. Punktum.
Paradokset består i, at både de partier, der støtter den nuværende regerings flygtninge/indvandrerpolitik, og de partier, der kritiserer den, reelt er holdt op med at gøre sig nogen tanker om antalsproblematikken. Til trods for, at den sandsynligvis er det vigtigste grundlag for et flertal af vælgernes opbakning til den nuværende politik. Integrationsdebatten har raset i over et årti, men samtidig er enhver form for seriøs antalsdebat næsten helt forsvundet.
Så vidt jeg ved, har VK-regeringen aldrig lavet nogen undersøgelser af antalsproblematikken. I stedet virker det, som om lokale erfaringer fra københavnske vestegnskommuner, hvor der vitterligt har været tale om en overskreden ”integrationskapacitet”, uden videre er blevet overført til Danmark som helhed. Uden tanke for hvordan man kan vurdere kapaciteten for et helt land som Danmark, hvor antallet af familiesammenførte, herunder personer med diverse mulige integrationsproblemer, jo varierer meget kraftigt fra egn til egn.
Tilsyneladende kører VK i øjeblikket på automatpilot og fokuserer mest på, at den førte – ret tilfældige – politik er den eneste tænkelige, og at der derfor helst ikke må tænkes nærmere over den.
Socialdemokraterne har for længst valgt at overtage VK’s flygtninge/indvandrerpolitik (dog kombineret med en anden integrationspolitik), og derfor bliver der heller ikke udviklet nogen selvstændig socialdemokratisk politik på området.
Dansk Folkeparti virker generelt ligeglad med årsagssammenhænge. Som udgangspunkt frygter partiet ”muslimer” i en sådan grad, at det i princippet gerne så et totalforbud mod familiesammenføring på basis af religion alene. I denne del af det politiske spektrum er der stadig mange, der går op i antalsproblematikken, men desværre på et rent konspirationsteoretisk grundlag uden videre fornemmelse for proportioner eller kildekritik.
Tilbage bliver de kritiske oppositionspartier – det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. De burde have en stor chance for at argumentere imod VKS-politikken på flygtninge/indvandrerområdet, nu da disse partier i praksis holder tænkepause. Men i stedet har de kritiske oppositionspartier også selv valgt den nemme løsning: At nøjes med at påpege de konkrete problemer, som VKS-politikken giver, frem for at forholde sig direkte til ”grænser-for-vækst”-logikken.
Det er problematisk. For denne logik betyder, at et flertal af danske vælgere er klar til at foretrække de eksisterende problemer med lovgivningen, frem for de øgede integrationsproblemer, som de frygter, automatisk vil følge med enhver ændring af denne lovgivning. Og det risikerer samtidig at skabe en unødvendig mistillid til EU, som kun forøges med regeringens foreløbige forsøg på at gøre EU til syndebuk.
Det er ikke muligt at trænge igennem med et argument om, at tilknytningskravet skader en række velfungerende par, der ønsker at slå sig ned i Danmark, hvis det på forhånd kan overtrumfes af et andet argument om, at det godt nok er beklageligt med den slags skadesvirkninger, men at de alligevel må accepteres, da lovgivningen er en absolut nødvendighed for at holde indvandringen på det nuværende niveau. Og at dette igen er en absolut nødvendighed for at sikre en vellykket integration. Og at dette igen er en absolut nødvendig forudsætning for, at samfundet ikke på længere sigt bryder sammen.
Det Radikale Venstre vil få langt større gennemslagskraft, hvis partiet kan nå ud til det flertal, der ganske vist ikke er hoppet på konspirationsteorierne om, at ”alle muslimer er fjender af demokratiet” eller lignende, men samtidig trækker på skulderen, når skadesvirkningerne af tilknytningskravet og 24-årsreglen omtales, da frygten for ”åbne ladeporte” og ukontrollerede integrationsproblemer altid overtrumfer al anden argumentation.
Min vurdering er, at hvis det Radikale Venstre skal nå ud til disse mennesker, kræver det, at vi er fuldt bevidste om vores egen holdning til antalsproblematikken og spørgsmål som disse:
– Hvordan får vi skabt en sammenhængende holdning til antalsproblematikken og den danske lovgivning i det EU-perspektiv, hvor flygtninge/indvandrerpolitikken jo egentlig burde høre hjemme?
– Hvad er egentlig det Radikale Venstres syn på sammenhængen mellem antallet af mennesker der kommer til Danmark/EU årligt og målet om en vellykket integration?
– Hvordan kan vi få dette overforenklede spørgsmål gjort mere kvalificeret ved at tage hensyn til, hvilke personer, der måtte være tale om og hvilke sociale problemer, de måtte have? F.eks. tendensen til, at flygtninge ofte vil have sværere ved at fungere i et samfund end familiesammenførte, der ikke har været udsat for de samme traumatiske oplevelser, samtidig med at flygtninge netop derfor har mere brug for hjælp?
– Hvordan hænger disse problemstillinger sammen med den geografiske spredning af nytilkomne i forskellige kommuner?
– Hvordan afvejer vi antalsproblematikken med ønsket om at sikre danske statsborgeres rettigheder?
– Hvad er årsagen til, at det ikke vil skade integrationen, hvis antallet af personer, der årligt kommer til Danmark, stiger med så og så mange – og hvornår og under hvilke omstændigheder vil det til gengæld skade?
– Kan vi overhovedet forestille os en situation, hvor antallet af indvandrere til Danmark/EU når et årligt niveau, hvor det Radikale Venstre vil støtte regler à la tilknytningskravet for at begrænse antallet?
– Hvis der i en ekstrem situation skulle indføres antalsbegrænsninger for begrænsningens egen skyld, hvilken lovgivning vil det Radikale Venstre så anbefale for at undgå urimelige bivirkninger?
Det Radikale Venstre har gennemtænkte politikker, når det gælder de fleste integrationsemner. Men når det gælder antalsproblematikken, mangler der i høj grad en sammenhængende argumentation – ganske som hos alle de andre partier. Det gør det alt for let for politiske modstandere at tegne et skræmmebillede af RV som et parti, der er ligeglad med integrationsproblemer i det hele taget.
Hvis vi kun ønsker at nå ud til det mindretal af vælgere, der i forvejen er modstandere af den nuværende flygtninge/indvandrerpolitik, er det selvfølgelig ok at nøjes med at tale højt og længe om de konkrete skadesvirkninger, politikken giver. Men det er bestemt ikke ambitiøst, og kan hverken ændre på samfundet eller rokke ved regeringens opbakning.
Hvis vi derimod skal nå ud til det flertal af vælgere, der i dag stemmer på Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, og overbevise dem om det rigtige i EF-domstolens praksis og nødvendigheden af en forbedret dansk udlændingelovgivning, er der kun én vej frem: Vi er nødt til at gå til roden og rette argumenterne mod den centrale men på mystisk vis forsvundne antalsdiskussion.