Bragt i Odense Radikale Venstres medlemsblad Radikalt Midtpunkt, oktober 2008.
I snart syv år har regeringen stillet særdeles høje krav til alle danskere, der vil bo i Danmark med en ægtefælle fra et land udenfor EU. For øjeblikket skal parrene leve op til 24-årsreglen, tilknytningskravet, diverse krav til bopæl, indtægt, bankgaranti, osv., og kravene øges fortsat.
Eller hvad? For de danske statsborgere findes der en langt lettere løsning: EU-reglerne for vandrende arbejdskraft giver dem ret til familiesammenføring uden at leve op til de danske særregler, hvis blot de arbejder eller studerer i et andet EU-land i en periode. Og tilsyneladende er det først i sommeren 2008, at det er gået op for offentligheden, hvor gode betingelser EU-reglerne egentlig tilbyder danskerne.
EU-reglerne siger ikke noget om, hvor lang tid man skal have arbejdet i et andet EU-land for at blive familiesammenført. Men ifølge Udlændingeservices retningslinier fra maj 2008 drejer det sig om 2-10 uger i mindst 10-12 timer om ugen, selvom Birthe Rønn Hornbech stadig insisterer på, at medarbejderne ikke må tale højt om dette. I øvrigt har Udlændingeservice siden 2004 forsøgt at tolke reglerne så snævert som muligt, så de ikke har omfattet studerende, pensionister, danskere uden arbejde ved hjemkomsten til Danmark, m.fl.. Disse tolkninger er dog enten gradvist blevet underkendt af EF-domstolen eller godt i gang med at blive det.
Den seneste dom på området – Metock-dommen fra juli – siger, at et familiemedlem fra et tredjeland (udenfor EU) ikke behøver at have haft opholdstilladelse i EU for at blive sammenført. Selvom det nok har en betydning for visse EU-lande, får dommen næppe mærkbare konsekvenser i Danmark. Den svarer nemlig til, hvad der i forvejen er praksis i Sverige.
Hvis man som dansker vil have en partner fra et tredjeland til Danmark, har man ifølge EU-reglerne hele tiden kunnet få det ved at tage arbejde på den anden side af Øresund, blive gift i Sverige, hvorved ægtefællen opnår lovligt ophold, og derpå flytte tilbage til Danmark som par. Det ændres ikke med Metock-dommen, som generelt er blæst ud af proportioner.
Kamelslugning i Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti har protesteret højlydt imod EU-reglerne, og er først faldet til ro med den seneste delvist udlændingepolitiske aftale med regeringen. Aftalens udlændingepolitiske del er dog mest spin og symbolpolitik. Der indføres en række krav om dokumentation for udlandsophold, som enten allerede eksisterer, eller kun vil frasortere de ægtepar, der måtte snyde med EU-reglerne. Men regeringens og Dansk Folkepartis egentlige problem er ikke, at danskere har snydt med reglerne, men at reglerne overhovedet findes, og at sommerens debat har givet dem en hidtil uset reklame.
Samtidig ønsker regeringen dog ikke noget ”oprør” mod EU, og derfor har Dansk Folkeparti været tvunget til at sluge denne kamel for at bevare sit samarbejde med regeringen.
Som trøst har Dansk Folkeparti så fået opfyldt en række gamle ønsker om at presse kontanthjælpsmodtagere og gøre det sværere at få dansk statsborgerskab i første omgang. Det sidste vil påvirke det fremtidige antal af danskere, der har lov til at bruge EU-reglerne, men er reelt ikke ”udlændingepolitik”.
Selvom aftalen på mange måder er problematisk, kan den blive en fordel for oppositionspartierne, som kan stå sammen om at tage afstand fra den. Netop fordi ingen af de nye VKO-krav har direkte forbindelse med udlændingepolitikken, har Socialdemokraterne ingen grund til at støtte dem.
Kamelslugning i det radikale bagland
Hvad gør det Radikale Venstre, hvis VKO mister sit flertal efter næste valg?
Et sandsynligt scenario er, at partiet ender med at (vise sig at) have det samme standpunkt som SF – vi er modstandere af den førte udlændingepolitik, men det skal ikke afholde os fra at gå i regering med Socialdemokraterne, selvom de som det største oppositionsparti har ”førstefødselsretten” til at stille ultimative krav om at videreføre tilknytningskravet og 24-årsreglen.
Det virker ikke sandsynligt, at den radikale partiledelse eller folketingsgruppe under valgkampen 2007 først var klar til at overlade udlændingepolitikken til Socialdemokraterne i en SR-regering, og derpå er vendt 180 grader og nu godt kan acceptere en rolle som et rent støtte- og protestparti. Heller ikke selvom gruppen har fået megen kritik af 2007-kompromisset både under og efter valgkampen, senest med Simon Emil Ammitzbølls anklager om ”forræderi”.
Et af folketingsgruppens problemer med regeringsdeltagelse er, at der i det radikale bagland faktisk findes et uorganiseret mindretal, der har sympati for Simon Emils retorik om forræderi og radikalt hjerteblod. De når dog aldrig længere end til den uforpligtende retorik. Det blev demonstreret tydeligt på dette års landsmøde, hvor en række medlemmer af Odense Radikale Venstre stillede resolutionsforslaget ”Det Radikale Venstre står fast på en anstændig udlændingepolitik”.
Den oprindelige tekst tog afstand fra radikal deltagelse i en regering, der videreførte tilknytningskravet og 24-årsreglen, dvs. enhver mulig regering indenfor nogen overskuelig fremtid. Imidlertid blev denne tekst forkastet til fordel for en anden, der kritiserede den eksisterende udlændingepolitik, men på ingen måde udelukkede et regeringssamarbejde af den grund.
Landsmødets manglende støtte til det oprindelige forslag tyder på, at flertallet af de radikale medlemmer ikke går ind for en kompromisløs linie. De fleste radikale generalforsamlinger peger i samme retning. For tiden har de opstillet og fået valgt en folketingsgruppe, hvor kun 1 ud af 9 (Simon Emil) lader til at støtte kompromisløsheden. Det tiende medlem, Jørgen Poulsen, kommer som bekendt fra Ny Alliance.
Heller ikke i Odense Radikale Venstre er der nogen mærkbar vilje til at forsøge at presse de kompromissøgende fynske folketingskandidater ud og få dem erstattet med kompromisløse.
Columbusægget
Sommerens debat om Udlændingeservice og EU-reglerne er endnu et tegn på, at det kompromisløse mindretal inklusive Simon Emil Ammitzbøll før eller siden kommer til at sluge den udlændingepolitiske kamel.
Debatten har nemlig givet den radikale folketingsgruppe et ekstra argument for regeringsdeltagelse, når den tid kommer: Nemlig at EU-reglerne er en god modvægt til regeringens politik, og at de virkelige problemer for danske statsborgere ligger i myndighedernes mangelfulde information og hjemmelavede smuthuller i EU-reglerne snarere end i udlændingelovgivningen selv.
Det Radikale Venstre vil have langt bedre muligheder for at afhjælpe dette i en regering – også selvom tilknytningskravet og 24-årsreglen formelt set består – end som protestparti uden direkte indflydelse på myndighederne.
Selvfølgelig er EU-reglerne ikke nogen mirakelkur, da det kun er danske statsborgere, de stiller bedre. Personer i Danmark, der ikke har statsborgerskab noget sted i EU, er stadig nødt til at leve op til den eksisterende udlændingelovgivning.
Her glider debatten dog over i spørgsmålet om, hvilke krav man bør leve op til for at opnå statsborgerskab i første omgang. Og også på dette område vil det Radikale Venstre i langt højere grad kunne præge udviklingen indenfor en regering end udenfor.
Der er derfor god grund til at være opmærksom på EU-reglerne. De kan meget vel blive det Columbusæg, der løser oppositionens splittelse omkring udlændingepolitikken, tvinger det kompromisløse mindretal i det radikale bagland endnu længere ned i knæ, end det er i forvejen, og i sidste ende skaber grundlag for en SR(SF)-regering.