Jeg har lige set "Taskforce"-programmet fra torsdag aften, samt TV-avis indslagene torsdag og fredag.
Jeg er slet ikke overrasket over de cases der fremkommer, og jeg er ikke overrasket over den måde prominente "samfunds-støtter" manipulerer pigerne. Preben Scheel får nok et par pletter i sin lak nu (ja, det var ham der vistnok solgte en af Danmarks dyreste privatboliger for et par år siden), men jeg tvivler på at der kommer noget retsligt, selvom han truede pigen for åben skærm til hele Danmark.
Men jeg må indrømme at jeg var lidt rystet da journalisten med skjult kamera var i den lejlighed hvor tre filippinske piger skulle dele den samme seng, og manden så sagde "og det fungerer jo fint nok". FØJ! Ja, jeg har de sekunder lige her, og så må DR tilgive mig:
Jeg må indrømme, at jeg heller ikke fik noget godt indtryk af udlændingeservice i slutten af programmet. Der er muligheder for stikprøve, men som vi ved er det svært at tage stikprøver af sådanne forhold. Man har muligheden for at svarte-liste familier, men så langt er ingen familie blevet svart-listet. Au-pair pigerne er ikke ansat, så de har ikke mulighed for at organisere sig i LO eller lignende. Og, som en Filippinsk man sagde i programmet, så er mange af dem ude af stand til at sige til når det går for langt.
Der er ingen tvivl om at for mange Filippinske piger, så Er dette arbejde, og de er også som regel indstillet på at arbejde, også mere end de lovlige 30 timer i ugen. De føler ofte en dyb taknemmelighed overfor sin værtsfamilie fordi de får lov til at bo hos dem, og de har som regel en stor loyalitetsfølelse. Det er denne loyalitetsfølelse som de (ny)rige grovt udnytter.
De 2500+ kroner, au-pair pigerne får om måneden, bliver primært sendt hjem til deres familie. Disse piger har som regel (i hvert fald i København/Nordsjælland) uddannelse, og det er som regel ikke tale om landsbytøser, der tager til det store udland. Men problemet er altså at de tjener meget mere som au-pair piger i Danmark end i arbejde, de kan få i sit eget land.
I de sidste tre måneder er jeg blevet kendt med en god del filippinske unge kvinder her på Sjælland, da jeg selv kommer sammen med en af disse piger. Jeg har talt med mange af dem om deres ophold her i Danmark, jeg har påpeget, hvor vigtigt det er at de benytter muligheden til at lære sig dansk om mere om Dansk kultur, og jeg har prøvet at få mere indsigt i deres verden. En af dem, som arbejder for en familie hvor begge forældre har gang i karrieren, siger at hun ser på disse 18 måneder som en udfordring, nærmest en ferie. Hun har et godt forhold til sin værtsfamilie, og hun føler sig ikke udnyttet på nogen måde. En anden ung kvinde som arbejder for en direktørs familie, fortæller mig at hun ikke har fået sin egen nøgle til huset, at hun bliver nødt til at blive i huset hele weekenden når familien er bortrejst, for at passe på deres hund, og hun føler også nogle gange, at værtsfamilien går for langt, men hun beder blot til Gud om styrke, styrke til at holde ud, og til at tilgive.
Problemet er vel, at disse Filippinske au-pairs ikke egentlig har nogen interesseorganisation, som kan tale deres sag. Problemet er også, at deres frygt for at blive sendt hjem (og dermed end ikke have muligheden for at tjene de 2500 så de kan få sendt mad-penge til familien) alt for ofte er større end deres forargelse over den måde, de bliver behandlet på.
Løsningen? Jeg ved ikke, hvad løsningen skulle være, bortset fra at der bør være mere kommunikation mellem de forskellige grupper. Selv vil jeg i aften tage til thanksgiving-middag hos en dansk-filippinsk familie og spørge den danske manden i huset hvad han mener vi kan gøre. Jeg vil også tale med nogle af kærestens (mange) filippinske venner - høre med dem hvad De mener bør gøres.
Jeg tror i hvert fald IKKE på vage stikprøver, og jeg tror IKKE på generel politisk forargelse. Vi vidste udmærket godt, at dette foregik, ligesom vi UDmærket godt ved, at der foregår moderne slavehandel her i Danmark, 5 minutter fra Hovedbanegården. Jeg kan selvfølgelig håbe, at denne forargelse også fører til at man for eksempel får nogle familier på den black-listen, men når det kommer til stykket, tør jeg ikke være så optimistisk.