Jeg er på det seneste af gode medradikale blevet beskyldt for arrogant selvgodhed, for højtravende ideologisk snak uden jordforbindelse, og for at have mistet kontakten med de mange og efter sigende fornuftige danskere, der jo "..bare ikke vil have integrationspolitikken rullet tilbage til tiden før 2001".
Disse beskyldninger tager jeg gerne på mig. Men jeg vil gå videre end det,- Jeg vil gerne påberåbe mig retten til selvgodhed, hvis der med dette begreb i dag menes en aldrig svigtende (og ofte bedrevidende og salvelsesfuld) insisteren på lige rettigheder for alle uanset hudfarve eller kulturel baggrund! Jeg vil også gerne påberåbe mig højtravende idealisme, hvis det er den betegnelse vi i dag hæfter på dem, der insisterer på menneskelig lighed og ligeværd, uanset befolkningsflertallets smålighed og manglende humanisme.... Og jeg vil med stor stolthed påtage mig, at jeg uden forbehold eller reservationer VIL have rullet udlændingepolitikken tilbage til før 2001!
Vi førte nemlig radikal integrationspolitik i 1990erne, og Det radikale Venstre skal naturligvis kæmpe for også at kunne føre radikal integrationspolitik i dag. Uanset hvor de øvrige politiske partier nu befinder sig.... De flytter sig nemlig efter vælgerne, men det gør begreber som medmenneskelighed, anstændighed og humanisme ikke.
Når og hvis vi skifter signaler i udlændingedebatten udhuler vi efter min mening selve indholdet i hvad det vil sige at være radikal, og underminerer det rationelle, sekulære og menneskerettighedsbaserede fundament som Det Radikale Venstre hviler på. Der er nemlig ikke nogen af de centrale radikale krav på dette område, som vi med god samvittighed kan forhandle væk i et forsøg på at nå til enighed med partier, der for længst selv er gået på kompromis med tanken om alle borgeres ligeværd!
Vi kan og må således aldrig nogensinde tolerere, endsige deltage i, den retorik Dansk folkeparti har bragt i anvendelse om de af vores medborgere, der har en anden hudfarve eller religion end flertallet. Og vi kan og må aldrig nogensinde gå ind for den type af judengesetze (racemæssigt eller religiøst betingede særlove) som tilknytningskrav, 24årsregel og starthjælp er et udtryk for.
Og hvad er der så tilbage at indgå et kompromis om? Joooo… Der er de mange konkrete integrationstiltag der foregår ude i kommunerne, men dem samarbejder vi de fleste steder allerede om. Der er også muligheden for nye arbejdsmarkedspolitiske og boligpolitiske tiltag, hvor et kompromis om afviklingen af de store sociale ghettoer og om udviklingen af en stærkere beskæftigelsesstrategi for de svageste på arbejdsmarkedet står højt på ønskelisten. Men det er bare heller ikke her de politiske vande skilles i indvandrer- og integrationsdebatten.
Det gør de til gengæld i det grundlæggende spørgsmål om hvilket land det egentlig er vi lever i, og hvad det vil sige at være dansker. Og her er kompromis hverken muligt eller ønskeligt.
Jeg hverken kan eller vil sige til mine arabisk- eller somalitalende medborgere, venner og vælgere: ”Desværre kammarater, mit parti har indgået et nationalt kompromis og er nu med i koret af politikere, der anser jer for andenrangsborgere i jeres eget samfund... Til gengæld kan i så glæde jer over, at i nu ikke længere er helt så andenrangs, og ikke har mistet helt så mange fundamentale rettigheder, som hvis Det Radikale Venstre ikke havde tilsluttet sig den smålige nationale indspisthed.”
Det radikale venstre har i de sidste hundrede år ofte været garant for oplysningstidens idealer om lighed mellem alle borgere, uanset race, religion, køn eller seksuel observans. Den rolle må vi aldrig give afkald på. Vi må aldrig falde i den frygtelige fælde det er for et politisk parti at tilpasse sine grundprincipper efter folkestemningen. Heller ikke selv om det betyder at vi risikerer at være uden direkte parlamentarisk indflydelse på området.
I stedet for at overhovedet at overveje at gå på kompromis med selve grundlaget for radikalismen, skal vi i stedet acceptere, at vi i disse årtier står midt i et afgørende politisk og kulturelt opbrud. Ikke siden kampen om det parlamentariske demokrati blev vundet i 1901 har vi haft så afgørende et politisk stridsemne i Danmark som spørgsmået om, hvordan man fremover skal definere danskheden, og hvad der derfor skal være grundlaget for et særligt dansk samfund.
Her er der to konkurrerende opfattelser. Den ene går på at danmark er - og skal forblive - et nationalt fællesskab der bygger på århundreders fælles religion, kultur og etnicitet. Et nationalt fællesskab, der på grund af sin lidenhed og ensartethed har formået at udvikle en særligt konsensuspræget og solidarisk velfærdsmodel, der kun virker fordi vi alle sammen ligner hinaden og har en høj grad af indbyrdes solidaritet.
Den anden opfattelse går på at alle fællesskaber i bund og grund er konstruerede, og at nationalstaten Danmark således er et kun knap 150 år gammelt politisk projekt, hvis ideologiske fundament efterhånden har overlevet sin tid ud. I stedet er vi nødt til at begynde opbygningen af et nyt og moderne dansk/europæisk samfund, hvor det alene er de fælles værdier, den fælles demokratiopfattelse og den fælles værditillæggelse af alle medborgere der binder samfundet sammen. Ikke religon, etnicitet eller en kulturel ensartethed der allerede er ved at opløses i globaliseringens saltsyre, og som aldrig kommer igen.
Det radikale venstre kan kun tilslutte sig en af disse konkurrende samfundsopfattelser. Og kun en af dem har plads til fuldstændig lighed mellem alle borgere, uanset deres kulturelle, religiøse, etniske, seksuelle eller kønslige tilhørsforhold.