Nedenfor gengives min grundlovstale, som jeg som repræsentant for Radikal Ungdom Esbjerg holdte den d. 5/6 2009 ved Esbjerg Radikale Venstres årlige grundlovsmøde:
-----------
Jeg har de sidste par måneder været en del optaget af regeringens nye forebyggelseskommission. Den er blevet nedsat for at komme med konkrete forslag til, hvordan man kan forlænge den gennemsnitlige levealder; hvordan man kan forbedre folkesundheden. Forebyggelseskommissionen er nået frem til, at hvis vi skal måle os med svenskerne, hvis gennemsnitlige levealder er 2 ½ år længere end vores, skal momsregulere sunde og usunde fødevarer, så det giver forbrugerne et økonomisk incitament til at vælge at leve sundt. Vi skal forbyde alkohol til personer under 18 år, og ikke kun begrænse den aldersgrænse til udskænkningsstederne. Cigaretter og anden tobak skal pålægges langt højere afgifter; f.eks. skal en normal pakke cigaretter inklusiv afgifter koste ca. 50 kr. Dette vil afholde mange fra at begynde med at ryge, mener man.
Jeg har fra det første udspil ment, at den sundhed kommissionen fremlægger ikke kun vil have fordele. Den vil også have ret stærke konsekvenser – i sidste ende demokratiske.
Lige før nytår hørte jeg et program på P3. De havde i forbindelse med det nye år fået en samfundsanalytiker til at komme med et bud på, hvilke nye strømninger året 2009 ville bringe med sig. Samfundsanalytikeren ved ukendt navn mente, at 2009 pga. finanskrisen ville føre en mere tolerant strømning med sig, end den man havde været vant til under højkonjunkturen: Man ville holde op med at fokusere så meget på det ”forkerte” andre mennesker gjorde; det være sig at ryge, at køre i en utilgiveligt stor bil til én-persons pendlen, at dyrke for lidt motion, at spise for få grøntsager og for mange vingummibamser, at kunne lide et glas god vin til aftensmaden og så videre.
Jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule da jeg hørte det. Bortset fra det med bilen, som jo er radikal politik, at man skal beskatte hårdere, glædede jeg mig over en tolerance, der ville bringe mennesker ind i en gensidig forståelse, som jeg syntes manglede.
Ligeså meget ærgrede det mig at høre om forebyggelseskommissionens udspil, som der var en god politisk opbakning til i foråret. Analytikeren havde nok alligevel ramt skævt. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen meldte ret hurtigt ud, at en forhøjelse af cigaretprisen til ca. 50 kr. nok ikke foreløbigt kunne komme på tale, hvorimod en skærpelse af rygeloven længe har været ventet. - Det bliver han nok desværre ikke ene om at bestemme. Endnu mere ærgrede det mig imidlertid, at Margrethe Vestager ret hurtigt efter præsentationen af forebyggelseskommissionens udspil skrev i sin Twitter-status: ”Lad prisen på cigaretter komme op” (ikke helt korrekt citat…).
For nylig debatterede jeg så problemstillingen på Radikal Ungdoms debatforum. Der var mange interessante anskuelser, som der kom en yderst spændende debat ud af.
Senere læste jeg en kronik på politiken.dk skrevet af Anders Wilhelm Knudsen, som er cand.mag. i kultur og formidling, om ”den fagre nye sundhed”, som han kalder den. I kronikken gør han rede for, hvordan sundhed i de seneste år nærmest er blevet et modefænomen. Dette modefænomen har været igennem en evolution, hvor sundhedsforbryderne i starten kunne tolereres og til en vis grad forstås – til nu at være nogen, vi alle skal være med til at påvirke til det bedre; de er blevet ”samfundets ansvar”, som formanden for forebyggelseskommissionen, Mette Wier, udtalte ved offentliggørelsen af udspillet.
Der er altså tale om en bevægelse, som i stigende grad fokuserer på somatiske omstændigheder frem for friheden til at begå fejl og leve med frihed under ansvar.
Forfatteren til kronikken nævner et glimrende eksempel på udviklingens progression i USA, hvor den, om muligt, er nået noget længere end i Danmark:
Under en ferie i Californien faldt han over et skilt, som hang på en gang på et hotel i Bakerfield, lidt nord for Los Angeles. Skiltet stod med fede typer og varslede:
”WARNING: This Facility Contains Chemicals Known to The State of California to Cause Cancer, Birth Defects, and Reproductive Harm”. Dets egentlige betydning var, at her skulle man altså passe på, for her var der rygere.
Set i forhold til gamle idoler i diverse Hollywoodfilm, eller måske tilbage til 1920’ernes Danmark er der mildest talt sket en del. Thorvald Stauning sagde engang: ”En god Cigar styrker Tanken”. En accept af en lignende tilbøjelighed til at ryge hos vor tids landsfadere vil med liden sandsynlighed kunne forefindes; måske med undtagelse af Johannes Møllehave og Søren Ryge (genlæs: Ryge).
Lige siden dansk politik tog sundhedsbølgen til sig, og medierne dermed begyndte at formidle den, er der sket en diskursiv selvforstærkning i befolkningen. Og ”den er gået fra at basere sig på en statslig interesse for det enkelte individs sundhed og velvære til også at kaste en moralsk dom over rygerne.”, fastslår kronikøren. Det kommer som eksempel derpå ikke den nyopfundne ”E-cigaret” til gode, da det nu ikke længere kun er en stærk, og ganske sandsynligt velbegrundet, fokus på passiv rygning, der gør sig gældende, men i stigende grad et spørgsmål om moral.
Man kunne i samme forbindelse spørge, om der er tale om en slags moral, når det længe har været lovligt at købe alkohol som 16-årig i en butik, hvorefter en hvilken som helst ung kunne sætte sig ned på banegården og blive kørt over af et tog, hvorimod man skal være 18 for at få samme ethanol hældt op af en bartender på et af landets udskænkningssteder?
Et forbud mod at købe alkohol til det fyldte attende år mener jeg ikke er hensigtsmæssigt. Som 16-årig er langt de fleste unge klar over det ansvar, der følger med ved at drikke. Desuden vil endnu et forbud med garanti ikke udskyde de unges alkoholdebut ret meget; det er almindeligt kendt at man jo bare kan få andre til at købe det til sig. Oven i det mener jeg heller ikke det er ret smart, at man kan få kørekort i samme alder, som man må begynde at drikke alkohol. Oplysningen omkring fatale følger ved at blande alkohol og kørsel er ret god, men den manglende dømmekraft, der hører med til at være beruset, vil i perioden omkring debuten utvivlsomt være endnu ringere, end den man har opbygget efter et par år med forskellige andre uheldige oplevelser med alkohol.
Alle disse forslag, som skal forbedre folkesundheden, men som vil begrænse friheden, er alle glimrende eksempler på BIG-MOTHER-samfundet. Et samfund, der i stedet for at stille de rette betingelser for borgerne, så de kan leve deres liv efter egen sund fornuft og under rimelig lovgivning, opdrager borgerne til at leve RIGTIGT. Et ”rigtigt” liv er ifølge big-mother-samfundet et ”rent” liv, hvor ting som sundhed, ordentlig opførsel og en vis grad af kyskhed er vigtig at få bredt ud ved stram lovgivning. En stram lovgivning, som helt eller delvist fjerner menneskenes muligheder for at begå fejl. Det har til formål at pakke borgerne ind, så der ikke sker dem noget. Og det må for alt i verden ikke være logisk fornuft, der styrer vores valg, men hvad samfundet har lært os. ”Ryg ikke cigaretter, dem får du kræft af”, ”spis ikke fed mad, det får du blodpropper og livsstilssygdomme af”, ”drik ikke alkohol, det er farligt” og ”benyt ikke prostitueredes ydelser; det er højst amoralsk”.
Mange amerikanere tager imod denne livsanskuelse, og ifører deres babyer små hjelme, når de skal lære dem at gå.
Når vi på denne måde forhindrer borgerne i at begå fejl, begår vi en endnu større fejl – nemlig at vi ikke opdrager borgerne til at lære af deres fejl.
Jeg ville som syv-årig have været glad for at slippe for et skadestuebesøg og en stivkrampevaccination, da jeg uden opsyn benyttede skolens værksted og stemmejern til at lave en modelbåd. Min oplevelse med stemmejernet, der halvvejs afhuggede min ringfinger, gør imidlertid, at jeg i dag ved, at sådan et stemmejern skal man altså holde godt fast i. ”Learning by doing” – eller rettere: ”learning by fooling” må være den underfundige konklusion på denne lærestreg.
Min pointe med alt dette er, at jeg synes vi skal genoverveje vores standpunkt kraftigt. Skal det også være radikal politik, at det er en god idé at anvende en stadigt større grad af indoktrinering for at få borgerne til at opføre sig, som vi gerne så de gjorde, og som ville gøre det til en fornøjelse at sammenligne os internationalt? Jeg synes personligt at vi skal være et oplysningsparti – ikke et forbudsparti.
Jeg mener at vi har et problem, hvis det vigtigste punkt på dagsordenen er at kunne prale af at have en ligeså høj levealder som svenskerne. Der må være andet der er vigtigere; f.eks. at bekæmpe verdens fattigdom, for ikke at sige højne levealderen i f.eks. Afrika med en større del af vores BNP end det vi giver i øjeblikket? At bekæmpe klimaforandringerne, så vi sikrer en værdig jord at overtage for vores efterfølgere? At spare kommunerne for en masse ressourcespild i form af at dobbelttjekke, at alt afvikles i den skønneste orden, hvorpå man pga. det omfattende bureaukrati det betyder, må konstatere at det gør det ikke?!
I forhold til demokratiet betyder denne tendens i retning af indoktrinering, at vi kommer til at sætte nogle grupper i samfundet i bås – de er ikke ligeså meget værd som os, fordi de har valgt at leve på den ene eller den anden helbredsmæssigt uhensigtsmæssige måde. Der vil ikke blive lyttet til dem, og de vil blive undertrykt i mediebilledet, hvis udviklingen fortsætter. Stemmeret vil man ikke fratage dem, men et alvorligt demokratisk problem er det, når alle ikke bliver hørt. Og det er der uheldigvis også mange der ikke bliver i dag.
Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig Grundlovsdag.