Jeg har egentlig altid været Radikal. Har bare aldrig meldt mig ind. På en eller anden måde tiltalte den traditonelle form mig ikke: gå til møder, sidde i udvalg, opstille kandidater, stemme, debattere og spille det interne politiske spil. Jeg har i spøg omtalt det organiserede politiske arbejde som en slags udvidet elevråd, hvor man brugte for meget tid på form og for lidt på at tale indhold, strategi og værdier. Det er muligvis en dybt uretfærdig karakteristik (i hvert fald er det lige meget hvordan man vender det drejer det en fornærmelse mod de, der gør et kæmpe styke arbejde i politik. Og det fortjener de ikke. Hatten af for dem, der holder partierne kørende. De er den lim, der holder demokratiet sammen - Jeg var bare for doven og for lidt engageret til at melde mig under de traditionele former). Og jeg kan ikke engang udtale mig på et retfærdigt grundlag, da jeg aldrig fik prøvet det af i praksis.
Men summa summarum. Jeg tror ikke, jeg er specielt mærkelig eler specielt doven eller specielt kontrær i min aversion mod for mange og for lange møder eller i min tørst efter indholdet og de svære indholdsmæssige spørgsmål. Det er dem, der gør politik spændede og medrivende. Her har jeg fået et værktøj, der passer til mig, mit liv og min måde at fungere på. Jeg håber det kan blive en ny måde at diskutere politik på for mig og for alle jer, der læser det her. Glæder mig.
Det vidste du ikke om mig:
Jeg er medforfatter til kogebogen "Simremad og ting,der tager tid.