Jeg har idag udsendt følgende pressemeddelelse:
Radikale Venstres spidskandidat Sofie Carsten Nielsen vil trodse lavkonjunkturen og sende Danmark ind i kampen om arbejdskraft fra Øst. Hun foreslår bl.a., at Danmark uddanner ufaglærte polakker til hjemmehjælpere. Pengene skal komme fra EU af en mobilitetspulje.
Der bliver flere gamle europæere og færre hjemmehjælpere, og vi har kun set begyndelsen. Om 40 år vil vi mangle 39 mio. i den arbejdsdygtige alder, svarende til hele den italienske arbejdsstyrke.
"Konsekvenserne er uoverskuelige. Vi vil se hospitaler uden læger, ældre uden hjemmehjælp og børnehavebørn uden pædagoger. For efterspørgslen efter arbejdskraft i Europa går kun én vej: OP," lyder det fra den radikale spidskandidat til Europa-Parlamentet Sofie Carsten Nielsen.
Hun foreslår derfor, at EU etablerer en pulje på 1 mia. kr. (via en afskaffelse af Landbrugsstøtten), der skal finansiere rekrutteringscentre i alle EU-lande. Rekrutteringscentrene skal styrke den frie bevægelighed på flaskehalsområderne, hvor der mangler arbejdskraft.
Danmark vil kunne søge af den pulje til et dansk rekrutteringscenter, der f.eks. kunne oprettes i tilknytning til de danske ambassader i de nye EU-lande og få flg. opgaver:
Gi' gratis uddannelse til østarbejdere, der ønsker at arbejde i Danmark. Sofie Carsten Nielsen mener f.eks., at Danmark skal uddanne østeuropæere, der ønsker at arbejde på flaskehalsområderne i Danmark, det kan f.eks. være som hjemmehjælpere eller sygeplejersker. Uddannelsen skal sikre, at de har de nødvendige faglige og sproglige kvalifikationer med sig.
Brande Danmark som arbejdsland. Rekrutteringscentrene skal igangsætte kampagner, så enhver polak ved, at Danmark er et godt land at arbejde i, med gode boligforhold, velfungerende børnehaver, ret til overenskomstmæssig løn og barselsorlov for både mor og far.
Effektiv formidling af danske job. Rekrutteringscentrene skal formidle job, så borgerne i de nye EU-lande kan søge job i Danmark uden risiko for at havne i kløerne hos kriminelle bagmænd. Skandalen om de rumænske avisbude må ikke gentage sig. Derfor skal centrene iværksætte et opsøgende arbejde blandt de nye EU-borgere, og hjælpe interesserede kandidater med at skrive uopfordrede ansøgninger mv.
Læs mere her:
www.radikale.dk/sofiecarstennielsen/upload/SCN_Oestarbejdere_29-05-2009.pdf
Yderligere kommentarer: Sofie Carsten Nielsen, sofie@ep09.eu