Det gråhårede Europa
05-09-2008 13:19:25
-
7 kommentarer
Ifølge en ny studie fra Eurostat (Europa-Kommissionens statistiske kontor), så bliver vi meget snart meget gamle i Europa. Indenfor de næste 50 år vil en tredjedel af Europas befolkning være over 65 år gammel. I nogle EU-lande vil indbyggertallet endda gå drastisk tilbage.
Hvad betyder denne forvarsel for Europa og det europæiske fællesskab??
Det betyder i hvert fald, at de europæiske velfærds- og social-systemer for alvor bliver sat på en prøve. Det er derfor med glæde, at jeg kan konstatere at vi i det Radikale Venstre har mod til at være fremadrettet. For med det nye EU-valgprogram - som er til afstemning på landsmødet i slutningen af september – har vi indarbejdet et helt afsnit om mere europæisk ansvar når det gælder velfærds- og social-politik.
Men hvor ligger løsningen på dette problem? Flere arbejdspladser, mere ligestilling og mere indvandring er nogle af udvejene. For at klare den forsyningsbyrde, som er på vej, da må den ældre del af befolkningen arbejde længere – både mænd og kvinder. Men det vil næppe være nok. Indvandringen må ikke anses som et problem men derimod som et potentiale. Dette sætter vores integrationspolitik på prøve. I Danmark har vi godt nok p.t. ingen problemer med, at folk ikke ønsker at få børn. Men derfor vi bliver også nødt til at vi fremmer mulighederne for kunstig befrugtning til de par, der ikke kan få børn. Det vigtigste må dog stadig være at skabe reel ligestilling på arbejdsmarkedet, sådan at ingen føler sig tvunget ud i et valg mellem børn og arbejde.
Ovenstående er gamle løsningsformler. Men de er stadig yderst aktuelle. Men også denne problematik viser, at det ikke nytter noget at pille i sin egen danske navle. Vi har her et europæisk problem, som vil ramme os alle – både økonomisk og socialt. Godt, at vi har EU for i fællesskab at tage fat på problemerne og give hinanden nyttige løsninger.