Hænder og hoveder eller hjerter og krop?
30-08-2008 11:30:05
Det skurrer i ørerne på mig, hver gang jeg hører, at der er brug for flere hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Hænder og hoveder lyder for mig som noget, der er afkoblet fra resten af mennesket samt de menneskelige egenskaber og behov, som vi hver især rummer. Betegnelsen er fremmedgørende og svær at identificere sig med. Og i værste fald kan den være med til at marginalisere de mennesker, som ikke kan fungere som produktionsmaskiner, men som har brug for at blive anerkendt, passet på og brugt som individuelle personer - altså hele mennesker.
Så kan vi ikke finde på en mere inkluderende og human betegnelse - en betegnelse som måske kan være med til at bane vejen for lidt mere rummelighed og forståelse for, at vi ikke alle er maskiner, som bare kan masseproducere en standardvare på kommando? Spørgsmålet hænger i øvrigt sammen med et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvad det egentlig er, vi i det danske samfund skal leve af og har brug for fremover?
Der er ingen kommentarer endnu.