Når tragedien rammer os, søger vi mening. Sådan er vi mennesker. Alle, der har prøvet at miste en af sine kære, ved hvilke tanker og tvivl, der opstår: Hvad er meningen? Hvorfor lige her? Hvorfor lige nu? Hvorfor?
Men nogen gange møder vi kun en mur af meningsløshed. Sådan er det med tragedien i Norge.
Vi har været vidne til en tragedie af apokalyptiske dimensioner. Og når meningsløsheden er kolossal, søger vi at skabe en sammenhængende forklaring ud af de oplysninger, som vi har til rådighed. Hvordan kunne det ske? Hvad kunne man have gjort anderledes? Hvem kunne have forhindret det? Måske endda: Hvem har skylden? I de kommende dage og uger forventer jeg, at vi vil se forskellige forsøg på at placere de tragiske begivenheder i en større sammenhæng.
Men vi bør ikke acceptere massemordet som en politisk handling. Det er ikke politisk ekstremisme, nationalisme eller fascisme. Det er en gal mands værk, og hvis vi accepterer at italesætte det som en politisk aktion, accepterer vi, at det kan skrive sig ind i en politisk tradition. Dermed får han ret til at have et politisk manifest. Og det er at løfte denne massemorder op i en liga, som han ikke har fortjent at være i.
Gerningsmanden har forsøgt at iscenesætte sig selv som en en-mandshær i konflikt mod demokratiet og det åbne samfund. I denne selvcentrerede bestræbelse har han brug for en ideologi at gøre sig til martyr for. Han oprettede en twitter-konto kort før aktionen, hvor han postede en enkelt kommentar: “One person with a belief is equal to the force of 100,000 who have only interests.” Han har offentliggjort sine 1.500 siders forvrøvlede notater kort før terroraktionen. Der er nu skrevet Wikipedia-opslag om ham på mindst 17 sprog. På få timer er han gået fra at være en højreradikal 32-årig med et lidt for tæt forhold til sin mor til at være centrum for hele verdens angst, vrede og sorg.
Man kan sige, at første del af hans selviscenesættelse på tragisk vis er lykkedes. Men vi er i kontrol over anden del. Det er os, der kan bestemme, om morderen skal beskrives og huskes som en politisk martyr for en yderligtgående ideologi - eller bare som en gal mand på en uendeligt trist og ensom vej, der fører ingen steder hen.
Vi har i 10 år hørt moderate muslimer lavmælt bede os om at se den ekstremistiske terror som gale menneskers værk og ikke som en del af den muslimske tankeverden. Måske skulle vi have lyttet bedre efter. Fuldkommen på samme vis bør vi ikke forfalde til at acceptere dette som en politisk handling fra den kristne nationalistiske højrefløj mod det norske demokrati.
Der er ingen kausal sammenhæng mellem national stolthed, religion - og så massemord. Det er ikke mistænkeligt at være glad for sit land, lige så lidt som det er problematisk at være kristen eller muslim. Nationalt og religiøst tankegods er en naturlig del af den politiske samtale i det pluralistiske demokrati, og sådan skal det også være efter disse begivenheder.